Donkey Kong Bananza

Selvom Donkey Kong ved første øjekast har mange af de samme elementer, som vi normalt identificerer ved en typisk Nintendo-maskotplatformer, så er dette på mange måder ret antitetisk til deres traditionelle modus operandi. Jo, du ser Donkey Kong-karakteren, de firnulige platform-sektioner, indsamlingen af en eller anden lettere ligegyldig type sameobjekt og det effektive fokus på charme, farve og universel appel - det her er som snydt ud af næsen på den klassiske Nintendo-udviklingstradition, ikke sandt?

Nej, kun halvt sandt, for netop fordi Donkey Kong Bananza primært handler om at grundsmadre alt på din vej, så udskiftes identiteten på en ret central måde. Fra at handle om finesse i eksempelvis Super Mario Odyssey, så handler Bananza om kaos, fra at handle om præcision, så handler det her om spektakel. Det betyder at der ikke rigtig findes et spil som Bananza i Nintendos mildest talt gigantiske kartotek af bangere, og af den årsag mildnes noget af skuffelsen ved at dele af udførslen kan halte midt i de allestedsnærværende partikeleffekter.

Bananza er en rejse indad - ikke for vores hovedperson - men mere bogstaveligt da en glubsk minedriftsvirksomhed begynder at bore indad mod jordens kerne, fordi en gammel legende postulerer, at den der når selvsamme kerne får sit største ønske opfyldt. Gode gamle DK er i første omgang offer, men beslutter sig for selv at opsøge kernen, for det kan være den eneste vej tilbage til overfladen - og flere bananer. Med på sin rejse har han en pre-teen udgave af selveste Pauline fra Super Mario Odyssey (og det originale Donkey Kong selvfølgelig), hvilket betyder, at der heldigvis er en der kan fortælle, kommentere og puste lidt nødvendigt liv ind i en ellers lettere vagt telegraferet affære. Jo, DK er mere ekspressiv, og han er tættere på at have bevæggrunde og følelser, men fremstår dog stadig som en lettere tom, umotiveret stand-in for en karakter med reelle drømme. Det forøgede fokus på kropssprog og ansigtsmimik hjælper enormt, tag ikke fejl af det, og der er naturligvis undtagelser i det bredere regi af Nintendos egne førstepartstitler, men lidt mere narrativt oomph havde altså hjulpet, og derfor er Pauline en ret solid tilføjelse, bare som koncept.

Nå, men nedad går rejsen mod kernen, og disse "sublayers", der er små distinkte åbne verdener fyldt til randen med samleobjekter, udgør så spillets struktur. De er, traditionen tro, enormt flotte og distinkte, også fordi de byder på både visuelle og mekaniske særpræg, der gør at man bruger dem anderledes. I en verden er der is, der både er for tynd til at DK sådan bare lige kan gå på den, samtidig med at den gør det sværere at bevæge sig, og lava kræver snilde, hvis man vil forcere den. Naturligvis kombineres dette med kaotisk ødelæggelse, mens du ihærdigt bruger din sonar til at bulldoze dig igennem omgivelserne i jagten på bananer, fossiler, guldårer og skattekister. Ligesom Odysseys Moons er der måder, hvorpå disse ting kan omsættes til lir - bananer bliver til Skill Points i et lettere rudimentært Skill Tree, fossiler kan bruges til at købe lidt kedelige kostumer til DK og Pauline og guld giver adgang til en række små fornødenheder. I klassisk Nintendo-stil er der ingen af disse meta-progressionssystemer, der er synderligt dybe, og diskussionen er så, hvorvidt de bør være det eller ej. Det er måske en smule ærgerligt Bananza ikke rigtig kan finde på noget lidt mere spændende at grave efter, men sandheden er at, ligesom med Odyssey, er rejsen motivation nok i sig selv.

Banerne er fantastiske det meste af tiden. Der er måder hvorpå Nintendo aktivt indrammer kaosset og skaber rammer for, hvordan du bruger DK's ustyrlige systemer. Alle de mekanikker Donkey Kong selv er udstyret med er funktionelle, uden tvivl, men det er igennem banernes kreative linse at de graduerer fra det mondæne til det sublime. Nogle af disse er bedre end andre, det er klart, men det var altid en fryd at opdage det næste lag, og det siger ikke så lidt. Særligt nogle af de senere baner formår faktisk at lege lidt med kreation såvel som destruktion, som virkelig højner underholdningsværdien. Til tider er disse baner sågar Zelda-seriens seneste kapitler værdig.

Som sagt er Donkey Kong selv udstyret med et overraskende omfattende arsenal af bevægelser, der gør at man sjældent føler at man mangler værktøjer. ABXY-knapperne bruges til at smadre i distinkte retninger, du kan hive et stykke materiale op fra overfladen under dig og kaste med det eller surfe på det. Takket være de Bananza-kræfter, du kommer i besiddelse af, "sker" der ligesom ret meget. Det gør ikke rigtig kampene synderligt spændende eller strategisk omfattende, men underholdningsværdien er tårnhøj, selvom den knivskarpe præcision går tabt i partikelregnen, når man igen bliver fristet til bare at hamre Y-knappen, til alt er dødt.

Du kan måske fornemme, at de fleste storslåede højdepunkter som oftest kombineres med et hint af indebrændthed. Det skal ikke misforstås som, at Bananza er noget mindre end en værdig Nintendo-platformer til den helt store guldmedalje. Nej, snarere skal det forstås som, at holdet her ofte er faretruende tæt på at skabe en balance, der ikke bare er uhørt i Nintendo-regi, men flirter med noget i sandhed mesterligt. Der er overraskende meget opfindsomhed i de her baner, men de svigtes af en struktur der viser tegn på lidt for meget genbrug hist og her. Donkey Kong har et hav af mekanikker til rådighed, der alle virker upåklageligt, men de benyttes eksempelvis ikke til at skabe længerevarende og strategisk udfordrende boss-kampe. Der er en lille skyggeside til nogle af de storslåede højdepunkter, men sådan er det, heldigvis, ikke hele vejen igennem.

Nej, først og fremmest ser Donkey Kong Bananza bare storslået ud, og jeg oplevede kun i få øjeblikke, at spillet ikke formåede at fastholde sin frame-rate og se brandgodt ud i samtidig. Musikken er virkelig fantastisk, og har den der unægtelige Nintendo-charme hele vejen igennem, og samtidig med det er der så meget dybde, farve og karakter i spillets æstetiske designfilosofi, at det aldrig, aldrig bliver kedeligt at kigge på. Igen er det verdenerne, der brillerer her - opfindsomheden synes nærmest uudtømmelig. Igen, det kan sjældent omsættes til en narrativ vinkling, der er værd at skrive hjem om, og jeg ville ønske, at Nintendo forsøgte mere ihærdigt at motivere spilleren yderligere. Jo, deres spil fungerer bedre end de fleste andres, og de appellerer til vores mere dybdegående spilleglæde - men betyder det virkelig, at de karakterer, Donkey Kong møder på sin vej, ikke kan have lidt mere interessant at sige om verdenen omkring dem?

Dog har Bananza mange af de kvaliteter, der gør en Nintendo-platformer til noget ganske særligt. Kreativitet i overflod, æstetisk charme så det batter, kombineret med mindeværdig musik og lyd, og en universel appel der gør, at det kan deles med alle, uden at noget går tabt. Det er i sandhed værd at fejre.

Af disse årsager, og mange flere, er Bananza en værdig launch-ish Switch 2-titel, som holdet bag bør være stolte af. Det får ikke den der øjeblikkelige klassiskerstatus som Odyssey, men skulle dette blive en succes, og der er ingen grund til at tro, at det bliver andet, så har vi uden tvivl en efterfølger af himmelske dimensioner i vente.