Doki-Doki Universe

Ligesom biler oftest er inkluderet i spil for at få smækket speederen i bund og overbevise med motordrøn, er robotter også oftest inkluderet som dødsinstrumenter kodet til dommedag. Sådan er et det ikke med QT3, der på Douglas Adams-inspireret vis i stedet har brugt de sidste 32 år på at vente på en familie, som aldrig kom tilbage.

Det ændrer sig en dag, da den meget grønne, meget muntre og meget funk-glade rummand Jeff endelig finder QT3, og fortæller ham at hans type for længst er udgået af produktion, samt at den simple robots fremtid ser ud til at blive på en skrotplads. Jeff fortæller at de nye robotmodeller er langt mere menneskelige end den primitive QT3, og bliver derved inspireret til at lave en aftale med den gamle robot. Hvis QT3 kan blive mere menneskelig er der ingen grund til at slukke ham, og selvom han ikke rigtig ved hvor han skal starte, giver det lige pludseligt robotten en ny livsmission.

Med næsten fri rejse mellem det løjerlige spilunivers' mange planeter, kan QT3 selv gribe det hele an som han ønsker. Hver planet har en masse indbyggere, der hver døjer med deres problemer, og er særdeles glade for at fortælle om hinanden. Ved at snakke med dem alle, kan QT3 således lære om dem alle, og finde ud af hvad de hver især mangler, samt hvad der gør dem glade og kede af det.

Rundt omkring på planeterne finder QT3 også masser af små pakker, der blandt andet indeholder de livsvigtige Summonables, samt den energi der skal bruges til at aktivere dem. Summonables er en slags levende klistermærker, der repræsenterer alskens forskellige dingenoter: fra levende sabeltandstigere til ispinde, regnbuer, tordenskyer, fakler, fartøjer og alt ind imellem. Objekterne skal alle sammen bruges til at hjælpe de personligheder man møder på sin vej, der til gengæld kvitterer med nye pakker, samt de livslektier der løbende skubber QT3 tættere og tættere på hans mål om at blive en mere menneskelig robot.

Lidt kreativ tilgang til opgaverne belønnes også en gang imellem, da flere objekter ofte kan bruges til at løse den samme opgave. Desværre spænder spillet lidt ben for sig selv, ved i andre situationer at være ekstremt stringent med hvad de forskellige personligheder vil acceptere, hvilket endda betyder at helt åbenlyse løsninger også engang imellem bliver dømt forkerte.

Det hele er en smule simpelt, og derfor er det positivt at Doki-Doki Universe byder på masser af charme grundet dets unikke indpakning. Mest af alt ligner spillet således en masse børnetegninger der er blevet vækket til live, hvilket passer godt til den søde historie. Det er dog i højere grad de mange små animationer, der ofte i talebobler forklarer situationer og tanker på kort, præcis og løjerlige vis, der giver eventyret dets helt eget udtryk.

Mest fascinerende ved hele oplevelsen er dog hverken QT3's rejse eller det specielle udtryk, men i stedet de mange måder spillet hele tiden forsøger at lære hvem brugeren bag skærmen er. Ved at stille mærkværdige spørgsmål, der ofte ikke virker til at have noget med noget som helst at gøre, tegner spillet således en profil af spilleren, som man kan få uddybet ved at besøge den lokale psykolog på ens hjemplanet. Resultaterne kan være overraskende rammende, dog naturligvis uden at spillet på noget tidspunkt forsøger at definere brugeren på et dybere plan. Det betyder også at man ikke bør føle sig skræmt, eller for den sags skyld tænke på Doki-Doki Universe som andet end et spil.

Eventuelle købere af Doki-Doki Universe bør også holde sig for hovedet, at man blot behøver at købe spillet én gang for både at eje det på PlayStation 3, 4 og Vita. Det gør sig klart bedst på de stationære konsoller, og føles overraskende langsomt og tungt i sin håndholdte form.

Jeg ville ønske at Doki-Doki Universe var sjovere at spille, for her er masser af gode ideer, sjove påfund og unik charme. På det helt basale plan bliver det dog hurtigt kedeligt at gentage den samme rutine igen og igen, for først at lære hvad alle kan eller ikke kan lide, for herefter at lege bytte-bytte-købmand med de forskellige objekter. Den manglende diversitet betyder, at man efter et stykke tid ikke længere bemærker personlighederne og deres sjove problemer, men i stedet blot begynder at tænke på dem som en række problemer der skal løses, og det er en skam.

Med en blanding af ideer, der kunne være lånt fra så forskellige spil som Animal Crossing, Little Big Planet og Scribblenauts, samt dets egne tilføjelser, burde Doki-Doki Universe have været sjovere at spille. Hvis man derfor overvejer at købe det, bør det i højere grad fordi man er villig til at fordybe sig i det løjerlige univers, samt måske endda finde ud af lidt mere om sig selv.