Divinity: Original Sin II - Definitive Edition (PS4/Xbox One)

Her på Gamereactor er de diverse anmeldere forskellige, og lægger vægt på forskellige aspekter af spiloplevelsen. Søren anmeldte originalen på PC, og nu er det Carl der tager fat om Definitive Edition-udgaven, der desuden lander på PS4 og Xbox One.

Divinity: Original Sin II har allerede fejet benene væk under de fleste rollespilsfans, der ejer en PC. Med den nye Definitive Edition udgave af spillet kan PS4 og Xbox One nu også få lov at få en bid af kagen - og hvor er det dog en herlig én af slagsen. Hvis du allerede kender denne perle fra Larian studierne og bare vil høre, hvordan spillet klarer sig på konsollen, så kan du snildt hoppe hen til de sidste par paragrafer af denne anmeldelse. Har du endnu ikke haft fingrene i dette rollespils mesterværk, så læs endelig videre og lad mig sprede det gode ord.

Divinity: Original Sin II er et isometrisk rollespil med et turbaseret kampsystem. Det er sat i en fantasy-verden, der uden at være særligt original har nogle interessante variationer over velkendte temaer. Men det som virkelig kendetegner denne spiloplevelse er detaljerigdommen, det ikkelineære - men stadigvæk perfekt tilrettelagte - gameplay og at det er fyldt til bristepunktet med gode historier.

Fortælleglæden bliver allerede anlagt, når du starter et nyt spil og seks præfabrikerede karakterer fortæller dig en kort og præcis baggrundshistorie, der på én gang giver dig en fornemmelse af deres personlighed og historie, samtidig med at du får lyst til at lære dem bedre at kende. Det kan virkelig anbefales at bruge en af de seks "færdige" karakterer, da de hver især byder på virkelig meget dybde i form af deres særegne karaktertræk og historie. Vælger du eksempelvis at spille med Fane, der er levende død, så vil det være nødvendigt at have hans ansigtet dækket til, da de fleste byfolk reagerer ret dårligt på at se en levende død. Uanset hvilken af karakterne du vælger, møder du dem, du ikke valgte, i starten af dit eventyr. Du kan derfra rekruttere dem til din gruppe, der dog højst kan bestå af fire karakterer. Selvom du på den måde får et indblik i de andre karakterers historie, kan man næsten ikke vente med at starte et nyt spil, så du kan opleve verdenen fra en af de andres synsvinkler.

Divinity: Original Sin II gemmer på et utal af historier, og det er hele tiden op til spilleren, hvordan du vil interagerer med dem. Har du tålmodigheden til at tage det hele ind, er der en overflod af indhold, som rent faktisk er interessant og har noget at sige. Hvert sted, hver bog, hver samtale afslører noget om den verden, du befinder dig i. Det er simpelthen vanvittigt velskrevet. Det veksler på overbevisende vis mellem at være vanvittigt morsomt (uden dog at være lige så fjollet, som forgængeren var) og dybt alvorligt. Der er så mange overraskelser og mysterier at finde, at det er fristende at gennemsøge alle steder med en tættekam, for at få det hele med.

Men du kan ikke få det hele med første gang, du spiller Divinity: Original Sin II igennem. Du må finde dig i, at hvert eneste af dine valg medfører et fravalg. I et spil kan en NPC'er være en værdifuld allieret, i et andet har du måske fjernet vedkommendes hoved, fordi du ikke brød dig om dennes attitude. Du er selv fuldstændig herre over, hvordan du vil tilgå dine udfordringer. Du kan eksempelvis få 'Pet Pal'-evnen, der giver en karakter mulighed for at kommunikere med dyr - og det er ikke bare en gimmick, men en hel ekstra dimension til den i forvejen omfattende verden. Du har også hele tiden muligheden for at springe mellemregningerne over og gå til stålet i stedet. Jeg vil ikke give for mange eksempler, for det skal bare opleves, hvordan verden organisk tilpasser sig dine valg. Men lad det bare være sagt, at helt utroligt mange af dine valg har konsekvenser for resten af dit eventyr. Jeg fik prøvet det af et par gange, fordi at save-systemet er underligt lang tid om at gemme dit spil. Hvilket betød, at jeg flere gange kom til at slukke for min PS4, før mit spil var gemt. Det betød til gengæld, at jeg fik mulighed for at se, hvor forskelligt givne situationer kan udvikle sig, og jeg var dybt imponeret over, hvor stor forskellen kunne være fra min første til anden gang jeg bevægede mig igennem det samme område.

Også kampsystemet er fyldt med detaljerigdom og dybde. Det er på en gang simpelt med dets turbaserede action point system, men omgivelserne har en kæmpe stor indflydelse på kampens udfald. Der er tønder med olie, gift og vand spredt over det hele, de forskellige elementer påvirker hinanden og du kan påvirke dem med dine angreb, hvilket er med til at gøre hver eneste kamp til et taktisk puslespil. Samtidig er der så mange systemer i spil igennem karakterne, deres evner og deres udstyr. Det kan godt være svært at holde tungen lige i munden, som det udvikler sig, men giver man sig tid til at sætte sig bare nogenlunde ind i de mange systemer, vil du opdage en legeplads, hvor systemerne giver dig mulighed for at være kreativ i din tilgang til hver kamp. Det er virkelig systemnørdens våde drøm, hvor du kan sidde længe og planlægge din tilgang til en svær kamp eller nørkle med karakternes udstyr og evner.

Et "løst" class-system gør også, at du kan lege med dine karakteres evner. Undervejs kan en troldmand eksempelvis tilegne sig nogle nærkamps evner og dermed blive mindre arketypisk i måden, han kæmper på. Hvis du har fire karaktere samlet i dit hold, kan det være ret svært at holde styr på, hvad de individuelt kan og samtidig have en plan for, hvor de skal hen. Men i det store og hele, så er det også her et spørgsmål om, hvad du gør det til. Især nu, hvor Larian har tilføjet en lettere sværhedsgrad i form af en "story mode". Jeg synes dog, at det er en fornøjelse, at kampene kan være meget udfordrende, men både i forhold til kampene og i forhold til udforskningen er der rimelige muligheder for at pace spiloplevelsen efter dit temperament. Når det så er sagt, så er spillet helt klart designet til den tålmodige spiller. Til gengæld skal du aldrig gøre noget ligegyldigt i Divinity: Original Sin II. Der er ingen ligegyldig grinding. Intet tomt fyld. Hvert sted du udforsker, hver eneste dialog og hver eneste kamp føles vigtig.

I denne definitive edition er jeg ikke stødt ind i nogle bugs, der er værd at nævne. Hvis du virkelig vil, så kan du sagtens finde småfejl. Enkelte gange vil du måske opleve, at selve spillet og fortællingen ikke helt spænder overens, men det er virkelig ikke noget der forstyrrer. Rent grafisk er det ikke overvældende, men det er ganske pænt og verden du udforsker er så levende, at du hurtigt glemmer, hvis der er en animation eller to, der ser lidt klodset ud.

Faktisk er interaktionerne flere gange beskrevet ved en fortæller fremfor animationer. I bedste "pen and paper"-stil bliver du altså nødt til at lade din fantasi arbejde med de billeder, som spillet giver dig. For en bræt- og rollespils fan, er det en fornøjelse at se et spil, der opfordrer så meget til kreativitet og historiefortælling som Dungeons and Dragons, og samtidig bruger videospillets evne til at gøre oplevelsen let, glidende og involverende.

Singleplayer delen er i sig selv nok til at inkassere en topkarakter, men Divinity: Original Sin II lader dig også spille hele eventyret i multiplayer, enten i couch co-op splitscreen eller med op til fire venner over nettet. Det er sjældent, at du i et multiplayerspil både er drevet af historie, udforskning og kamp, samtidig med at du føler dig så meget som et individ, selvom du er en del af et hold. Du er aldrig bare med på slæb. Hver spiller har deres egne mål og deres egen historie. Samtidig har du (hvis dit hold da spiller klogt) dine egne unikke evner, der gør at du er uvurderlig for sammenhængen. Desværre har der ikke været plads til gamemaster udgaven fra PC versionen, hvor du selv kan sætte et eventyr op for dine venner. Har man rodet rundt med den funktion, giver det dog meget god mening, at det ikke har været til at oversætte det meget menutunge gamemaster system til konsollerne. Til gengæld er der en ret underholdende arenamode, hvis du bare gerne vil lege rundt med kampsystemet i en arenakamp mod dine venner lokalt eller over nettet.

Selvom Divinity: Original Sin II bærer præg af at være et PC-spil, så har det gjort en yndefuld overgang til konsol. Efter kort at have nørklet med kameraføringen begyndte det hele at køre på skinner. Det er let at loote de forskellige områder, fordi du kan holde din action-knap nede og dermed gennemsøge et større område. Inventory systemet er blevet mere overskueligt, hvor hele dit holds oppakning bliver vist side om side, i stedet for at taskerne bliver vist enkeltvist. Definitive edition er dog ikke kun til konsolejerne , men giver også forbedringer til narrativ, balance, kampe og performance til dem, der allerede ejer spillet på PC. Der er desuden tilføjet et kort tutorial-område, som fungerer godt, da der som nævnt er rigtig meget information i spillet.

Divinity: Original Sin II er et af de bedste RPG'er, jeg har spillet i lang tid. Det formår at sammensmelte pen and paper-rollespillet og videospillet i en skøn symbiose. Den tålmodige spiller vil blive belønnet med tonsvis af systemer og historier at dykke ned i. Du får en sjælden følelse af at spillet er ægte åbent, samtidig med at det smukt tilrettelagt. Alt fra quests, historier, karakterer, kampe, pacing, evner, udstyr og alle de andre byggesten et godt rollespile er bygget op af, er i høj, høj klasse.