Dansk
Gamereactor
artikler

Disse 20 "under-the-radar" spil bør du holde øje med i 2025

Vi har samlet 20 spil, som måske ikke lige er inde på din radar, men som vi faktisk synes du burde holde godt øje med i det kommende år.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Der er masser af store spil på vej i 2025, lige fra Assassin's Creed Shadows og Death Stranding 2: On the Beach til Mafia: The Old Country, Doom: The Dark Ages og Ghost of Yōtei. Og nåh jo, så er der jo også lige et spil der hedder Grand Theft Auto VI, som nok også er værd at tage et lille kig på.

Men der er meget mere på vej, end de her store blockbuster titler. Små indie-udviklere og andre, måske lidt større udviklere, har også en række spændende spil på vej. De går måske en smule under radaren hos mange, så derfor sætter vi spot på dem i den her artikel, hvor vi har fundet 20 spil frem, som vi synes du skulle holde øje med i 2025.

—---------

THE STONE OF MADNESS


Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 28. januar 2025
Året starter med strategi-spillet The Stone of Madness fra Teku Games og The Game Kitchen, hvor sidstnævnte er skaberne af Blasphemous og Blasphemous 2. Spillet er et taktisk stealth adventure, som udspiller sig i et spansk kloster i Pyrenæerne i 1799. Klosteret er både et galehus og et inkvisitorisk fængsel, og her er fem mystiske personer blevet holdt fanget. Drevet af galskab, fortvivlelse og grusomme afstraffelser, udtænker de en snedig plan, for at stikke af fra det grusomme kloster. Det her er værd at holde øje med, inden du i slutningen af januar selv kan prøve det.

HQ
Dette er en annonce:

—---------

WANDERSTOP


Platforme: PC, PlayStation 5
Udgivelse: 11/3 2025

Wanderstop ligner ved første øjekast et klassisk "life-/farming cozy game", hvor man indsamler ingredienser og driver et tehus i en farverig fantasiverden, men fordi spillet kommer fra skaberne af Stanley Parable, kan vi forvente noget ganske specielt. Der er nemlig en mørk side ved det hele, og hovedpersonen har faktisk slet ikke lyst til at være der. Det lyder spændende.

HQ
Dette er en annonce:

—---------

CAIRN

Platforme: Xbox One, Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC)
Udgivelse: 2025

I Cairn handler det om at nå en bjergtop, som ingen andre tidligere har sat foden på. Spillet beskrives som en survival-climber, da det har lette survival elementer, hvor man nøje skal holde styr på ens udstyr og på hovedpersonens energi, for at overleve den mest farefulde klatring nogensinde. Cairn kommer fra The Game Bakers, skaberne af Haven og Furi - og er du nysgerrig, så er der en demo på Steam.

HQ

—---------

DATE EVERYTHING

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 14. februar 2025

Titlen afslører ret præcist, hvad det her går ud på. Der er her tale om en dating simulator, hvor man kan date og indlede forhold til personificerede udgaver af eksempelvis en lampe, et håndklæde eller måske en airfryer? Det lyder crazy, men hvis det er noget for dig, så skal du bare holde godt øje med Date Everything.

HQ

—---------

SKATE STORY

Platforme: PC
Udgivelse: 2025

Skate Story er ikke en indie-Tony Hawk Pro Skater (det gad man ellers godt), men et meget anderledes skaterspil, hvor man som en dæmon lavet af glas, skal skate sig igennem en række udfordringer i underverdenen. Ja, det lyder sært, men hvor ser det fremragende ud, så det kan vi ikke lade være med at holde et godt øje med.

HQ

—---------

BIONIC BAY

Platforme: PC, PlayStation 5
Udgivelse: 13/3 2025

Bionic Bay er en side-scrollende puzzle-platformer, hvor man har evnen til at pille ved tyngdekraften, lege med tiden og meget andet. Vi ved endnu ikke så meget om Bionic Bay, men der er ikke så længe til det udkommer, og vi glæder os til at lege med den her, tilsyneladende, ret unikke puzzle-platformer.

HQ

—---------

MIXTAPE

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC, Game Pass
Udgivelse: 2025

Tre venner drager på deres sidste aften på high school, ud på et sidste eventyr sammen og en perfekt playliste sender de tre venner igennem dejlige minder fra deres tid sammen. Mixtape ser glimrende ud og har et soundtrack med musik fra klassiske bands som Roxy Music, Lush, Joy Division, The Smashing Pumpkins og Iggy Pop. Det burde ikke kunne gå galt - Mixtape kommer fra skaberne af det glimrende The Artful Escape.

HQ

—---------

MOUSE: P.I. FOR HIRE

Platforme: Xbox One, Xbox Series X/S, PlayStation 4, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 2025

Det føles som om, at Mouse: P.I. for Hire, har været undervejs for evigt. Her har vi med en actionfyldt first-person shooter at gøre, som ligner en tegnefilm fra 1930'erne - Cuphead har angiveligt ikke levet helt forgæves. Det ser fremragende ud og vi håber at det spiller lige så godt, som det ser ud - og at det snart udkommer.

HQ

—---------

NINJA GAIDEN: RAGEBOUND

Platforme: Xbox One, Xbox Series X/S, PlayStation 4, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 2025

Ninja Gaiden er tilbage - men det er ikke Team Ninja der står bag det her nye side-scrollende spil i serien. Bag spillet står The Game Kitchen, som er bedst kendt for Blasphemous serien, så Ninja Gaiden: Ragebound er absolut i gode hænder - og det ser da også ud som en glimrende og udfordrende, præcis ligesom et Ninja Gaiden skal være, action-platformer.

HQ

—---------

REANIMAL

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC
Udgivelse: 2025

Reanimal er det nyeste spil fra svenske Tarsier Studios, som er bedst kendt for de glimrende Little Nightmares spil. Reanimal holder den samme noget groteske stil, men ligner umiddelbart en naturlig videreudvikling af Little Nightmares, hvor man igen er små børne-lignende skikkelser skal navigere igennem en grotesk verden bestående af sultne monstre. Reanimal er et spil, man helt sikkert bør holde øje med, hvis man kan lide det groteske - eller hvis man var godt underholdt af Little Nightmares.

HQ

—---------

RATATAN

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 4, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 2025

Ratatan kommer fra skaberen af Patapon og det kan bedst beskrives som et roguelike rytme-strategispil med sidescrollende action, med co-op for op til fire spillere. Det er også blevet beskrevet som en direkte efterfølger til netop Patapon fra PSP. Man får et herligt pust fra en svunden tid, når man ser Ratatan og vi håber at skaberen Hiroyuki Kotani kan holde fast i den unikke stil og herlige spilleglæde.

HQ

—---------

SLEIGHT OF HAND

Platforme: Xbox Series X/S, PC
Udgivelse: 2025

Sleight of Hand er noget så specielt som en "hardboiled 3rd-person stealth-action deck builder", hvor man spiller heksen Lady Luck, der går op mod sin tidligere partner og arbejdsgiver - og det ser ud til, at hendes magiske kræfter kommer ved at bruge nogle magiske kort. Det lyder som en interessant blanding af genrer, og vi glæder os til at se mere til Sleight of Hand senere på året.

HQ

—---------

BIG WALK

Platforme: PC
Udgivelse: 2025

Hvis man er australske House House, hvordan ville man så følge op på 2019's store indie-hit Untitled Goose Game? De fleste ville nok have valgt Untitled Goose Game 2, men ikke House House. De laver i stedet Big Walk, en crazy co-op walking simulator med farverige Pingo-lignende figurer i "pseudo-realistiske" omgivelser. Personligt er jeg ikke vild med stilen, men når House House laver noget nyt, så holder man øje.

HQ

—---------

MOONLIGHTER 2: THE ENDLESS VAULT

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC
Udgivelse: 2025

Moonlighter 2: The Endless Vault er efterfølgeren til et af de mest elskede indie-spil fra 2018. Denne efterfølger lader til at fortsætte den populære formular fra originalen, dog med en betydeligt opgraderet grafisk stil. Man skal stadig drive sin lille butik og stadig drage på opdagelse i forskellige dungeons for at finde ting man kan sælge i butikken. Moonlighter 2: The Endless Vault er bestemt værd at holde øje med.

HQ

—---------

REMATCH

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, PC
Udgivelse: 2025

Den havde man nok ikke lige set komme. Rematch er et arkade-fodboldspil fra skaberne af det hardcore kampspil Sifu - det kan man da kalde at spænde vidt. I modsætning til de fleste andre fodboldspil, har man i Rematch kun kontrol over en enkelt spiller. Det hele udspiller sig på nogle fantasifulde baner og der er tydelige inspiration fra både Rocket League og FIFA Street. Sloclap plejer at levere varen og hvorfor skulle det ændre sig med Rematch - så den her holder vi godt øje med.

HQ

—---------

THE ETERNAL LIFE OF GOLDMAN

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC
Udgivelse: 2025

Lad os da bare være ærlige; her er vi noget overfladiske. Vi er blevet forelsket i The Eternal Life of Goldman på grund af den virkelig smukke visuelle side. Det ligner at man nærmest spiller sig igennem en håndtegnet artbook og det er svært ikke at blive draget af den smukke grafik og de bløde animationer. Vi krydser fingre for, at det her smukke spil har lidt substans også, og at gameplayet kan leve op til den virkelig smukke grafik.

HQ

—---------

SLAY THE SPIRE 2

Platforme: PC
Udgivelse: 2025

Slay the Spire 2 er på kanten til ikke at være et "under-the-radar" spil i 2025, da det er efterfølgeren til den uhyre populære roguelike deck-builder Slay the Spire fra 2019 og et spil, som alle fans af genren formentlig har godt inde på deres radar. Slay the Spire 2 er bygget op helt fra bunden i en ny spilmotor og Mega Crit fra Seattle udgiver spillet i Early Access på Steam i løbet af 2025.

HQ

—---------

NO REST FOR THE WICKED

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5
Udgivelse: 2025 (krydser fingre)

For at være helt ærlig, så ved vi på nuværende tidspunkt ikke, om No Rest for the Wicked kommer til konsollerne i 2025 - men den er med på den her liste, fordi vi VIRKELIG håber at skaberne af de fremragende Ori-spil, Moon Studios, vil få konverteret deres nyeste spil til konsollerne i år. Action-eventyret er allerede ude i Early Access på PC, hvor det har været siden midten af april 2024, så der MÅ, som minimum, være noget nyt om konsol-udgaverne i løbet af 2025.

HQ

—---------

CITIZEN SLEEPER 2: STARWARD VECTOR

Platforme: Xbox Series X/S, PlayStation 5, Nintendo Switch, PC, Mac, Game Pass
Udgivelse: 31. januar 2025

Rollespillet Citizen Sleeper udkom tilbage i 2022 og det gik hen og fik en meget dedikeret følgerskare og blev af mange udråbt som det bedste indie-spil det år. Citizen Sleeper 2: Starward Vector skulle være langt større og mere omfattende end det første spil, men skulle dog fortsætte i samme teksttunge stil som originalen. Fans af det første spil, bør helt klart holde øje med denne efterfølger.

HQ

—---------

USUAL JUNE

Platforme: PC, Mac
Udgivelse: 2025

Usual June er det næste spil fra skaberne af det glimrende Tunic - det her spil er dog noget helt andet. Usual June er et third person action eventyr, hvor hovedpersonen June troede det skulle være en rolig sommer, hvor hun skulle hænge ud med sine venner. I stedet ender det med at hun efterforsker byen Fen Harbors mørkeste sider og kæmper mod spøgelser og andre overnaturlige fænomener i forsøget på at afværge at verden går under - intet mindre. Usual June lækkert ud og hvis man kunne lide Life is Strange, har vi på fornemmelsen af Usual June måske kunne være noget.

HQ

Det her var vores bud på 20 spil, som måske ikke lige er inde på radaren hos alle, men det synes vi ganske enkelt at de fortjener. Hvilke spil har vi overset? Er der andre, som du synes også skulle nævnes på den her liste?



Indlæser mere indhold