Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Dishonored 2

Dishonored 2

Arkane Studios er klar med den svære opfølger, og Anders har kigget nærmere på spillet.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Engang imellem lander der et spil, som nærmest leverer alt det, vi går og drømmer om. For mig var Dishonored netop det. Fra den meget ligefremme fortælling til designet og gameplayet, så var Dishonored eksperimenterende, og opfordrede spilleren til at være det samme. Det var en stealth-fans våde drøm, realiseret gennem et malerisk og forskruet victoriansk udtryk.

Hvis du, ligesom jeg, har et specielt sted i hjertet til Dishonored 2's forgænger, så er der gode nyheder. Efterfølgeren skuffer nemlig på ingen måde. Spillet føles nemlig som en naturlig forlængelse af sin forgænger, og det er jo sådan det skal gøres, når den oprindelige opskrift var så veludført.

Det er faktisk slående, hvor velkendt det er at gå i gang med Dishonored 2. Ligesom i etteren, så starter vi med en tilsyneladende fredelig ramme, som hurtigt tager en faretruende drejning. Efter man som Corvo, den royale livvagt, fik genoprettet Dunwalls trone i slutningen af etteren er det nu Emily, som regerer. Toeren begynder med, at man som Emily er til en mindehøjtidelighed i anledning af årsdagen for moderens død. Men hurtigt er der hevet sværd frem, og blodet flyder. Delilah, som man måske kender som skurken fra DLC'et til etteren, ankommer til højtideligheden, sammen med den korrupte fyrste Abele fra Serkonos. De to anklager Emily og Corvo, de to protagonister, for at være bag de såkaldte Crown Killer-mord. Som om det ikke var nok, så påstår Delilah at være den retmæssige arving til tronen. Åbenbart er alle tilstedeværende vagter med på legen, og Emily og Corvo er nu arresteret og dermed "vanæret".

Dette er en annonce:

Som de fleste nok har bemærket i de utroligt flotte trailere til spillet, så kan man vælge mellem Corvo og Emily fra og med dette punkt. Uanset hvem man vælger er man eftersøgt, mens den anden er frosset i en Han Solo-agtig stasis af Delilah og vice versa. Efter man har valgt karakter er opgaven først og fremmest at flygte fra Dunwall. Heldigvis render man ind i den venligtsindede Meagan, som har et skib til rådighed, og indvilliger i at sejle én til det sydlige land Serkonos, hvor den førnævnte skurkagtige fyrste regerer.

Herfra må man forsøge at styrte Delilah og fyrsten, og der er mange veje til dette mål. Som i etteren kan man vælge en blodig vej, som leder byen til endnu mere kaos, eller man kan vise nåde overfor både de stakkels vagter og ens targets, hvilket giver en mere fredelig slutning.

Mens man har diverse gadgets til rådighed, så er de overnaturlige evner ens vigtigste redskab. Lige inden ankomsten til Karnaca møder spilleren den mystiske The Outsider, som fra sin plads i The Void giver overnaturlige evner til udvalgte individer. På forfriskende vis har Arkane i denne omgang givet mulighed for at takke nej til disse kræfter, hvis man ønsker det. Såfremt man ikke træffer så bizart et valg til at starte med, så er der en masse overnaturligt guf forude.

Det er samtidig her Dishonored 2 for alvor viser sig som den legeplads det er. I min første gennemspilning valgte jeg selvfølgelig Emily, og hendes evner er meget anderledes end Corvos. Faktisk vil jeg mene, at Emily er mindst ligeså interessant på både gameplay- og karakterområdet, som Corvo. Som Emily starter du med at få evnen Far Reach. Modsat Corvos Blink, så dukker du ikke blot op det udvalgte sted, men danner i stedet blækagtige fangearme, som trækker dig hen mod destinationen. Dette gør evnen lidt mindre pålidelig, men til gengæld har den længere rækkevidde og kan opgraderes, så du kan trække fjender og objekter hen mod dig. En fed opgradering til Far Reach gør desuden, at man ved fald sløver tiden, hvis evnen aktiveres. På denne måde kan Emily udnytte fald til sin fordel og svinge sig hen til bestemte punkter.

Dette er en annonce:

Begge karakterer har Dark Vision, men ellers er evnerne unikke. Corvos Blink kan nu også opgraderes til at fryse tiden, ligesom Daud kunne i etterens DLC. Min umiddelbare favorit i den overnaturlige godtepose må dog være Emilys Domino, som kan linke op til fire fjenders skæbner, således at hvis én dør eller bliver bevidstløs, så sker det samme med de øvrige. Det føles enormt cool at skyde en bedøvelsespil i siden på en vagt fra et skjulested, og så se resten af rummet falde sammen på én gang.

Emilys evner tiltaler mig nok i høj grad fordi de tydeligvis har mere fokus på stealth end Corvos. Tager man Dishonoreds ultimative udfordring op, nemlig ingen alarmer og ingen mord, så er f.eks. Corvos Devouring Swarm ikke til megen hjælp. Denne evne er indbegrebet af kaos-vejen i Dishonored, da den fremmaner rotter, som æder din fjende. Er man good guy er Emily således lidt mere ressourcefuld, da hendes Mezmerize kan hidkalde en ånd fra The Void, som hypnotiserer 2 eller flere fjender, således at du blot kan vade forbi dem helt ubemærket.

Dishonored 2
Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2

Corvo er dog også ganske underholdende at spille med. Hans Possession er blevet opgraderet, så man kan søge tilflugt i en død krop og vente til faren er drevet over. Han kan også fryse tiden, og er dermed på mange måder bedre i kamp end Emily, som til gengæld er bedre til at snyde fjenden. Her har hun også evnen Doppelganger, som laver en kopi af hende, som kan distrahere vagter.

Alle disse evner havde dog været spildte, hvis Arkane ikke havde serveret dem sammen med en indbydende og veldesignet legeplads, og på denne front er spillet helt i top. Før vi taler om det egentlige banedesign må jeg dog bruge lidt plads på at værdsætte spillets setting. Mens jeg elsker etterens steampunkede version af det victorianske England, så er det sydeuropæisk inspirerede Karnaca et frodigt og fascinerende sceneskift. Byen kaldes "Jewel of the South", men udover de rigeste, som bor i kæmpe palæer (som udgør en stor del af spillets baner), så er byen i tydeligt forfald. Byens komplekse verden er pakket ind i alle de små detaljer man finder rundt omkring, og det føles som et sted, hvor folk faktisk lever.

Det er dog også et sted hvor folk dør i hobetal. Mens bunkerne af lig ikke er ligeså store som ved etterens rottepest, så har Karnaca et lignende problem i form af blodfluer på størrelse med fugle, som æder folk og omdanner hele lejligheder til klamme reder.

Denne setting er grobund for solidt gameplay. Som i etteren taler vi ikke om en stor åben verden, men om mindre områder, som man bevæger sig videre til i takt med spillets progression. Man har desuden ikke noget interaktivt kort, men må orientere sig mere manuelt. Hvert level kan tilgås på et utal af måder, og har en enorm densitet. Der er vanvittigt mange rum, døre og bygninger at udforske her, og disse skaber mange veje til målet. Møder man f.eks. en Wall of Light (en væg af strøm, som blokerer vejen) behøver man ikke gå den oplagte vej og rydde et område med vagter, men kan også gå gennem en bygning hvor blodfluerne har overtaget, et slumområde hvor banderne regerer, osv.

Man kan også åbne nye muligheder ved at hjælpe skumle typer, som skal have fragtet lig eller lignende, og som tak f.eks. slukker for strømmen til togsporene, som man nu kan gå på. Sådanne små sidemissioner fås ofte fra sælgere på det sorte marked, hvor man køber sit grej. Det er desuden altid en god idé at udforske områderne for at finde Bonecharms og runer, som giver sejere kræfter. For at finde disse skal man på makaber vis rende rundt med Emilys mors for længst afdøde hjerte, som taler til én (hvilket både hende og Corvo virker alt for afslappede omkring).

Mens dette lyder som om hvert level er et slaraffenland, så havde jeg gerne havde set lidt flere sidemissioner og snaksagelige NPCer. Etteren havde heller ikke et væld af dem, men der var alligevel en anelse flere karakterer i hver bane. F.eks. havde etteren en hel sidefortælling om Granny Rags og hendes kamp mod den lokale bande, som man kunne engagere sig i. Her har toeren kampen mellem banden The Howlers og den religiøse orden The Overseers. Men man indgår ikke specielt meget i denne kamp, og mærker ikke særligt meget til den.

Dette er et mindre kritikpunkt, men siger noget om, at Dishonored 2 er et meget fokuseret spil, som ikke har tid til svinkeærinder. Det starter meget aggressivt, og kører på lige mod enden, uden alt for megen slinger i valsen. Det føles, ligesom etteren, en anelse forhastet. Her kunne man godt ønske sig, at spillet med sin fænomenale setting i stedet gav sig tid til en mere udfoldet historie. Jeg ville gerne bruge lidt mere tid med de forskellige NPCer, før de bare glemmes. I etteren var det tiltrængt, at man fik lov til at besøge en fin fest i "Lady Boyle's Last Party", hvor man endelig kunne "mingle" en smule. Her er Dishonored 2 i høj grad en strømlinet stealth/action-titel hele vejen igennem.

Til gengæld sprudler universet og banedesignet af kreativitet. Et af højdepunkterne er den hjernevridende og enormt udfordrende Clockwork Mansion, et overdådigt og omskifteligt hus bevogtet af Clockwork Soldiers (en art steampunk-robotter med ret morsomme voice-lines). Husets layout kan ændres ved brug af håndtag rundt omkring, og det er et enormt frustrerende men sjovt level. Selv en tålmodig stealth-entusiast som undertegnede måtte smide sin ære og spurte forbi nogle vagter til sidst, da dette level nærmest føltes umuligt at gennemføre helt stealthy.

Dishonored 2
Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2Dishonored 2

Dishonored 2 er på alle områder et enormt varieret spil, og det kræver også variation og tilpasning fra spilleren. Der låses hele tiden nye gadgets og evner op, og hver bane kræver en lidt anderledes tilgang end den forrige. På denne måde er hver gennemspilning noget for sig. Det er frit for, hvor mange runer man vil samle, og dermed hvor mange evner man vil have, men især i senere levels er det en fordel, at man udnytter de mange forskellige evner og kombinerer dem på kreativ vis. I anden gennemspilning er det tydeligt, at man udnytter evnerne tidligere og mere effektivt end før, og fordi man nu er mere forstående overfor spillet, så er anden omgang mindst ligeså sjov som den første.

Det er på tide at tale lidt om det tekniske: grafik, styring og lyd. Spillet er visuelt betagende, ingen tvivl om det. Universets historie, karakterer og lokationer bringes til live på fantastisk vis, og som helhed giver det en enorm indlevelsesværdi. Takedowns og superevner er også flot fremstillet. Dishonored 2 er dog det spil, jeg har haft sværest ved at trække på min PC, og det er mere krævende end det burde være. Mens spillet registrerede, at min hardware kunne trække det på Medium-settings, så endte jeg med at sætte alting på Low senere hen, fordi visse områder gav vanvittige frame-drops. Det er dog synd, at Steam-brugere har givet spillet en så hård medfart på grund af disse performance-problemer, da det uden fancy indstillinger stadig er fantastisk. Det er dog værd at rode lidt med indstillingerne, da f.eks. adaptive resolution kan gøre, at nærmest alting bliver sløret, hvilket sætter én i en akavet situation som voldsomt nærsynet snigmorder.

I forhold til styring kan jeg kun tale om tastatur og mus. Her sidder den til gengæld i skabet, og spillet passer uden tvivl godt til PC. I klassisk stealth-stil, så er kamp dog ikke der hvor Dishonored 2 (eller 1) skinner igennem, og det hele bliver hurtigt meget kaotisk, når man havner i en kamp med mange fjender. Dette generer dog ikke specielt, hvis man går efter en stealth-tilgang.

På lydsiden er der ikke noget at komme efter. En stor del af lydbilledet er genbrug fra etteren, men visse dele af soundtracket er nyt, og understøtter den nyligt eksotiske og frodige setting. F.eks. er der gademusikanter hist og her som synger folkesange. Omvendt er lydeffekterne passende creepy i spillets mere skræmmende situationer. Hjertets stemme er også med til at give den lidt groteske stemning. Stemmelægningen er generelt rigtig god, og det er dejligt at få en stemme på Corvo. Emilys stemme er også med til at gøre hende til en mindeværdig karakter, som føles som epicentret for denne historie.

I sidste ende er Dishonored 2 en fascinerende og sær fortælling, som utvivlsomt er sin forgænger værdig, og som nærmest skal genspilles som både Emily og Corvo. Spillet bygger selvsikkert videre på etterens opskrift i stedet for at forsøge en genopfindelse af franchiset. Samtidig er der en klar udvikling at finde, og med en farverig setting og videreudvikling af etterens engagerende gameplay er dette et spil, som man let forelsker sig i. Man kunne ønske at spillet udfoldede visse dele af historien mere, og spillet er unødigt tungt at trække sammenlignet med andre nye titler. Sidstnævnte kan man håbe på bliver rettet op indenfor den nærmeste fremtid. Men disse indvendinger ændrer ikke på, at Dishonored 2 er et fokuseret spil og en engagerende oplevelse, som udfordrer spilleren til at eksperimentere og tænke kreativt.

HQ
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
Dishonored 2
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Visuelt betagende, stor variation, sær og fascinerende historie, udfordrende, to solide protagonister, sjove evner og gameplay, høj genspilningsværdi.
-
Dårlig performance, lidt forhastet historie, halvkluntet kamp.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

Dishonored 2Score

Dishonored 2

ANMELDELSE. Skrevet af Anders Fischer

Arkane Studios er klar med den svære opfølger, og Anders har kigget nærmere på spillet.



Indlæser mere indhold