Dirt Rally 2.0

Jeg elsker rallyspil! Helt tilbage fra Sega Rally i halvfemserne har jeg haft en fascination af disse terrængående køretøjer, og deres nærmest umulige flugt henover alt fra ødelagt asfalt til mudrede grusveje. Så det er med stor glæde, at jeg nu vil anmelde Dirt Rally 2.0 fra Codemasters. Det første Dirt Rally var en stor succes både blandt kritikere og spillere, så efterfølgeren har noget at leve op til. Lad os kigge på det.

Det første, der møder en, når man booter spillet op, er en meget simpel menu, hvor man kan vælge, My Team og Freeplay. Disse to indeholder faktisk hele spillet. Der er ingen multiplayer muligheder eller andet til at distrahere en, hvilket er noget jeg har kritiseret ved andre spil, da deres menuer nærmest var for overfyldte med alt muligt gejl. Lad os derfor kigge på My Team. My Team er en skrabet version af det andre spil kalder karriere. Man kan vælge Karriere rally og karriere rallycross, og så er der nogle daglige, ugentlig og månedlige udfordringer, som man kan lege med. Karrieredelen er fire baner fordelt på seks geografiske steder, så det ender med man har kørt firetyve løb, når man når til vejs ende - i Rallycross-delen er det dog kun atten løb. Det er sådan set dét - sammenlignet med andre spils karrieredele, er det ret basalt, hvad Dirt 2.0 byder spilleren. Faktisk er det på mange måder ret "Old School", og det er nødvendigvis ikke en dårlig ting.

Dirt 2.0 er nemlig - ligesom sin forgænger - ikke sød ved begyndere. Bevares, der er en masse muligheder for at indstille styringen, så man nærmest ikke skal gøre noget selv, men selv med alle disse hjælpemidler slået til, er spillet stadig enormt udfordrende, og man skal ikke regne med at suse ind på førstepladsen, når man kører på en medium sværhedsgrad, og tager imod den hjælp, der tilbydes. Jeg selv endte på en tolvteplads efter mine første firetyve løb i karriererallydelen, og det var faktisk utroligt sjovt, mest fordi jeg måtte kæmpe for hvert eneste sekund, og lavede jeg en fejl, så blev jeg straffet. Man starter med en skrabet Lancia Fulvia, som havde sin storhedstids i 60'erne og 70'erne, og den skal man så køre de første løb med. Klarer man sig godt, får man CR-point, som man kan bruge på at opgradere bilen, eller købe en ny, hvis man vil det. Opgraderingen er ret nem, for man skal egentlig bare låse op for de opgraderinger spillet tilbyder en, og det føles lidt som om, at Codemasters har været bange for at lave denne del for avanceret, hvilket er synd. Dog kan du inden løbene indstille alt på bilen, så den passer på den rute, som skal forceres. Det er ret standard i alle køretøjsspil nu til dags, men det skal dog roses, da det er nemt at gå til, hvis man har interesse i at pille ved hver eneste lille skrue i bilen.

Derefter er det egentlig bare tid til at begive sig ud på alverdens veje og prøve sin opsætning af. Det fungere som man forventer, og det er fedt at alting er så minimalistisk, for alt hvad man skal bruge, er på hovedskærmen, når man skal reparere ens dyt imellem løbene. Der er satset på løbene, og ikke andet gejl, som at snakke med pressen eller besvare e-mails. Det er rally skåret indtil benet. Udover Karrieredelen er der også det spillet kalder freeplay, som indeholder historiske rallyer og FIA's rallycross verdensmesterskabsbegivenheder, hvor man kører på en blanding af grus og bane, og konkurrere direkte med andre biler. I Freeplay kan man også lave sine egne løb, som man kan spille alene og med venner, og det var faktisk den eneste multiplayer, jeg kunne få øje på, hvilket var synd. Jeg synes i det hele taget spillet mangler indhold og variation. Der er for eksempel kun seks forskellige steder at afholde rallyer, og det var bare lidt ensformigt og kedeligt synes jeg. Der kunne godt have været flere terræntyper at ræse igennem, men det kan jo være, det kommer som DLC? Hvem ved?
Så lad os kigge lidt på selve kørselsoplevelsen i Dirt 2.0. Som jeg har nævnt før, så er Dirt 2.0 svært. Man skal ikke forvente at ende på en førsteplads hver gang, for den mindste fejl kan koste dig tid. Man kan selvfølgelig sætte sine konkurrenter til at have en kørsels IQ på minus en, men så er det heller ikke sjovt længere, synes jeg. For så skal ens bil næsten eksplodere, for at man ikke vinder. Sjovt nok er ens bil tit så medtaget, at man halter over målstregen, men det er positivt, og giver en en tilfredsstillelse, hvis man ender på de mellemste pladser i klassementet.

Nogle af løbene er meget, meget lange og en eneste lille fejl til sidst i et løb kan ødelægge alt, men klarer man et løb fejlfrit, er det den bedste følelse i verdenen. Derudover er man tit udmattet efter sådan et løb, da de godt kan komme op at vare tæt på et kvarter, og jeg må indrømme, at jeg glemte at blinke undervejs, da løbene kræver ens fulde opmærksomhed. Det er på sin vis både godt og skidt, for længden giver en god indlevelse, men for mig var løbene en kende udmattende, og lidt ensformige, da jeg befandt mig i samme terræn hele vejen igennem de fire løb. Det koblet med at høre på min ko-pilot slynge intetsigende beskrivelser af ruten ud hele vejen igennem, føltes til tider direkte smertefuldt. Heldigvis kan hans monotone stemme slås fra i spillets menuer, for jeg havde ikke brug for ham, da løbenes beskaffenhed bliver beskrevet løbende i form af ikoner øverst på skærmen. Disse hjalp mig mere, end han nogensinde gjorde.

Generelt er kørselsfornemmelsen glimrende og fysikken er fremragende, dog havde jeg et par episoder, hvor bilens reaktion på vejen, ikke passede med dens fysiske beskaffenhed. Der skete dog sjældent, og jeg havde det ret sjovt med at slynge bilen rundt i rutens sving, for når det virkelig kørte, så var det sublimt.

Grafikken i Dirt 2.0 er god, den kører som den skal, med 60 billeder i sekundet, men jeg savnede alligevel noget. Jeg havde flere spil, hvor grafikken var direkte skyld i, at jeg ikke kunne se vejen, jeg skulle køre på. Der var sving, hvor jeg ikke kunne finde ud ad, hvad vej jeg skulle dreje, og derfor kørte jeg bilen ind i halmballer eller ambulancer, som var placeret underlige steder på ruten. Dette gjorde, at jeg måtte genstarte banen, med den viden, at jeg skulle dreje til højre i det sving. Så der var en tendens til, at banens design kunne forvirre en, hvilket i de lange løb, kunne føre til meget frustration og ikke så familievenlige udbrud fra min mund. Jeg oplevede også flere eksempler på, at solen skinnede så meget i den våde vej, at jeg simpelthen ikke kunne se den. Dette skete så heldigvis kun, når solen stod op eller gik ned, for man kan køre på alle tider af døgnet. Dette gav mig en lidt blandet mening omkring spillets udseende, for sådanne ting er utilgiveligt. Grafisk lir skal ikke have nogen indflydelse på gameplayet, og det havde den bare for mig.

Lyden skal også nævnes, for den fungerer bare. Ikke mere, og ikke mindre. I menuerne er den meget elevatoragtig, og ret intetsigende, men lyden når du kører, fra din bil er glimrende. Et minus er som sagt ko- piloten.
Så generelt er Dirt 2.0 guf for kendere, men det er er svært spil, og det er ikke specielt imødekommende for nye spillere. Spillet mangler variation og indhold, men det der er i spillet, fungerer glimrende, når man lige får vænnet sig til spillets kompromisløshed. Elskede du Dirt 1.0, så vil version 2.0 ikke skuffe.