Dino Crisis 3

Resident Evil var for mange Playstation ejere maskinens absolutte højdepunkt. Capcoms pengepung nød også godt af serien og dens enorme popularitet, og besluttede sig derfor for at prøve genren i et andet miljø. Resultatet blev Shinji Mikamis Dino Crisis, der på trods af en fuld 3D verden samt dinosaurer i stedet for zombier, på alle måder lignede Resident Evil gameplaymæssigt. En opfølger flyttede fokuset fra survival-horror til action, og det er denne stil udvikleren har videreudviklet med det tredje kapitel i serien. Et kedeligt og uinspirerende gameplay, samt et af spilhistoriens mest frustrerende kamerasystemer, betyder dog at også Dino Crisis 3 (DC3) stadig står i skyggen af storbror Resident Evil.

Historien er denne gang blevet flyttet fra jorden til rummet, hvor spandevis af sort uheld har resulteret i at man som spiller er blevet fanget på en forladt rumstation. Som en del af Special Operations and Reconnaissance (SOAR) teamet er man sendt ud for at undersøge hvordan en ellers forsvundet rumstation efter tre hundrede år, pludseligt er vendt tilbage. Ganske som man kan forvente viser det sig at alt ikke er som det ser ud, og rumstationen skal hurtigt vise sig, at være alt andet end forladt.

For folk som sprang det andet kapitel af serien over, vil der med DC3 være lagt op til lidt af en overraskelse, for hvor serien startede som et spil af survival-horror genren, har udvikleren med det tredje kapitel taget skridtet fuldt ud og har lavet seriens seneste kapitel til en platformsshooter. Med en handy jetpack på ryggen bruges store dele af spillets levetid på at svæve fra platform til platform efter forskellige former for power-ups eller nøgler, og det langsommere mere metodiske gameplay har derfor fået sparket.

Det komplette skift til action har også betydet at de sparsomme kampe fra tidligere spil, nu er blevet udskiftet med kampe, hvor man som ene soldat ofte kæmper mod horder af forskellige, genmanipulerede dinosaurer. Dinosaurerne har gennemgået lidt af en udvikling i forhold de fortidsøgler vi kender fra historiebøgerne og kan nu bl.a. angribe med elektricitet samt bevæge sig med lysets hast.

Hvis man som læser allerede synes at tanken om genmanipulerede dinosaurer der kan skyde med elektricitet lyder lidt for langt ude, er spillet givetvis ikke for dig. DC3 er ganske som de tidligere spil i serien lavet som en B-film, og alt lige fra historien til de forskellige figurer emmer af klicher og halvdårlige dialog. Inspirationen til DC3 baggrundshistorie synes bl.a. at være hentet hos Paul Andersons Event Horizon.

Kampene mod horder af dinosaurer som kunne være blevet spillets højdepunkt, ødelægges dog oftest af et kamerasystem som ikke synes at være blevet givet mange overvejelser af udvikleren. Spillets miljøer er i fuld 3D grafik, mens kameraet stadig er af den slags der var at finde i Resident Evil serien. Dette betyder at udvikleren har valgt et fast kamerapunkt for hver scene, hvilket resulterer i at man som spiller skal sørge for at holde sig inden for kameraets fokus under spillets utallige kampe. Dette gøres yderligere umuligt når kampene, som nævnt tidligere, oftest forgår mod et utal af fjender på en gang. Man har derfor ofte ingen anelse om hvor fjenderne angriber fra medmindre man befinder sig præcis foran kameraet, hvilket gør spillets kampsystem ubrugeligt.

Hvor kamerasystemet synes håbløst forældet, er historien dog en anden på den grafiske front. Alt rumstationens interiør synes lavet af koldt stål som kombineret med den skræmmende stilhed giver en god baggrund til stemning af paranoia, spillet løbende prøver at opbygge. Lidt ærgerligt er det dog at alt synes at være blankpoleret og skinnende, og specielt når man når et par timer ind i spillet kunne man godt ønske sig noget mere afveksling i grafikken.

Det sker ofte at man som anmelder sidder med titler man har følelsen af kunne være blevet til noget, hvis de bare lige var blevet givet et par måneders tid mere hos udvikleren. Med et virkende kamerasystem havde DC3 været et udmærket alternativ til fans af platformshooter genren, desværre endte det ikke sådan og resultatet er mildest talt mangelfuldt, monotont og dybt, dybt frustrerende.