Diablo III: Reaper of Souls

Vil man have en ide om hvor meget Diablo III har rykket sig, siden spillet udkom tilbage i 2012, behøver man blot kigge på lanceringen af Reaper of Souls tidligere på ugen. For hvor Diablo III-lanceringen havde budt på konstante servernedbrud og -problemer, der gjorde spillet tæt på uspilleligt i den første tid, gik Reaper of Souls-lanceringen fuldstændig smertefrit. Klokken 23.55 poppede der en lille besked op i spillets chat om, at nu var udvidelsen gået i luften, og straks efter kunne jeg se min figurs XP-bjælke gradvist fylde sig op for hvert monster, jeg dræbte, tage hul på det nye femte akt, lave mig en Crusader-figur eller kaste mig over den nye Adventure Mode.

Reaper of Souls' lancering var antitesen til den katastrofale oprindelige ditto, og det giver et ganske glimrende billede på tingenes tilstand i Diablo-land anno 2014.

Jeg har hældt omkring 100 timer i Diablo III og hygget mig gevaldigt med spillet, men det er svært at komme uden om at det havde visse problemer. Udover den katastrofale lancering havde det udskældte auktionshus en kedelig effekt på spillerens jagt på nyt og bedre udstyr, og der manglede noget at lave, når først man var nået op til level 60 og havde nakket Diablo på højeste sværhedsgrad, Inferno.

Mange af disse ting blev ændret og justeret siden udgivelsen, men ikke desto mindre har Blizzard med Reaper of Souls valgt helt at skrotte mange af Diablo III's kernesystemer, og det er heldigvis til det bedre. Med Reaper of Souls bliver Diablo III endelig til det spil, det skulle have været fra starten.

Har du spillet Diablo III inden for de sidste par uger, har du allerede stiftet bekendtskab med mange af ændringerne, for i vanlig stil har Blizzard valgt at gøre alle kernemekanikkerne fra udvidelsen tilgængelige i grundspillet. Det betyder at alle har adgang til det nye og kraftigt forbedrede loot-system, der giver spillerne bedre og mere interessant bytte fra monstre og skattekister. Systemet med Normal, Hell, Nightmare og Inferno-sværhedsgraderne, hvor man essentielt skulle gennemføre spillet fire gange for at nå højeste level, er også ude. I stedet er her et nyt system, der er tunet til føre en op i de høje 60'ere (level-loftet er 70) ved blot én gennemspilning, som dynamisk tilpasser fjenderne til ens niveau, og som man løbende kan justere for at få større eller færre udfordringer.

Det er alt sammen med til at sikre, at Diablo III - stadig - er forbandet sjovt. Men det er alligevel de mindste ændringer i Reaper of Souls, for der hvor udvidelsen virkelig batter, er selvfølgelig på indholdssiden.

Vi får et nyt femte akt, der foregår i og omkring hovedstaden Westmarch og løber videre til Pandemonium, slagmarken hvor engle og dæmoner har bekriget hinanden i evigheder. Dødsenglen Malthael er vendt tilbage, efter at have været forsvundet i umindelige tider, og han har besluttet at alle dæmoner skal udryddes, så den evige konflikt mellem himmel og helvede kan få en ende. Desværre falder menneskeheden ind under Malthaels definition på "dæmon", og derfor skal han stoppes. Det er historien i en nøddeskal.

Det nye Act V byder på større variation i både omgivelser og fjender end spillets tidligere kapitler, og nye sidemissioner og mini-events er strøet gavmildt udover hele kapitlet. Tit og ofte støder man på en mystisk kiste, en lokkende dør eller en nødlidende person, som man kan undersøge, hjælpe eller blive lokket i baghold af, altid med et hurtigt afbræk og belønninger til følge. Det bliver så meget desto bedre af, at alle miljøer i Act V er tilfældigt genererede - førhen var det kun dungeons, der havde nyt layout hver gang man startede spillet op, mens overfladeverdenen var stort set statisk. Sådan er det ikke længere, og Westmarchs gader er nye, hver gang man besøger dem.

De nye typer af fjender spænder bredt, og er blandt de mest opfindsomme, serien har budt på. Bløde grottedyr graver sig ned i jorden og kommer op igen med et panser af massiv granit, kæmpehunde samler spilleren op og rusker ham som et tyggedyr, og de store Bogans-muskelbundter hiver små Bobbit-dyr op ad mulden og kaster dem efter dig. Det føles også som om spillet er blevet endnu mere gavmildt (og/eller ondsindet) med Elite-fjender, der er ekstra stærke og har flere evner end sædvanlige monstre. Jeg har flere gange oplevet at møde både de blå grupper af champions og en gylden unique-fjende på samme tid, ofte med dødbringende kombinationer af evner, så de både kan låse en fast, fylde jorden med gift og lava, kaste med frostkugler og roterende laserstråler.

Det er i disse øjeblikke, Reaper of Souls skinner stærkest, når man bliver presset til det yderste af en armada af stærke modstandere, er nødt til at tage benene på nakken, cirkle rundt om fjenderne og finde en åbning, hvor man kan få lidt skade ind, før man er nødt til at trække sig igen. Disse kampe kan være uhyre intense, og bliver udfordringen for stor, kan man sænke sværhedsgraden med et hurtigt besøg i menuen.

Historien i Diablo III var rædsomt fortalt, og figurer som Azmodan og Diablo selv, der burde være intimiderende og skræmmende skikkelser, blev reduceret til flæbende og ynkelige typer, der skrev breve til deres undersåtter om at de skulle se at få stoppet spilleren, ellers vankede der. De var to skridt fra at lyde som den sorte ridder i Monthy Python og De Skøre Riddere, så galt stod det til, når Diablo for eksempel sagde "Jaja, det kan godt være du lukkede mine porte til helvede og jeg derfor ikke kan få nye forsyninger af dæmoner, men jeg vinder stadig, ævbæv!"

Heldigvis har forfatterne spændt hjelmen til Reaper of Souls, hvor man i langt højere grad konfronteres af Malthaels håndlangere undervejs, finder tekster fra hans følgere og endda finder nogle fine sidehistorier undervejs. Det fungerer langt bedre og er universet mere værdigt.

Bosskampe er der en del af, og de er alle forrygende. Reaktionsevne og placering er i højsædet, og her dukker også nogle fede mekanikker frem - for eksempel minder store dele af en af bosskampe om klassiske bullet hell shoot 'em ups.

Men uanset hvor god en oplevelse Act V er, i den håndfuld timer den varer, så er det kun en del af det, der for alvor gør Reaper of Souls til en fed pakke. Helt i front er i stedet den nye Adventure Mode, der giver Diablo en massiv dosis ny genspilningsværdi.

I Adventure Mode er der ingen historie, du skal kæmpe dig igennem, inden du kan besøge dine yndlingsområder. Hele spilverdenen er låst op fra starten, og du kan rejse hvorhen du vil. I hver af de fem kapitler udlodder spillet såkaldte bounties, belønninger i form af guld og XP for at udføre korte missioner. De følger formlen "dræb denne boss", "ryd dette dungeon", "gennemfør dette event" og kan oftest løses på en håndfuld minutter (afhængigt af hvor lang tid man bruger på at lede i den forkerte ende af et givent område). Når man har udført alle fem bounties i et af spillets akter, belønnes man med en såkaldt Horadrim Cache, der sprøjter bytte ud som en geyser, når man åbner den.

Udover nyt udstyr, juveler og crafting-materialer finder får man også såkaldte "Nephalem Rift Keystone Fragments", der trods det ubehjælpeligt klodsede navn er den vigtigste nye belønning. For med fem af disse i rygsækken eller kisten kan du nemlig åbne et spritnyt dungeon, lavet kun til dig og dine venner. Disse Nephalem Rifts er typisk tre etager dybe og byder på tilfældige kombinationer af miljøer og monstre, man ikke ser i den almindelige kampagne. Man kan snildt gå fra krypt til sump til ruiner, og lidt snedig brug af farvet lys får alle miljøerne til at fremstå friske.

Her er horder af monstre, der skal dræbes i hobetal, og når det er gjort, spawner der en ny boss, som selvfølgelig også spytter bunkevis af bytte ud, når man besejrer ham. Ligesom kampagnen er sværhedsgraden i Adventure Mode dynamisk, og i princippet kan du levelle en ny figur hele vejen fra level 1 til 70 kun ved at spille Adventure Mode, og springe direkte til Westmarch hvis du har lyst. Jeg vil dog anbefale at man spiller lidt i kampagnen først, mest fordi helt friske figurer nærmest ingen evner har.

Apropos nye figurer, så er her selvfølgelig også en ny spillerklasse, kaldet crusader. Crusaderen er en tungt pansret paladin-agtig type med hang til skjold og store våben. Blandt andet kan han eller hun bære tohåndsvåben i én hånd ved hjælp af en passiv evne, få sit skjold til at eksplodere og affyre sig selv som en slags artilleri. Jeg er ikke nået så langt med min crusader endnu, men indtrykket fra betaen var ovenud positivt.

De øvrige klasser har også fået en overhaling, og alle har tilføjet en ny evne, man tilegner sig på level 61, samt tre nye passive evner. Jeg har primært spillet på min monk, siden Reaper of Souls udkom, og det har været et kærligt gensyn, og samtidigt har jeg også genfundet glæden ved min demon hunter, som jeg ellers kedede mig bravt med, sidst jeg havde ham fremme.

Reaper of Souls føles på mange måder som om Diablo III endelig har indfriet det enorme potentiale, spillet hele tiden har haft. Det er det spil, Diablo III burde have været fra starten, og et absolut must for alle, der kan lide Diablo. Med den massive indsprøjtning af nyt indhold og totalrenovering af flere kernesystemer, føles Reaper of Souls på mange måder endnu friskere end Diablo III gjorde for to år siden.