Devil May Cry 5

Da det første Devil May Cry ramte den yderst succesfulde PlayStation 2 for snart 20 år siden, skabte udvikleren Capcom og instruktør Hideki Kamiya nærmest en helt ny spilgenre med fokus på intens action og uhyrligt stilistiske komboer. Det var en genre, der lagde de første byggesten til spil som Vanquish, Bayonetta og det oprindelige God of War. Med så stærkt et fokus på action, er det pudsigt at tænke på, hvordan Devil May Cry-serien ikke startede sit liv som en original IP, men i stedet var en tidlig Resident Evil 4 prototype. De seneste par år har serien tabt en smule momentum, men E3 2018 formåede at gentænde begejstringen for Devil May Cry. Før jeg trykkede "on" på min Xbox One og startede Devil May Cry 5, var jeg derfor også en forberedende tur igennem alle seriens spil, for at være klædt på til at give den bedst mulige vurdering af det seneste spil i serien. Tre kapitler og et kontroversielt reboot senere, alle sammen af varierende kvalitet, og nu står vi endelig med det femte kapitel i hænderne. Rammer det samme høje niveau som udspil 1 og 3, eller står vi atter en gang med en blandet suppe som det var tilfældet med 2 og 4?

Til alle nye spillere, og dem der sprang de seneste kapitler over, har Capcom heldigvis inkluderet en kort lille video i spillets hovedmenu, der forklarer handlingen op til Devil May Cry 5. Heldigvis har historien aldrig været synderligt kompliceret og videoen giver et fint overblik over alle de vigtigste aspekter. Med andre ord er Devil May Cry 5 godt klar over, at det er det femte kapitel og første kanoniske udgivelse siden 2008. Allerede fra begyndelsen af spillet bliver man kastet ind i en in medias res-fortælling, hvor hovedpersonerne Nero, Dante og den nye V, er i fuld gang med at bekæmpe kongen af underverdenen. Tilgangen til selve historiefortællingen er lidt anderledes end tidligere kapitler - hvilket ikke kun skyldes de tre forskellige hovedpersoner. Historien er nemlig delt i diverse tidskoder og foregår primært over omkring 12 timer af den samme dag. Devil May Cry-spil har som regel en meget fokuseret handling på et enkelt døgn, men denne gang springer historien hele tiden imellem dagens begivenheder. Det kan ved første indtryk forekomme som en underlig beslutning, men spillet får det til at give mening.

Selve plottet er relativt simpelt. Ond dæmon vil overtage verden, hvorfor Dante og Nero bliver hyret af den nye karakter V til at bekæmpe truslen. Næsten alle tidligere figurer - store som små - vender tilbage som f.eks. Lady fra Devil May Cry 3, Trish fra det første, Kyrie fra nummer 4 og sågar en mand fra seriens animé-sidestykke. De er desværre så ligegyldige for handlingen, at vi sagtes bare kunnet have nøjes med Nero, Dante og V som de eneste karakterer. Capcom introducerer til gengæld en af de mest irriterende sidekarakterer siden Vanille i Final Fantasy XIII. Nico er Neros sexualiserede personlige mekaniker og følger spilleren hele vejen frem til sidste mission. Taget i betragtning af, hvor lidt tid favoritter som Trish og Lady får i spillet, er det ærgerligt, at Nico og hendes påtagede sydstats dialekt skal være så prominent. Fans og nye spillere vil dog stadigvæk finde rigtig meget at elske i kampagnen, da Dante gang på gang stjæler rampelyset med sine vittige kommentarer og nonchalante tilgang til sit arbejde.

Kernen af Devil May Cry-serien er i spillenes gameplay og det kanonisk femte spil skuffer heller ikke på denne front. Reklamerne har fokuseret mest på Nero og de første par missioner er derfor også fra hans perspektiv. Nero bruger en kombination af en kæmpe revolver, et motordrevet sværd og de nye "devil breaker"-arme. Pistolen har fået en væsentlig opgradering fra Devil May Cry 4, hvorfor jeg endelig følte den var værd at opgradere og lydmæssigt lyder den som et mægtigt våben. Brugen af sværdet er mere eller mindre det samme som i Neros sidste eventyr - med undtagelse fra nogle få nye moves - og så er der hans nye devil breaker-arme. Disse varierer fra alt til bolde, der kan stoppe tiden omkring fjender til en flyvende knytnæve og en shotgun, der sender spilleren og fjenderne flyvende i hver deres retning. Når alle Neros færdigheder bliver brugt symbiotisk og man er oppe imod selv de største fjender, føles Devil May Cry 5 perfekt. Desværre bliver denne perfektion holdt tilbage af nogle underlige design valg. Selvom det er muligt at bære et magasin af flere Devil Breakers på en gang, er det ikke muligt at skifte imellem dem. Enten skal en fjendtlig dæmon smadre den man bruger eller spilleren skal selv detonere sin arm for at skifte til de andre. Det er irriterende, da fjenderne er så alsidige, at det ofte er nødvendigt at skifte. Når først de er gået i stykker skal man enten finde nye eller købe dem i spillets shop.

Spilleren kan heller ikke længere købe de klassiske "Vitality Stars", hvorfor det er umuligt at helbrede sig selv når først en mission er begyndt. Ja vidst efterlader fjenderne en gang imellem nogle helbredende "orbs", men i bosskampenes hede savnede jeg det virkelig. I stedet introducerer Capcom de såkaldte "gold orbs", der kan bruges til at genoplive sig selv med fuldt liv når man dør. At skulle vente på at dø inden det er muligt at hele sig selv, er intet mindre end bizart.

Sammen med Nero, er der den nye spilbare figur V og den karismatiske Dante. Udover introduktionen af nogle nye våben, så kontrolleres sidstnævnte mere eller mindre som i Devil May Cry 4. Dante har fire kampstile, der specialiserer sig i f.eks. brugen af pistoler til hurtigere bevægelser og øget flid med et sværd. Ligesom med Nero, har Dantes pistoler og shotgun i denne omgang fået en indsprøjtning power, hvilket gjorde det betydeligt sjovere at bruge hans mange skydefærdigheder. Dantes adskillige våben og specialiserede evner, gør ham til spillets absolut sjoveste figur at spille med, da kombinationerne af cool angreb er mangfoldige. I modsætning til Devil May Cry 4 er Dante denne gang også langt mere prominent i spillets historie og er atter en gang den mest centrale karakter.

Rosinen i pølseenden V er ikke stærk på samme måde som de andre helte og kontrollerer i stedet tre dæmoner: En fugl med lynkræfter, en magtfuld panter og en dæmonisk kolos. Det taktiske element med avancerede komboer fra Nero og Dante er ikke til stede her. I stedet holdte jeg bare x og y-knapperne i bund, imens mine følgesvende nedlagde den ene fjende efter den anden. Selvom det er tydeligt, hvordan Capcom ville skabe variation med V, mangler han bare samme dybde og er alt for let at spille med.

I løbet af spillets ca. 12 timer lange story-del døde jeg aldrig og oplevede ikke den store udfordring. Den notoriske sværhedsgrad fra Devil May Cry 3 er altså ikke at spore i femmeren. Spillet bliver væsentligt sjovere efter det allerede er blevet gennemført og der låses op for "Son of Sparda" aka Hard-sværhedsgraden. Det er her fans virkelig vil føle sig hjemme og, hvor man for alvor skal bruge sine figurer kreativt.

Visuelt er Devil May Cry V fantastisk flot. Omgivelserne varierer fra gamle hotelværelser til gotiske bygninger og metrostationer. Spillets midte genbruger lige en tand for meget de samme områder, men ellers er det et både æstetisk prangende og kreativt level design. Sceneriet er ikke ligeså unikt som det alternative univers Ninja Theory skabte med deres DmC-nyfortolkning, men det er immervæk rigtig godt sat sammen. Dette bliver også hjulpet fornemt på vej af den smukke RE Engine, der atter en gang beviser sit værd som en af branchens bedste "In-house"-værktøjer til visuelt design. Udviklerne er heldigvis også gået væk fra det fjerde udspils horrible design af Dante og Lady til fordel for et look inspireret mere af Devil May Cry 3.

Efter at have tilbragt mange timer i selskab med min barndomshelt Dante, den unge Nero og nykommeren V, hersker der ingen tvivl om Devil May Cry 5's kvalitet. Det føles endelig som om, at Capcom er ved at finde magien fra det første og tredje spil tilbage, men nogle frustrerende design valg, en relativt ligegyldig tredje karakter og en anelse for meget genbrug af områder, forhindrer spillet i at være helt på niveau med nummer tre og et. Er du dog fan af serien eller bare på udkig efter et rigtig underholdende action-spil, så er Devil May Cry 5 alligevel lige i din boldgade.