Man behøver ikke nødvendigvis at være pirat fordi man vælger at Jailbreake sin iOS-enhed, for man kan trods alt opnå lidt større frihed over sin enhed på den måde. Samtidigt er der dog også mange der bruger det som en mulighed for at afvikle piratsoftware på deres enheder, og den slags forsøger Deus Ex: The Fall på snedig vis at spænde ben for.
Brugere på Reddit var således de første til at rapportere om spillere, som havde fået følgende besked mens de var i gang med det håndholdte eventyr:
"We are sorry but you can't fire on jailbroken devices."
Beskeden dukker op hos alle brugere af enheder som er blevet jailbreaket, og rammer altså ikke kun pirater. Square Enix har dog nu udtalt, at det var en mindre gennemtænkt løsning, og at de ganske enkelt retter op på sagen i en snarlig opdatering.
Ikke deso mindre virker det som en snedig forhindring, der dog i dette tilfælde har vist sig at straffe uskyldige brugere. Man kan dog som jailbreaker stadig tjekke spillet, men nok næppe gennemføre det, med mindre man virkelig er dedikeret.
Hvis du ikke allerede har læst vores anmeldelse af Deus Ex: The Fall, bør du slå et smut forbi denne side, hvor du kan læse Lees test af spillet.
Hvad mener I om sagen?