Deus Ex: The Fall

Hvis Deus Ex: The Revolution var spilverdenens svar på en flot biograffilm, så er Deus Ex: The Fall spillenes svar på en fin tv-serie. Så enkelt kunne denne anmeldelse egentlig leveres, men jeg er sikker på, at du er nysgerrig efter, at få mere at vide. Så lad os starte med referencen til tv-serier. Square Enix har ikke kommunikeret ud særligt højlydt, hvad vi som gamere kan forvente af Deus Ex: The Fall, og de har været ret stille omkring det faktum, at spillet er episodisk. Det virker fjollet, for er der noget, som The Walking Dead har lært spillere verden over, så er det, at episodiske spil kan være fremragende. Det samme gælder på mange måder også for Deus Ex: The Fall.

Den tidligere efterretningsagent Anna Kelso og hendes partner den tidligere SAS-officer Ben Saxon er omdrejningspunktet i denne fortælling fra cyber-universet. Har du læst Deus Ex: Icarus Effect i bogform, så er du allerede bekendt med spillets to protagonister. Har du ikke læst bogen, så må du forberede dig på at skulle følge godt med, da plottet fra bogen på mange måder genopfriskes på ganske kort tid inden spillet for alvor begynder.

I Deus Ex-universet er augmentations dagligdag for mange mennesker. Her udbedres skavanker med cyber-mekanik, eller også fjernes menneskets naturlige begrænsninger ved hjælp af cybernetiske implantater. Det er ikke en billig fornøjelse, især ikke da hovedleverandøren af disse, ofte glemmer at fortælle om bivirkningerne. Det er nemlig sådan at kroppen vil forsøge at udstøde fremmedlegemerne, og det er ikke et kønt syn eller en behagelig tilstand at være i. Problemet kan dog holdes i skak ved hjælp af Neuropozyne-behandlinger. Problemet er bare, at krisen kradser, og det bliver sværere og sværere at skaffe medicinen - også gennem de officielle kanaler. Riezene er navnet på et konkurrerende produkt, der dog endnu ikke er godkendt af Verdenssundhedsorganisationen, men som alligevel flyder på gaderne. Snart mangler både Saxon og Kelso deres medicin, og så er gode råd dyre (i bogstaveligste forstand). Som altid handler historien i Deus Ex om magtfulde megafirmaer og brutale forretningsmænd. Det er ikke anderledes denne gang.

Hvad der til gengæld er anderledes er formen på fortællingen. For det første er dette spil skabt til iPad og iPhone, og derfor er det naturligt at kigge grundigt på styringen. Der er virkelig blevet tænkt over den. Og det er vigtigt at slå fast, at selvom den kan virke rodet, og endda upræcis i begyndelsen, så er der kun én at takke for det: spilleren. N-Fusion, som står bag dette spil, har gjort deres til at tilfredsstille alle slags iOS-gamere. Du kan nemlig både bevæge dig med virtuelt joypad, tap-to-move og double-tap-to-move, der er auto-aim, følsomheden kan justeres, styringen vendes, du kan trykke direkte på målet for at fastlåse sigtet og vigtigst af alt: du kan flytte alle knapperne rundt på skærmen, som det passer dig. Ganske eksemplarisk.

Alligevel er der grund til at vrænge, hvis man bare suser ind i spillet, uden at tage sig tid til at lære mulighederne, for der er især en vigtig funktion udover disse. Du har mulighed for at have to skydeknapper. Hvis du som denne anmelder foretrækker en følsomhed i top på kameraet, kan det være lidt af en balancegang at lave headshots, når både kamerafunktionen og skydeknappen styres med samme finger. For fjerner man fingeren ved den højeste følsomhed, kan man næsten være sikker på, at sigtekornet rykker sig en anelse. Derfor er det lækkert, at der er to måder at skyde på. Headshots er kun svære, hvis man ikke gider sætte sig ind i mulighederne. Hvilket bringer mig til våbenudvalget.

For udover rækken af plasma-rifler, shotguns, pistoler, granater, raketkastere og miner er der nemlig også mulighed for at udstyre våbnene med ekstra lir. Eksempelvis et kraftigere skud og et lasersigte. Netop sidstnævnte rykkede spillet fra godt til rigtigt godt for mit vedkommende. Når man sidder med en mindre skærm, kan det være svært at fornemme, hvor hovedet er på fjenderne, når de ikke befinder sig på klods hold, og så gør et lasersigte underværker.

Det er naturligvis ikke det eneste man kan lege med. I den sædvanlige Deus Ex-stil kan figuren også opgraderes med elektroniske forbedringer. Således kan du eksempelvis løfte tonstunge genstande (og finde skjulte områder), blive usynlig i et kort øjeblik, løbe hurtigere eller blive endnu bedre til snigangreb.

Der er nok af muligheder, og det samme gælder i måden kampene klares. Vil du snige dig forbi fjenderne, tage dem ud en efter en eller gå all-in i bedste Rambo-stil? Valget er dit.

Apropos valg. Det er her, hvor Deus Ex: The Fall føles begrænset. Ganske vist er der sidemissioner og dialogvalg. Men der er måske en håndfuld af hver, og de føles sjældent af samme kvalitet som dem vi kender fra de "rigtige" Deus Ex-spil. Ligeledes er den åbne verden ganske lille. Der er dog stadig minispil med låse, der skal hackes og skuffer samt skraldespande, der skal gennemsøges for loot, ligesom der naturligvis er emails og lydoptagelser gemt rundt i verdenen, som udbygger universet. Alligevel er Deus Ex: The Fall på mange måder en snack, til dem, der lige vil hygge sig lidt mere med universet, eller opleve det for første gang.

Mens områderne er varierede, så er det som altid den gyldenbrune farvetone, der i bedste Blade Runner-stil dominerer det William Gibson-inspirerede univers. Men stort set hele første kapitel af Deus Ex: The Fall foregår i et bysdistrikt af Panama, hvor du styrter frem og tilbage mellem nøglepunkter. Det er ikke altid synderligt imponerende. Det samme kan siges om fjendernes intelligens og spillets længde. Det tog mig knap fem timer at nå slutningen - som på trods af en cliffhanger og et "To be continued" dog giver en følelse af afslutning. Derefter kan man genspille kapitlet på en endnu hårdere sværhedsgrad og samtidig beholde alle ens forbedringer til den nye tur, mens man venter på næste kapitel.

Nu tænker du måske: "Jaja, det er meget godt Lee, men hvad med musikken og grafikken? Kører det tekniske på skinner?". Svaret er et stort ja - hvis man husker at slukke andre programmer på de mindst stærke enheder. Jeg oplevede således fire crashes under gennemspilningen, og hver gang, var det fordi jeg havde andet åbent på min iPad Mini. The Fall kræver fuld opmærksomhed. Da man ofte skal trykke på genstande foran en, så bør man ligeledes overveje om man er den type iPad 4-spiller, der spiller med skærmen liggende på bordet eller i hånden. Er svaret det sidstnævnte, kan det føles en anelse omstændigt, da man så ofte må slippe grebet for at nå midten af skærmen. Noget som iPad Mini ikke lider under.

Der er skarpe figurer og ekstra grafiklir på iPad 4, men faktisk er iPad Mini-udgaven (som billederne her på siden er fra) forrygende god: gaderne er badet i lyseffekter, animationerne fornuftige og med fuldt stemmeskuespil fra start til slut og for mit vedkommende næsten vigtigst af alt: Michael McCann har atter komponeret musik til spillet. Det er som altid storladent og en nydelse at nynne med på.

Som sagt mangler dialogen dog den pondus og følelse af valg, som kendetegnede Deus Ex: Human Revolution ikke mindst grundet ganske få animationer på figurernes ansigter. Du kan godt glemme at aflæse de store følelser her. Men mindre kan altså også gøre det.

Man kan dog ikke ignorere at Deus Ex: The Fall på alle måder er en mindre Deus Ex-oplevelse end Human Revolution. Men den er stadig en lækker småbid af universet og et rigtigt godt bud på, hvordan man kan skabe ganske imponerende og konsol-agtig underholdning på en touch-enhed. Nu er det bare at vente på næste del.