Destroy All Humans

Med kun en hul svirrende lyd som eneste indikation, skærer det cirklede objekt gennem den kolde natteluft over den lille sovende landsby. Med sin spejlblanke overflade og tallerkenlignende form står det ganske tydeligt, at objektet er fra en fremmed galakse. De omstående køer skænker kun objektet kortvarig opmærksomhed, mens landsbyens indbyggere ufortrødent og uvidende forsætter deres tur gennem drømmeland. Elegant og næsten lydløst lander objektet på den nærmeste mark, og med samme præcision køres en rampe få sekunder senere ud. Ud træder en kun en meter høj skikkelse, som med sin grå hud og nærmest uendeligt hule øjne er inkarnationen af alt hvad halvtredsernes science fiction-film lærte os om væsener fra det ydre rum. Missionen er enkel og menneskehøsten er klar til at begynde.

Med paranoiaen i højeste gear var halvtredserne en sand guldgrube for film om rumvæsener, som af den ene eller anden grund ikke brød sig om jorden, og så dennes udslettelse som den eneste mulighed. Selvom disse temaer ofte har været brugt før i spil, ser Pandemics nyeste bud på stammen ud til at blive et af de første spil der rammer den samme humor, som filmene fra den æra modvilligt er blevet en del af i dag. Selvom tanken om marsmænd og deres planer om at udradere jorden måske ikke er det der optager de fleste af os tid i dag, kan den ikke benægtes at et spil med referencepunkter som "War of the Worlds" og "Lost in Space" nærmest virker uimodståeligt, hvis man har lidt science fiction-tendenser i blodet.

De fleste spillere har med stor sikkerhed ageret rollen som jordens sidste håb mod en forestående invasion fra det ydre rum, i hundredvis af tidligere spil. Med Pandemics nyeste titel har udvikleren dog valgt at bytte fortegnende om, således at spilleren spiller den lille grå rummand Crypto, der er taget til jorden for at høste mennesker. Historien forlyder at Furon-racen i tidernes morgen besøgte jorden og implementerede deres egen DNA i de simple væsener, der siden hen skulle udvikle sig til menneskeracen. Tusinder af år senere er racen begyndt at udrydde sig selv indefra og har oven i købet mistet muligheden for at reproducere sig selv. Derfor besluttes det at aflægge jorden et besøg for at høste den DNA man i sin tid gemte der, hvilket betyder udryddelsen af menneskeracen og disses kært ejede hjerner.

Spillets baggrundshistorie skal selvfølgelig ikke tages seriøst, og skulle man på noget tidspunkt blive i tvivl, startes hver bane med en introducerende plakat med titler som "Suburb of the Damned" og "Destination Earth". Plakaterne giver en god introduktion til hver banes tema, og virker desuden som taget direkte fra de ældre science fiction-film, som spillet så tydeligt har draget sin inspiration fra.

Genren er stadig tredjepersons-action som udvikleren viste de havde godt styr på med Mercenaries. Science fiction-temaet har dog åbnet andre døre og givet udvikleren mulighed for at implementere spillet med nye ideer. Af sin leder bliver man før hver mission givet forskellige missioner, som alle synes at have det til fælles at de involverer død og ødelæggelse af alt hvad der måtte stå Crypto i vejen. Foruden sin stråledødspistol er Crypto også udstyret med flere opfindsomme kræfter, som f.eks. "Holographic Power", der giver spilleren mulighed for at forklæde sig som menneske, og "Mental Projection" med hvilken man kan lave forskellige distraktioner. Med den sidstnævnte evne fik vi f.eks. demonstreret, hvordan man kunne aflede nogle landmænds opmærksomhed ved at få deres køer til at danse en lystig polka. Den måske vigtigste af alle kræfterne er dog muligheden for at suge hjernen ud af kraniet på modstanderne, der igen giver flere point, alt efter hvilken slags modstander hjernen tilhørte. Således vil de førnævnte landmænd samt politibetjente ikke give særligt meget bonus, mens videnskabsmænd vil være rent kræs for pointkontoen. Pointene opgøres efter hver bane i DNA, der er spillets version af penge, og kan derefter bruges til at forbedre våben såvel som evner.

Det lyder selvfølgelig alt sammen enormt voldsomt, men under vores prøvespilning af spillet, var der lutter smil og grin hver gang man som den lille grå rummand jagtede skrækslagne modstandere i jagten på friske hjerner. Humoren er alpha-omega i spillet, og synes hentet direkte fra Tim Burtons fantastiske "Mars Attack". Cryptos storhedsvanvid og overlegende facon, kombineret med et planlagt overdrevet klichéfyldt manuskript, giver spillet den helt rigtige sammenhæng.

At spillets producer, Derek Proud, starter præsentationen som udstationeret Majestic agent, alt i mens han gør klart for de fremmødte, at jorden ikke er under angreb og der ikke er nogen grund til panik, giver et godt indblik i udviklerens egen tilgang til spillet og dets tema. Humoren er primært inspireret af alle de fantastiske science fiction-film fra halvtredserne og tresserne, som dengang virkede som dommedagsprofetier, men i dags ses af de fleste som kitschede komedier. Dialogen og de mange jokes virkede for os som et af spillets stærkeste kort, og virkede flere steder til at være hentet direkte fra de førnævnte film. At der også synes at være lagt mange kræfter i valget af stemmer gør kun det hele bedre, og mens fans af tegnefilmen "Invader Zim" givetvis vil kunne genkende stemmen der tildeler spilleren missioner løbende, vil Crypto selv blive givet liv af Dwight Shutlz, som nogen vil kunne huske som Howling Mad Murdoc fra serielegenden A-Team.

Med spillets tema og inspirationskilder har der tydeligvis ikke været særlig mange grænser på det visuelle plan. I stedet for at lade det hele oversvømme i detaljer og mystiske fremmede farvekombinationer, har udvikleren satset kræfterne et helt andet sted. Karikerede, bøvede landmænd, politibetjente med kredit hos den nærmeste doughnutcafé og intetanende køer er de mest fremtrædende personligheder i spillets univers. Alle sammen opfører de sig præcist som vi gennem de mange års erfaring fra fjernsynet har lært, og oftest kan dette faktisk anvendes til spillerens fordel. Bruger man tankens kræft til at slynge rundt med den lokale landmands kobestand, vil han efterfølgende undersøge sagerne med muskedonneren ved hans side, hvilket giver spilleren mulighed for at introducere ham for stråledødspistolen. Uden at bevæge sig over i den nuttede eller cel-shadede verden, spiller spillets tekniske udtryk mere på de forestillinger, vi alle har om hvordan en invasion fra det ydre rum ville tage sig ud i filmens verden.

Kombinationen af UFOer, fantastiske våben og evner, samt masser af humor hentet fra en, i spilleverdenen, næste urørt æra, burde i sig selv være nok til at garantere et kvalitetsspil, men alligevel synes vi der manglede en smule innovationslyst. Selvom temaet er forfriskende, virkede de missioner vi prøvede som nogle vi havde prøvet mange gange før, kun forklædt i en ny omgang charme og humoristisk dialog. Selvom vi ikke mener man som udvikler behøver at genopfinde den dybe tallerken, håber vi på at der i blandt de cirka toogtyve lovede missioner, vil være nogle nye ideer at spore.

Da døren fra halvtredsercaféen Ed´s Easy Diner i midten af London lukkede bag mig, forstillede jeg mig en kort stund, hvad man ville kunne udrette af med blot et fåtal af de kræfter og våben Destroy All Humans præsenterede i den virkelige verden. Pokker tage virkeligheden og dens evige grænser, men hurra for at en udvikler snart giver os den elektroniske forløsning, som nogen af os har ventet på lige siden "War of the Worlds" første gang rullede over skærmen.