Destiny 2

For at gøre denne anmeldelse så klar i spyttet og gennemsigtig som menneskeligt mulig, så er der nogle småting vi lige så godt kan få af vejen først. For omtrent en måned siden besøgte jeg Bungies store studie i Seattle, hvor jeg spillede igennem to tredjedele af Destiny 2's kampagne. Jeg så ikke hele pakken, men samlet set indsamlede jeg omtrent 20 timers indtryk af spillet fra den specifikke pressetur. Spillet er nu udkommet, og jeg har brugt omkring 30 timer på at færdiggøre kampagnen, og på at udforske alle de aspekter af spillet jeg ikke nåede at berøre i Seattle. Alt i alt har jeg brugt 50-55 timer på Destiny 2, og jeg føler at det er mere end rigeligt til at diske op med en anmeldelse, og også en karakter.

Præcis det genrebanner som Destiny falder ind under gør det dog svært at gå i detaljerne med hele pakken, og gå i dybden i hver en afkrog af den gigantiske oplevelse. Hovedsageligt skyldes dette at spillet først lige er startet efter slutteksterne er rullet over skærmen, og at verdenen og mængden af indhold vokser over tid. Det ved vi alle, eller, om ikke andet dem der har stiftet bekendtskab med det første spil i serien. Alt imens jeg skriver denne tekst er spillets første Raid endnu ikke aktivt, og Bungie har heller ej tændt for Guided Games-delen. Det indhold som spillet består af i skrivende stund er dog nok, føler jeg, til at passere dom over spillet, men der kommer til at ske en masse i løbet af de næste par uger, som spillere opdager flere hemmeligheder, og flere features tilføjes. Så, er Destiny 2 dine penge værd? Det korte svar? Ja!

Et af de vigtigste aspekter af spillet for mig er den stramme, velinstruerede historie med nuancerede og velbeskrevede karakterer. Eventyr som Mass Effect, Witcher og Metal Gear Solid er blandt mine favoritserier af netop disse grunde. Det første der slog mig da jeg startede med at spille Destiny 2, var historiens imponerende produktionskvalitet. Vi taler altså om timevis af solid dialog, og en følelse af at spillet faktisk har noget på hjerte i denne omgang, noget som det første spil i serien virkelig, virkelig ikke havde. Der findes joke der går sine runder på internettet, der postulerer at Destiny 2's beta havde mere historie og kontekst end hele det første spil, og det er så sandelig da også tilfældet.

Man bliver kastet hovedkuls ind i noget af et rabalder fra start af. Det udkigstårn der har fungeret som epicenter for Jordens forsvarsværker er under angreb. Alt brænder, det regner med tunge, grå dråber og alt føles håbløst. Min lille, allierede robot (spillet af Nolan North) lyder opgivende, og det smitter af. Det hjem jeg har brugt tre år af mit liv på at forsvare bliver forladt, evakueret. Jeg ved at det er meningen at enhver Guardian skal tage dette angreb dybt personligt, og det gør jeg. Det er en fantastisk start på en medrivende kampagne.

Jeg lærer umiddelbart lige efter at det er Dominus Ghaul som er bag ødelæggelserne, og lige når tiden endelig kommer til at give ham et velfortjent spark i rumskridtet, kaster han min karakter over kanten og ned i de brændende rester af den sidste bastion for menneskeheden. Bum. Min karakter overlever faldet, og går efterfølgende hvileløst rundt blandt de knuste ruiner af alt hvad vi har arbejdet for. Men her starter missionen, missionen hvor vi rejser på ny, slikker sårene og slår tilbage. Målet med spillets kampagne er netop at stoppe Ghaul med alle midler vi har til rådighed, men det der i virkeligheden imponerer er hvor rig en oplevelse Destiny 2 egentlig er. Der er ægte karakterudvikling her, veludviklede verdener med mange lag og en traditionel historie at følge fra ende til anden. Der er en klar begyndelse, midte og afslutningen, og alle tre manglede i det første spil.

Det er en god kampagne, der indeholder masser af interessante små krumspring hist og her, varierede missioner og masser af fed action. De faste karakterer, såsom den charmerende og karismatiske Cayde-6 (spillet af Nathan Fillion) er tilbage, men vi stifter også bekendtskab med nye ansigter. Den mest prominente nye karakter er nok Hawthorne, som midlertidigt skal sørge for at evakueringen af byen foreløber så problemfrit som muligt. Udvekslingerne imellem alle karaktererne er velkonstruerede og reflekterer hele situationen på effektiv vis. Vanguard-trioen bestående af Zavalla, Ikora og Cayde-6 skal slås med det faktum at deres "Light", altså deres evner, er væk, og dette leder dem til at stille spørgsmålstegn ved hvorfor de overhovedet er Guardians. Det handler om at genopbygge det der er gået tabt, og samtidig finde ud af hvem man er når man ikke har noget tilbage. Jeg nød virkelig de ti timer det tog mig at spille kampagnen til ende, og jeg forlod den sidste mission ganske tilfreds med hele rejsen.

De ekstra karakterer mangler måske en smule kærlighed, men det er en overfladisk klage fra min side i det store billede. Hver planet møder man nemlig én ny karakter der fungerer som den pågældende zones ansvarshavende. På Jorden, i European Dead Zone, er den hudløst ærlige Devrim Key, der sidder i sit klokketårn midt i zonen og pludrer om de forfærdelige begivenheder der har fundet sted, for så at fuldstændig afskrive dem i den efterfølgende sætning. På Nessus stifter man bekendtskab med den kunstige intelligens, Failsafe, som man finder om bord på en ældgammel, menneskeskabt rumfærge. Hun opfører sig ret mærkeligt, og lader til at have udviklet skizofrene træk med tiden, og masser af humor udspiller sig i lyset af dette. På Titan møder vi Sloane, og på Io er det Asher Mir. Fælles for alle disse karakterer er at de håbløst underudvikledede i øjeblikket, og de er slet ikke lige så mindeværdige som jeg havde håbet på. Dog føler jeg mig overbevist om at de vil vokse over tid, når flere missioner og udvidelser er blevet udgivet. Forhåbentlig møder vi dem mere.

Selvom spillet naturligvis er helt splintrende nyt, så kan det godt virke en kende genkendeligt ved første øjekast. Hvis du har spillet Destiny vil du i hvert fald kunne nikke genkendende til mange af de aspekter du støder på ganske hurtigt efter at have startet efterfølgerne op. Bungies fantastiske styring og våbendesign gør sig i hvert fald bemærket, og selve lagdelingen af omgivelserne er gennemtænkt, men det kommer vist ikke som nogen overraskelse. De forskellige klasser i spillet er ikke nye, men snarere opdaterede versioner af dem vi allerede har set. Destiny 2 indeholder tre klasser, Warlock, Titan og Hunter, og hvor klasse tre forskellige retninger der dramatisk ændrer retningen på den pågældende karakter. Disse kaldes subclasses, og nu kan en Titan blive en "Sentinel", en Warlock kan blive en "Dawnblade" og en Hunter kan blive en "Arcstrider". Disse låses op halvvejs igennem spillet, og kan let tilgås via menuer der er lette at navigere og forstå. Der er helt sikkert flere taktiske valg at træffe i denne omgang, og det hjælper med at skaffe variation.

Spillets struktur minder i høj grad om forgængeren, men der er blevet lavet et par forbedringer hist og her. Noget af det første som jeg lagde mærke til, er at jeg nu rent faktisk har adgang til kort over de forskellige områder. Kort! Med ikoner og alting! Det er en lille ting som gør en kæmpe forskel. Verden virker pludselig mere sammenhængende, mere troværdig. I hvert fald for mig. Ved hvert område er der, foruden hovedmissionerne, masser af ting at lave. For eksempel kan man gå jagt efter "Lost Sectors" - hemmelige områder som er svære at finde, men som altid gemmer på en boss og lidt godter.

Der er også skattekister spredt omkring i områderne. På hver planet kan man opleve såkaldt "Adventures", som er et nyt tiltag. Det er små opgaver eller udfordringer som desuden bidrager til og udfolder spillets verden, samt de karakterer som lever i den. De førnævnte sidekarakterer har også en håndfuld missioner at dele ud af. Alt i alt kan man roligt sige, at der er rigeligt med indhold. Både i spillets hovedfortælling og ved siden af. Spillets "Adventures" er også af gennemgående god kvalitet. De har den rette længde og når gerne at udvikle sig. For dem som virkelig har lyst til at give sig i kast med spillets baggrundshistorie, er der også rig mulighed for det: både Jorden, Io, Nessus og Titan er fantastiske at opleve og rige på detaljer. Man bliver hurtigt forledt til at strejfe eventyrlystent omkring - indtil man får stukket en Hive klinge i ryggen.

Levelsystemet er mere eller mindre som vi husker det. Du stiger i graderne - relativt langsomt - ved at indsamle våben og udstyr. Man skal først arbejde sig op i level, før man får adgang til spillets mere krævende indhold. Aktiviteter som Nightfall, Trials og Raid kræver at du bruger meget tid på at blive så stærk som overhovedet mulig. Selv våbensystemet er genkendeligt, selvom spillets arsenal nu bliver grupperet anderledes. Alle våben som, i hvert fald i teorien, kan dræbe med et enkelt skud, er blevet samlet i kategorien "Power Weapons." Haglgevær, snigskytterifler, granatkastere og den slags. Til at starte med virker det som en underlig beslutning, men spillet er gavmild med ammunitionen, så det bliver aldrig et problem. Det er faktisk en forbedring i PvP (player versus player), hvor der nu er større fokus på de "almindelige" våben.

Andre ændringer er mindre åbenlyse. Man har nu mulighed for at farvelægge de enkelte udstyrsdele, fremfor det hele på én gang. Der er også sket en del justeringer i forhold til hvordan man modificerer våben og udstyr. For eksempel kan du nu bestemme hvilken skadetype (void, solar, arc) dine våben slynger afsted. Så dit yndlingsgevær kan skyde med både ild, torden og antistof. Det er op til dig.

Så snart hovedmissionerne er færdige, begynder det virkelige eventyr. Der er selvfølgelig mange andre aktiviteter at give sig i kast med. Spillets "Strikes" er en af dem. Det er en ren tour de force hvor du og to venner blæser jer igennem horder af fjender - for så at slutte af med en gigantisk bosskamp. Spillets nuværende Strikes er velskabte og føles langt mere dynamiske end dem i det første spil. Der er knap så meget "løb ind i et rum, skan en dims og dræb alt omkring dig", selvom der selvfølgelig stadig er noget af den slags i Destiny 2.

Hvis du foretrækker at dine modstandere har en puls, så er der selvfølgelig "Crucible", spillets PvP-modul. Her er der også sket et par ændringer. Alle kampe bliver nu udkæmpet mellem otte spillere. De forskellige spiltyper er fordelt mellem to kategorier: "Quick Play" og "Competitive." Sammenspil og koordination er selvfølgelig vigtigere i sidstnævnte kategori. Her vil jeg anbefale dig, at du finder et par ligesindede at spille med, fremfor at være overladt til dig selv. Det er en balanceret spiloplevelse, hvor tempoet er en anelse langsommere end før. Det sætter jeg selv pris på, da det giver mig mere tid til at reagere og forholde mig til hvad der sker. Fremfor at blive skudt i smadder, før jeg overhovedet ved hvem der er efter mig.

Hvor stort er Destiny 2 så? Det får vi først for alvor at se i løbet af de næste par uger, idet nyt indhold bliver tilføjet og spillere finder oversete hemmeligheder. Det indhold som jeg har adgang til lige nu, kampagnen, eventyrdelen og fortællingen er alt sammen virkelig, virkelig godt. Bungie har overgået dem selv denne gang og leverer et spil som føles færdiggjort - og som er så propfyldt med indhold, at jeg næsten bliver overvældet ved tanken. På en god måde! Grafikken er fantastisk, både lyd og musik imponerer mig igen og igen og Destiny 2 indeholder mere indhold end originalen og dens udvidelser tilsammen.

Destiny 2 er virkelig et godt spil, hvad end du blev fælt skuffet ved 1'eren eller brugte hundredvis af timer på at skyde Raid bosser i sænk. Jo, der er måske en følelse af at have set tingene før. Spillets fjender, våben, spilklasser og karakter kunne alt sammen være blevet udfoldet lidt mere. Jeg har haft virkeligt store forventninger og det fører næsten altid til en endnu større skuffelse. Men ikke denne gang. Jeg er ganske enkelt tilfreds med Destiny 2; tilfreds og nysgerrig på hvilke eventyr jeg kan vente mig i fremtiden.