En af de nye funktioner som Dead Rising 2 byder på i forhold til forgængeren, er muligheden for at bygge våben ud af genstande man finder rundt omkring i spillet. Vi har allerede set den famøse paddelsav og maskingeværsmonterede rullestol, og nu giver Capcom dig muligheden for at sætte dit eget præg på spillet.
Konkurrencen foregår på websiden Tape it or Die, hvor man kan indsende sine egne designs til våben, man kan bygge af tilfældige genstande og en rulle gaffatape. Hver uge kåres en vinder, hvis våbendesign vil blive bygget og testet af folkene bag siden.
Blandt alle ugevinderne trækkes en ultimativ vinder, hvis våbendesign - og muligvis vinderen selv - vil optræde i Dead Rising 2. Så fat din blyant eller tegneprogram og lad kreativiteten (og zombie-hjernemasserne) flyde frit!