For nylig landede Spider-Man på PC efter at have tilbragt godt fire år eksklusivt på PlayStation, og det gør naturligvis at det nu er muligt for nysgerrige sjæle at kigge kildefilerne ordentligt igennem, da disse en gang imellem byder på overraskelser.
Og det må man sige at disse har gjort. Som mange hurtigt har fundet ud af, så er der referencer til multiplayer i kildefilerne, som lader til at insinuere at flere Spider-Men kan dyste om at være "superior". Faktisk er filerne fyldt til renden med specifikke referencer til multiplayer-struktur.
Men så er spørgsmålet; er det fordi at dette spil originalt bød på multiplayer? Er det fordi at det kommende Marvel's Spider-Man 2 vil byde på multiplayer? Eller er dette en reference til Insomniacs endnu ukendte multiplayer-spil vi ved de arbejder på?
Det vides ikke.