Den sovende mastodont

På trods af fantastiske titler som Amplitude, Dark Chronicle og Zelda var der, når undertegnede kigger tilbage på det forgangende år, ikke den store tvivl om, hvad der var årets titel. Metroid Prime var det mest overbevisende stykke spilleglæde, denne anmelder har set i årevis, og jordede efter undertegnedes personlige mening alt lige fra Halo til Nintendos eget Zelda.

Foruden timevis af sublimt gameplay var der dog en ekstra godte ved Metroid Prime, for dette var den første titel siden Mario 64, der virkelig fik undertegnede til at tænke tilbage på, hvad det var, der i sin tid fik mig til at åbne øjnene for Nintendos åbenlyse kvaliteter som spiludvikler.

Med Super Nintendoen så det nærmest ikke ud til, at Nintendo kunne gøre noget forkert, og både tredjeparts producenter samt Nintendo selv syntes at masseproducere klassikere. Selvfølgelig har tiden sat sine rosenrøde spor på undertegnedes erindringer om gårsdagens spil, men faktum er, at jeg i dag stadig hiver nogle af de gamle Super Nintendo-titler frem og nyder dem, næsten ligeså meget som dengang.

Jeg har meget svært ved at gøre det samme med Nintendos sortiment af titler til Nintendo 64, og jeg frygter ligeledes at få det samme problem med GameCube, hvis Nintendo ikke snart tager sig sammen. Der findes simpelthen ikke nok kvalitetstitler til maskinen, og meget af den kritik, som Tanggaard rejste tidligere i sin kronik om Sega, passer ligeledes skræmmende godt på Nintendo.

Som gamer virker det oftest, som om Nintendos strategi er at pirre deres kunder med alt lige fra rygter til billeder og små klip af kommende spil for derefter at fortælle, at der endnu går nogle år, inden vi får titlerne i butikkerne. Specielt slemt er det, hvis man befinder sig på den tilsyneladende bandlyste liste af ofre, som har besluttet sig for at bo i et PAL-territorium. Hvad der startede som en joke, om at Nintendo ikke kunne lide Europa under Super Nintendo-tiden, har stort set ikke ændret sig siden. Nintendo kan stadig ikke sige sig fri fra at behandle de europæiske gamere som en gerne overset tredjepart, der synes at måtte leve af de sørgelige rester fra det amerikanske og japanske marked. Alle de kræfter, der er blevet brugt på undskyldninger og bortforklaringer af denne situation, skulle i stedet være brugt på en hurtigere konvertering af adskillige titler, som endnu ikke har set en europæisk udgivelse.

Personligt synes jeg, det virker, som om Nintendo har spredt deres økonomiske og kreative ressourcer lidt for uagtsomt. I stedet for at følge med tiden er Nintendo kørt videre i den rille, der gjorde dem til mastodonter i 16-bit-tiden, hvilket i dag har stillet dem i en besværlig situation. Elektronisk underholdning har gennemgået en kæmpe forandring siden dengang, og selvom der stadig sidder en gruppe udvalgte gamere, der vil kunne se det geniale i de fleste af Nintendos titler, er det ikke nok til at oppebære Kyoto-giganten.

Nintendo burde stoppe med at bruge kræfter på den stadig ubrugelige mulighed for at forbinde GBA’en og GameCuben. Endnu er det tilsyneladende kun det kommende Crystal Chronicles, der har formået at bruge dette til noget nogenlunde meningsfyldt. Vågn op fra den illusion, der hedder: hvis I laver gode spil med en børnevenlig grafik, skal alle nok købe det. Størstedelen af gamere har endnu den infantile mening, at grafikken betyder ligeså meget som gameplayet, og før Sony beslutter sig for at lave om på det, sker det ikke.

Giv os i stedet flere titler som Metroid Prime, et mesterværk i alle aspekter, som kun Nintendo og ganske få andre udviklere kan lave dem. Giv os en voksen version af Zelda, som en gang for alle vil kunne få de evigt ulykkelige fans af serien, der ikke forstår Wind Wakers grafiske udtryk, til at stoppe deres klynkeri. Og giv os i stedet den definitive opfølger til Mario 64, der uden små sjove gimmicks som en vandkanon viser, hvem "The Grand Daddy" af platformspil er.

At pirre et helt marked kan være en god ide, hvis man har titlerne til at forsvare det med, men at blive pirret i et halvt til et helt år for derefter at få fingrende i en manglende titel er et sent glemt antiklimaks af dimensioner. Vågn op og se, hvordan markedet ser ud i dag. Der er stadig plads til Nintendo, men pladsen bliver mindre og mindre for hver dag, der går, og det kan selv Mario, Zelda og end ikke Metroid redde nogen fra.