Defiance

Der har været mange hårde omstillinger på det seneste. Vi har skruet urene frem. Jeg har skåret ned på kaffen og har været nødt til at indse, at Scarlett Johanson dater en anden. Men den sværeste omstilling må have været, da jeg gik fra det bedårende Columbia i Bioshock Infinite til de jævngrå, triste miljøer i Defiance. Under mine første minutter med Trion Worlds' superambitiøse projekt sad jeg mest af alt og bandede over hvor fattige teksturene så ud, hvor kedelige miljøerne var, og hvor forbandet grim jeg havde gjort min figur, Kenta.

Men. Man skal som bekendt aldrig dømme veganeren på bønnesalaten. Defiance viser sig fra sin allergrimmeste side i begyndelsen, men giver man det lidt tid, opdager man at det har langt mere at byde på end generiske miljøer og svigtende billedhastighed. Det er en vældigt ambitiøs titel. Udvikleren Trion Worlds har sammensat et massivt, action-orienteret scifi-onlinespil, der udvikles både til PC og konsol, og lanceres samtidigt med en tv-serie af samme navn.

Historien drejer sig om, at jorden i fremtiden er blevet udsat for en omfattende terraforming, og nu er hjemsted for både mennesker og rumvæsener af alle mulige størrelser, farver og kropslige former. En del er venligtsindede, men der er selvfølgelig også rigeligt med skurke, mutanter og ækle såkaldte Hellbugs, der bare tigger om at få tæv. Trion Worlds lover at handlingen i serien og spillet skal væves sammen. Hvorvidt det bliver mere end bare en gimmick må tiden vise, da serien netop har haft premiere.

Forhåbentlig bliver ting og sager bedre forklaret i tv-serien end hvad Trion Worlds gør i spillet. Vi får ikke rigtig nogen forklaring på hvorfor verdenen ser ud som den gør, hvorfor der er udbrudt krig (for der har tydeligvis været krig) eller hvem der er hvem. Oftest sidder jeg som et stort spørgsmålstegn, mens de dårligt lipsyncede figurer taler om Arktechs og Ark-cores, som om jeg har misset fire afsnit af serien. Det bliver heller ikke sjovere af at dialogen er rigtig dårlig, og figurerne er omtrent lige så interessante som almindelige marinesoldater i Halo.

Jeg bliver konstant irriteret på Cass og hendes kliche-agtige jeg-er-en-hård-pige-men-inderst-inde-sårbar-attitude. Oberst Grant er som hvilken som helst skrigende overordnede, og den tungnemme Karl von Bach er direkte pinlig, når han slynger udsagn som "I will be a hero!" og "Who is this hot girl!?" om sig. Til gengæld er min figur hele tiden stille. Det ser vitterligt skummelt ud, eftersom han aldrig åbner kæften, ikke engang for at sige hej - han stirrer bare med sit døde blik - men det er vel godt det samme.

Min figur hedder altså Kenta, og er en såkaldt Ark Hunter. Udrustet med våben, EGO-implantat, kraftigt kæbeparti og en næse så massiv, den kunne fungere som et ekstra skjold, er han en slags moderne gravrøver, hvis job går ud på at samle fremmede genstande og sælge dem. Vil du ikke have en figur, hvis kæbelinje udgør cirka tre fjerdedele af ansigtet, kan du selvfølgelig vælge noget mere subtilt.

Med alle de udenjordiske aktører, der befinder sig i spillet, føles det forholdsvis snævert med valgmuligheder, når man skal skabe sin figur. Man kan spille som enten menneske eller den fremmede race Irathian. Det er det. Der er fire klasser at vælge mellem: Veteran, Survivalist, Outlaw eller Machinist. Du behøver ikke svede for meget over dine valg, for ud fra det, jeg har testet, er forskellene rent kosmetiske. Vigtigere er til gengæld valget af din EGO-kraft.

Efter at være styrtet ned i San Francisco-området i spillets indledningssekvens, får jeg lov at prøve fire forskellige evner, og skal derefter vælge hvilken jeg vil have. Blandt andet har vi Blur, som gør at jeg kan løbe meget hurtigere; Overcharge, der gør at våben giver mere skade; og Cloak. Jeg valgte Cloak. Som Prophet i Crysis 3 eller selveste Predator kan jeg aktivere en camouflage, som gør mig usynlig. Det passer Kenta perfekt, når han smyger sig forbi fjendens linjer for at sætte et velrettet haglskud i nakken på nærmeste mutantsvin.

Udover Cloak er der masser af andre passive evner, der kan låses op ved at banke fjender og klare opgaver og deltage i udfordringer. Defiance har ikke bare historiemissioner og missioner direkte relaterede til tv-serien. Omgivelserne er proppet med sidemissioner, time trials, tilfældige hændelser og såkaldte Arkfalls. Man kommer hurtigt fra opgave til opgave, og der sker altid noget interessant på vejen, hvor der er brug for din hjælp og (frem for alt) en hurtig aftrækkerfinger.

Ved Arkfalls samles flere dusin spillere på samme sted, for sammen at bekæmpe særligt besværlige Hellbugs. De opstår sporadisk på kortet hist og her, og så længe de er i gang, er det bare om at suse derhen med firehjulstrækkeren og deltage. Her er det værd at pointere, at jeg spiller PlayStation 3-versionen. Arkfalls er sjove at deltage i, men når alt for mange spillere samles på skærmen, går det til tider hårdt ud over billedhastigheden. At kigge på Kenta er i forvejen ikke noget videre kønt syn. At se ham hoppe rundt med ti billeder i sekundet blive rigtigt irriterende. Ved flere tilfælde begyndte nogle af lydeffekterne endda at forsvinde.

Billedhastigheden holder sig noget mere stabil i løbet af spillets co-op-baner og multiplayer-kampe. Man kan også deltage i noget kaldet Shadow War, med op til 64 spillere på hvert hold. En underholdende spiltype, som jeg desværre har haft en hel del serverproblemer med, Ellers sætter jeg pris på hvor enkelt det er at finde missioner og kampe at deltage i. Med nogle få tryk på styrekorset kan jeg hoppe direkte ind i en quickmatch og begynde at lege røver med andre spillere. Desværre er chatfunktionen langt fra optimeret til konsol, hvilket i princippet fører til at ingen bruger den.

Defiance står stærkest, når jeg spiller med andre i almindelige historie- og sidemissioner. Trion Worlds har også gjort det enkelt her: man behøver ikke være med i en gruppe eller kaste om sig med invitationer til andre spillere, hvis man ikke vil, det er nok at man støder på en anden spiller, som er på samme sted, og vupti kan I hjælpe hinanden.

Nogle af spillets bedste øjeblikke har været, når jeg har stået alene over for en overvældende trussel og ligget døende på jorden, og en anden spiller er kommet forbi og har genoplivet mig, hvorpå vi sammen har lavet purébudding ud af fjenden. At dø er dog ikke så farligt. Du får lov at genopstå et stykke væk, og alt hvad det koster er lidt scrip (spillets primære valuta).

Spillet fokuserer ikke så meget på at levele din figur, som det gør på at udvide og opgradere dit våbenarsenal. Der er masser af forskellige våbentyper, som gør det muligt at skræddersy sin spillestil. Som i mange andre moderne actionspil kan man kun skifte mellem to våben ad gangen. Jeg faldt hurtigt for kombinationen haglgevær og sniper-gevær. Ved at anvende en vis type våben meget, forbedrer jeg mine evner med det våben. Det kræver at jeg plukker mange (mange) mutanthoveder, men langsomt og sikkert bliver jeg hurtigere til at lade mig haglgevær og kan gøre større skade.

Uden alle våbnene og opgraderingerne ville kampene hurtigt blive ensformige. Fjenderne er ofte ikke klogere, end at de løber direkte mod dig. Spiller jeg i hold eller større grupper, når jeg ikke at reflektere over deres manglende kunstige intelligens, men spiller jeg alene bliver det mere udtalt. Ofte ser de ikke noget mere end 10-15 meter foran dem, og når jeg skyde dem, laver de alle den samme dødsrallen.

Jeg har haft svært ved at beslutte mig for en karakter til Defiance. Det har problemer med billedhastigheden, en del lag, alle mulige grafikfejl og serverproblemer i forbindelse med Shadow War. Handlingen fortælles klodset, og figurerne irriterer. På den anden side kan mange af de tekniske bump rettes med kommende opdateringer, og handlingen har potentiale til at blive bedre, når tv-serien er i gang.

Rent spilmæssigt er det noget sjovere, trods en del triste omgivelser og fantasiløse designvalg. Styringen er skarp, og det er lettere vanedannende at suse rundt på sin firehjuler, tage sig en opgave med andre spillere, sprede hagl i banditternes ansigter, alt imens jeg opgraderer mine våben. Det er let at hoppe i multiplayer-kampe, og der er altid, altid noget at lave og noget nyt at opdage.

Det bliver en svag syver. Jeg er nysgerrig efter at se hvordan spillet interagerer med tv-serien. Knytter man dem flot sammen og retter de tekniske problemer, så har Defiance potentiale til at vokse til noget større. Lige nu føles det dog lidt for upoleret.