Deep Rock Galactic (anno 2020)

For lidt over to år siden fik jeg muligheden for at prøve spillet Deep Rock Galactic til Xbox One, og tabte helt og aldeles mit gamerhjerte til dette charmerende og anderledes spil. En oplevelse som nærmest dryppede af vovemod og innovation. Danske Ghost Ship havde ramt rent ind i min spilsmag, og jeg forlod minerne med en meget positiv oplevelse, og forfattede derefter en tekst om min oplevelser i undergrunden. Generel travlhed udenfor skærmene kombineret med en nærmest uendelig lavine af nye spiltitler til mine spilplatforme har gjort, at jeg stik imod hensigten ikke har taget min tørn i rumminedriften i de sidste to år. Det var derfor med en vis form for spænding, at jeg for lidt over 14 dage siden satte tænderne i den endelige udgivelse. Fat din geologhammer og kom ombord - nu skal der hentes råstoffer til en ny smagsdom.

Genkendelsens glæde ramte øjeblikkeligt, da jeg igen vågnede op i mit virtuelle kammer på rumstationen. Men straks derefter sprang de første nye dele allerede frem på skærmen. Statistik, milepæle og erhvervelse af nye evner. Velkommen til, gamle dreng! Her kan ens færd igennem de mange udfordringer i undergrunden følges. Milepæle udløser stjerner, som så hurtigt kan omsættes til nye evner - og senere videre opgradering af disse. En grad af uoverskuelighed ramte mig, så nyt - og dog så skønt genkendeligt. Jeg fik en voldsom lyst til at banke mig selv på panden - og bande over mit fravær i den mellemliggende periode. Men klog af erfaring, så sprang jeg væk fra pandeslagene og åbnede døren til rumskibet. Her blev jeg mødt af endnu flere ting, som jeg enten havde glemt i mellemtiden eller udviklerne har beriget spillet med.

De første nye portaler på rumstationen, som fangede min opmærksomhed, var en til at bygge nyt udstyr via en smede-funktion og en anden med betegnelsen "Deep Dive". Dybere missioner i den alt andet end fredelige undergrund. Fælles for netop disse to skærme er dog, at man skal forfremme en af de fire spilfigurer; Engineer, Gunner, Driller eller Scout. Efter noget søgen rundt efter en knap til en hurtig forfremmelse, så erkendte jeg, at dette krævede en solid indsats - og et level-niveau 25. Bom bom, afsted i en vertikal linje direkte mod undergrunden. Mit første valg af figur til dedikeret spilindsats var ingeniøren. En spiltype der bl.a. hurtigt kan bygge et lille maskinkanontårn og ellers er i stand til at skyde platforme forskellige steder i terrænet. Pænt praktisk i denne til tider snørklede undergrund. En sand fornøjelse at spille, og efter lidt over 20 timer så ramte jeg level 25 med min bandende og øldrikkende dværg. Men før dette hjørne blev mejslet ind i klipperne, så lad os lige runde andre at de nye elementer i spillet.

Det grundlæggende værktøj for alle rumrejsende minedværge er selvsagt en hakke. Jeg bemærkede nu en konsol helt og aldeles dedikeret til at opgradere denne essentielle armforlænger. I modsætning til mange af de andre ting man kan opgradere, såsom våben og andet udstyr, så er det her ikke via penge optjent i minerne eller nye niveauer nået gennem kampene. Man skal derimod finde helt specifikke dele gemt i minerne. Efter de over 50 timer jeg har brugt i spillet, i forbindelse med denne anmeldelse, så lykkedes det mig alene at finde tre. Man kan så absolut ikke udelukke, at jeg har overset instruktioner på hvordan man får de behårede dværghænder på flere dele. Fælles for alle de mange nye opgraderinger er, at de virkelig mærkes. Der er intet mere irriterende end at kæmpe sig til lir, gadgets og ekstra stjerner for så at erkende, at ens ærtebøsse er præcis ligeså impotent som før. Dette er så heldigvis ikke tilfældet her. Alle opgraderinger giver nye oplevelser, hvorfor man hurtig fanges i en iver for at få den næste.

Faktisk er fællestråden for mange af de nye tiltag en ekstra lyst til lige at tage et spil til. Smider man så oveni, at der er kommet nye spilmodes - og at alle baner syner friske og nye hver gang, så har vi her en sprængfarlig og afhængighedsskabende spiloplevelse. En af de nye spilmodes kaldes på klinkende dansk for "Punktudvindelse" eller "Point Extraction" hvis man fornuftigt nok har valgt engelsk som sprog. Lad os hurtigt konstatere at den danske oversættelse er ganske humoristisk og ikke helt på plads endnu. Men videre i teksten. Netop den spiltype brugte jeg mange timer i. Her har man en stor platform, hvor ens fund kan afleveres. Stedet er bevogtet af kanoner - og de evigt tilbagekommende horder af monstre kan med fornuft bekæmpes herfra. Når så missionens kvote er nået, så kaldes hjemturen ind. Hektisk, og til de dage, hvor man ønsker en god omgang action. En anden spiltype der kan være lidt mindre hektisk, er æggejagten (sæt nu det sprog til engelsk, folkens!). Her skal man finde nogle æg begravet på banerne. Man kan se deres placering på et 3D-kort, der kan hives frem ved et tryk på en knap.

Det elegante ved kortet er linket til hele spillets innovative banedesign, hvor man kan bore og hakke sig til alternative veje. Jeg nævnte det for to år siden, og jeg blev igen rå-forelsket i netop dette her i 2020. Så simpelt - og så lige delt befriende og til tider frustrerede. Den destruktive kreativitet sammen med de altid nye baner gør Deep Rock Galactic til helt sin egen. Det er stadig en spiloplevelse, hvor dyrkning af egne veje i minerne uden skelen til de optil tre andre coop-medspillere vil bringe en i ballade meget hurtigt. Det er i den grad en coop-levelse - og selvom der eksisterer en mulighed for at spille solo, så tvivler jeg på mange udnytter den.
Onlinedelen kan hurtig åbnes via en central platform på rumstationen. Her kan man vælge missioner eller springe på et spil der er i gang. Hopper man ind i slutningen af et igangværende spil, så henter man stadig massive gevinster i form af mineral, XP og penge. Men det føles altså lidt fladt ikke at kunne mærke teamindsatsen og den befriende virtuelle stolthed ved at rejse hakken og råbe "Rock and Stone" sammen med de andre dværge i fartøjet på vej op efter udfordringerne i undergrunden. På rumskibet kan man mellem missionerne gå i baren. Her låses jævnligt op for nye øltyper, som så kan bidrage med specielle styrker under næste mission. Jeg giver en omgang, venner! Udover bare at spille ens yndlings spiltyper, så kan via en anden konsol tilmelde sig såkaldte assignments. Har man stadig ikke slået det danske over til det engelske, så står man her overfor "anvisningsmissioner". Dette er en sekvens af missioner, som man kan snuppe og herefter hente massive gevinster. Det kan være tegninger til smede/forge-delen eller andre brugbare dele. Der kommer på ugebasis nye af slagsen, og det er endnu en sten i den efterhånden massive afhængighedsskabende oplevelse.

Skulle man begynde at finde de fem spiltyper trivielle, så er der nu også indført forskellige benspænd i nogle af missionerne. Selvom jeg har spillet dette fantastiske spil alt for meget her i den sidste periode, så er jeg ikke sikker på, at jeg har prøvet alle endnu. Jeg prøvede f.eks. en med tynd atmosfære, hvor stemmerne pludselig blev til mussepip, og ens hop endte med kolonorme spring. Af de mere udforende fik jeg også oplevet eksploderende bugs, hjemsøgte huler og defekter på ens skjold. Andre igen er mere positive, hvor jeg eksempelvis fik en med gyldne kryb, som ganske bogstaveligt gjorde at der var særligt mange fjender der droppede guld, når man havde tømt et magasin i dem. Friske elementer! Her i sidste spil i dag inden denne anmeldelse blev forfattet, så oplevede jeg pludselig en såkaldt event på en bane! Her skulle vi slå 150 monstre ihjel med vores hakker, som så blev forstærket via en portal vi havde fundet. Den konstante fornyelse syner at fortsætte. Er dette ikke nok, så bemærkede jeg allerede nu tre tilkøbspakker, som sikkert har deres andel af kosmetik og skins til diverse dele. Men dem har jeg endnu til gode.

Der hvor børnesygdommene stadig skinner igennem er via stabiliteten af onlinespil. Enkelte dage omkring den officielle udgivelse den 13. maj var det helt håbløst på Xbox One. Man blev smidt af, eller spillet frøs. I mildere grad, men dog stadig, kan der stadig være perioder med dette. Efter to år i preview - og med en stor trofast fanskare allerede, så vil jeg mene dette kunne gøres bedre. Spillet fortjener så meget succes, men der skal altså strammes noget op her. Når vi nu har nej-hatten på, så kunne jeg også godt have brugt en tutorial. I starten troede jeg det var fordi jeg havde spillet det før, at jeg alene fik små stumper tekst med råd under load-skærme. Kald mig gammeldags, men jeg ville gerne have haft en fremstrakt velkommen-til-hånd. Efter mange timer i spillet fandt jeg dog en skrevet tutorial i en af menuerne - miners manual. Med så meget spænding og spilglæde samlet et sted, så gider jeg altså ikke klikke mig igennem en manual.

Men lad os komme tilbage til min figur, der efter mange timers spas i undergrunden kunne forfremmes. Level 25. Ceremonien foregik på rumstationen. Nu er der så åbnet op for nye konsoller. Deep Dive var den der vakte min nysgerrighed mest. Vi snakker her missioner der er hårdere, og som desuden er opdelt i flere stadier. I modsætning til de andre normale missioner, så kan man ikke her springe direkte ind i et igangværende åbent spil. Man skal vente og samle venner som også har forfremmede figurer at spille med. Skulle dette så ikke være nok, så er der et niveau over - eller under skulle man måske mere rigtigt skrive. Deep Dive Elite. Jeg skal være ærlig og erkende, at jeg endnu ikke har prøvet dette, da jeg får seriøse klø i normal Deep Dive endnu. Men planen er lagt, og jeg spiller i disse dage frem mod at opgradere nogle våben og så ellers finde et godt team. Deep Dive Dream Team, kom frisk!

Jeg har genlæst min gamle anmeldelse og må erkende, at jeg sidder tilbage med helt samme iver nu i 2020. Hold nu op et lækkert spil! Der går med sikkerhed ikke endnu to år, før jeg igen griber controlleren til Xbox One-konsollen eller tasterne til PC-en og tager en tur i minerne. Faktisk er jeg nu efter min grundige smagsbedømmelse blevet så hooked, at jeg helst skal have min daglige afstressende stund i minerne. Spillet kan som nævnes bruges på mange måder; både til dagene hvor man ikke rigtig har brug for andet end ro og en nærmest zen-agtig færd igennem grotterne - og så de andre, hvor der skal action til, og venner er hidkaldt til online gaming. Jeg har leget tre uger med spillet her nu, og jeg kan ikke erindre så tydeligt at have mærket et spilprodukt under konstant udvikling. Man mærker der er liv og energi bag kulisserne, og at de kære folk fra Ghost Ship ikke er i nærheden af at afslutte opgaven på trods af stemplet som officielt udgivet. Jeg håber vi ses i minerne. Rock and Stone!