På ærgerlig vis er det sjældent de tekniske hestekræfter eller nye stortitler, der overrasker mig ved annonceringen af nye konsoller.
Faktisk er det i højere grad hvor absolut opsatte Sony og Microsoft virker på at gentage hinandens åbenlyse fejl. Nintendo har deres helt egne problemer, så dem vil jeg holde udenfor denne debat.
Da den verdensdominerende PlayStation 2 i sin tid skulle have en efterfølger, blev artageren i form af PlayStation 3 skabt med en uhørt snobbet attitude, mangel på fremtidsplaner og elendige designvalg.
Ved siden af stod Microsoft med deres Xbox 360, der til sammenligning virkede gennemtænkt, åben og fuldt ud planlagt til en fremtid, hvor det at gå online med vennerne skulle være noget der var tilgængeligt for alle.
Af et utal af årsager virker det nu igen som om at de to giganter har tænkt sig at bytte roller. Microsofts mange planer om tv-dominans og en lukket arkitektur afskrækkede millioner af spillere over hele verden, mens Sony til gengæld har snakket om åbenhed og et fokus på spiloplevelser, lige siden de første gang nævnte navnet PlayStation 4. Det er en skidt start for MS, selvom de er kommet efter det en smule eksempelvis ved at åbne op for indie-spil.
Jeg forstår dog stadig ikke beslutningerne. Hvordan kan så store firmaer, med så mange ressourcer og et så markant greb om markedet, blive ved med at gentage de samme fejl, og aktivt afskrække det publikum de efterfølgende må bruge årevis på at genvinde?
Og er det virkelig meningen at vi skal forvente det samme sker næste gang, det igen bliver tid til nye konsoller?