Det overrasker mig ikke at de nye konsoller fra Microsoft og Sony allerede nu synes ivrige efter at fylde deres spil med mikrotransaktioner. Den slags var at forvente, når man kigger på spilmarkedet som helhed. Men jeg er endnu ikke sikker på at jeg helt har kunnet gennemskue design-tankegangen, hvis vi da lige ser bort fra den åbenlyse iver efter at tjene flere penge.
Hvor mikrotransaktioner for kort tid siden var noget, der typisk finansierede gratis spil, er den slags nu også blevet en ganske almindelig del af spil til fuldpris. Bare fordi man køber et spil til 499kr, er man altså ikke længere fredet for den slags, selvom nogle spil naturligvis er bedre end andre til at gemme muligheden i baggrunden.
Jeg har ingen anelse om hvor stor en procentdel af spillerne rent faktisk vælger at benytte sig af muligheden for mikrotransaktioner i et fuldpris-spil. Men hvis vi nu som eksempel siger, at det kun drejer sig om 15%, undrer det mig at det resterende publikum på 85%, som også har betalt fuldpris, skal plages med uvisheden om hvorvidt de går glip af noget, eller får oplevelsen trukket i langdrag, fordi de ikke er villige til at betale ekstra.
Ligesom de digitale tons spam-mails vi alle modtager dagligt, er tankegangen bag mikrotransaktioner naturligvis også, at sandsynligheden for indtjening er større, jo flere folk man præsenterer muligheden for. Men hvornår bliver det for meget?
Hvor går grænsen mellem mikrotransaktioner som potentielt hjælpemiddel og mikrotransaktioner som nødvendigt køb? Findes den slags overhovedet? Og er det overhovedet rimeligt at inkludere den slags i et spil til fuld pris?