Dead Rising 3

Lad mig få sagt det her fra starten: Jeg brød mig ikke rigtig om det første Dead Rising. Jeg havde masser af sjov med sandkassen, med at skyde hockeypucker i hovedet på zombier og meje flokke af de udøde ned med indkøbsvogne, men jeg kunne ikke udstå måden spillet var struktureret, især måden save-punkter var implementeret på. Og så var der de frustrerende bosskampe - tanken om dem giver mig stadig kuldegysninger. Jeg vendte tilbage til spillet adskillige gange, fast besluttet om at give det en chance mere, mest fordi jeg havde haft det sjovt med dets våben, men hver gang endte jeg med skuffet at lægge det fra mig igen.

Så det var med en vis tøven at jeg satte Dead Rising 3-skiven i min Xbox One. I starten var jeg ikke videre overbevist af seriens tredje spil, hvor rå kanter og minder om forgængerne stjal rampelyset. Men jeg skiftede mening omkring to timer inde. Da spillet først havde sat sine virus-befængte tænder i mig, ændrede jeg min oprindelige konklusion: det her er mit yndlings-Dead Rising.

Den legesyge og farverige æstetik er væk. Det samme er det tegneserieagtige bud på virkeligheden. DR3 er et mere beskidt og stemningsfyldt bud på formlen, men tag ikke fejl, det er Dead Rising helt ind til benet.

Man styrer stadig en overlever - denne gang en mekaniker ved navn Nick Ramos - og bevæger ham rundt i en zombie-fyldt verden, hvor man redder indbyggere fra de udøde, kæmper mod uret for at nå delmål, opklarer mysteriet omkring det seneste udbrud, og samler genstande op fra omgivelserne og bruger dem på voldelig (og ofte komisk) vis.

Der, hvor Dead Rising 3 i mine øjne forbedrer opskriften, er i det visuelle skift og ændringerne i save-systemet. I en normal gennemspilning kan du gemme hvor som helst, så al progression bliver bevaret (omend din placering i verdenen ikke bliver gemt - i stedet sendes du tilbage til sidste checkpoint). Du kan også gemme ved de mange "festivaltoiletter" der er placeret rundt omkring, og dem er der rigeligt af. Jeg føler mig aldrig skidt behandlet af save-systemet, og derfor har jeg det meget sjovere med spillet.

Bosskampene er også en forbedring. Det er en subtil en af slagsen, men jeg oplevede at de var langt lettere at gå til. Som i de forrige spil er bosskampene ofte mod psykopater, der udnytter zombie-udbruddet, men denne gang er de som regel valgfrie og blokerer ikke for progression i hovedhistorien. Og selvom man nok kommer til at dø et par gange i de få bosskampe, man ikke kan undgå, føles ingen af dem uoverkommelige. Nærmer man sig visse psykopater for tidligt, byder de på en hård og til tider overvældende udfordring, men når man først har fået styr på spillets systemer, er der intet, der er for svært. Sejren er altid inden for rækkevidde. Der er en fin balance mellem sværhedsgrad og tilgængelighed.

Trods al sin barskhed grænser Dead Rising 3 til det fjollede. Jeg kan godt lide den nye og mørkere stemning, men den virker nogle gange lidt malplaceret, når den står over for de latterligheder, der er til rådighed for spillere, der vil udforske de mere ekstravagante sider af spillets design. Det er tydeligvis lavet for at tiltalte to forskellige markeder: dem der kunne lide legesygen i de første to spil, og dem der vil have noget lidt mere modent. For det meste er man selv herre over hvordan det skal udspille sig, men nogle gange flyder grænserne sammen, og man havner i et ingenmandsland mellem spillets to identiteter.

Denne udviskede dualitet ses mest prominent i de våben og køretøjer, man bruger i spillet. DR3 foregår i en by (omend en lille en af slagsen), delt op i fire områder og forbundet via motorveje. Der er ingen loading, mens man bevæger sig rundt (selvom load-tiden, når man dør, er omkring 45 sekunder - hvilket godt kan føles langt, hvis man dør flere gange inden for kort tid), og verden er stor nok til at man får brug for et køretøj for at komme fra den ene del til den anden.

Og der er rigeligt af dem at vælge mellem. Blinkende forlygter viser om de er i stand til at køre, og efterhånden som du finder diverse tekniktegninger rundt om i verdenen og har opgraderet dine combo-evner, kan du bygge dine egne custom-køretøjer (ved at parkere to almindelige køretøjer ved siden af hinanden, stille dig mellem dem og trykke A). Der er et fint udvalg af hjemmebyggede øser, de er mere robuste end de normale biler, og de har våben og funktioner der gør det til en fornøjelse at pløje gennem zombier.

På samme måde kan våben kombineres til mere potente udgaver. Nogle af kombinationerne giver absolut ingen mening, og ligner på ingen måde deres delstykker (det samme gælder bilerne), men det er en lille anke. For det meste er det et sjovt system der opfordrer til udforskning for at finde de påkrævede tekniktegninger, og de værktøjer, du bygger, kan have afgørende betydning i de sværere situationer, man finder sig selv i. Modsat Dead Rising 2, hvor du var begrænset til at bygge våben ved arbejdsbænke, kan du nu sammensætte dem hvor end du vil, hvilket betyder at der er større lejlighed til at se de mange forskellige muligheder.

Efterhånden som du leveller Nick op, bliver han i stand til mere. Hvert level belønnes med attribut-point, der kan bruges på at øje visse evner (health, inventory-størrelse, nærkamp, etc) og combo-muligheder (biler, trucks, nærkamp, afstandsvåben). Der er en pæn del fleksibilitet i hvordan du kan specialisere dig, og når du først har gennemført spillet, kan du starte forfra med alle stats intakte. Du har også en meget bedre forståelse for hvor ting befinder sig i verdenen, og kan drage nytte af dette i efterfølgende gennemspilninger.

Historien er spredt ud over ni kapitler. I den almindelige story mode har du syv dage - hvilket er mere en rigeligt til at nå det hele - før du er nødt til at undslippe byen. Militæret har planlagt at bombe hele området for på den måde at udrydde den seneste zombie-epidemi.

For dem, der vil have en oplevelse mere lig det første Dead Rising, er her Nightmare Mode. Her har du mindre tid til rådighed, så der ikke er nok minutter i dagen til at redde alle, og de zombier, du står overfor, er stærkere (men med de evner, du opbygger over en fuld gennemspilning, er de stadig til at klare). Det er kort sagt den gamle Dead Rising-udgave af spillet, med mere tidspres. Der vil være indhold, du går glip af, og overlevende som dør fordi du ikke kan redde dem i tide, så hvis du vil træffe valg om liv og død, er det her, de skal træffes.

Undervejs møder du et eklektisk mix af figurer, der alle sender Nick ud på en række opgaver (for det meste kurér-opgaver) rundt omkring i byen. Selve plottet, som det så ofte er med zombie-genren, grænser sig til det B-filmsagtige, men det serveres på underholdende vis. Der er nogle oprigtigt sjove øjeblikke og masser af intriger i den overordnede fortælling, og Nick er en sympatisk figur (selvom han er lidt af en våd klud i starten). Der er twists og drejninger undervejs, og især det sidste kapitel bliver håndteret godt (der er adskillige slutninger afhængigt af ens valg undervejs - den jeg oplevede var svær men brillant).

Her er SmartGlass-funktioner hvor man kan bruge sin mobil eller tablet til at assistere på ens rejser, ved at sætte waypoints og indkalde luftangreb. Desværre har vi ikke kunnet teste denne funktion - vi kunne ikke få den til at fungere. Den egner sig åbenbart til co-op, hvilket er et andet element, vi heller ikke har kunne teste. Kinect-funktionerne virker til gengæld. Du kan råbe af zombierne, og via mikrofonen fanger du deres opmærksomhed på skærmen. Har du Kinect sluttet til, og en zombie griber Nicks fod, skal du ryste controlleren for at slippe fri - slukker du Kinect, erstattes den funktion i stedet af et knaptryk med en timer. Et bekymrende problem med Kinect er, at spillet nogle gange forlader pausetilstand af sig selv, hvilket har ført til dødsfald mens vi var på toilettet. Med Kinect slået fra var det ikke noget problem.

Trods al denne hyldest har Dead Rising 3 stadig nogle betydelige problemer, der skal nævnes. Som lanceringstitel vil grafikken og den tekniske side af spillet selvfølgelig få en masse opmærksomhed. Desværre er ingen af delene i top. Det beskidte grafiske lag virker bestemt, men det afleder ikke opmærksomheden fra de mange grafiske skønhedsfejl, du opdager efterhånden som du bevæger dig rundt i den fiktive by Los Perdidos. Sceneri popper op, teksturer faser ind og ud, og der er rigeligt med glitches (genstande der svæver i luften og så videre). Der er blevet sagt meget om spillets billedhastighed, og selvom den tager et dyk fra tid til anden, er den aldrig nået så langt ned at det gik ud over oplevelsen for mit vedkommende. Overordnet er det tydeligt, at der ikke er blevet brugt nok tid på at polere det færdige produkt, hvilket sikkert er udtryk for tidspresset med at nå lanceringsdatoen.

Der er et imponerende antal zombier på skærmen, især når man kører på motorvejene, der binder de fire bydele sammen. Der er ikke den store variation i zombiernes udseende, men det kan undskyldes med det store antal. Hvad der ikke kan undskyldes er de zombie-opstillinger, man ofte ser, hvor store grupper af udøde står frosset i positur, og venter på du kommer tættere på, inden de vækkes til live. Det ligner nogle gange at de leger zombie-stopleg, og det er en jævnlig påmindelse om, at spillet stadig har tekniske begrænsninger, trods det imponerende antal zombier på skærmen.

Trods de førnævnte mangler er Dead Rising 3 et sjovt spil. Spilverdenen er lige nøjagtigt stor nok til at den bliver ved med at være interessant (selvom den ikke er stor nok til at sammenligne med andre open world-eventyr som Far Cry 3 eller GTA V), og der er rigeligt at lave i dets sandkasse. En venlig sjæl kontakter dig jævnligt på walkie-talkie for at fortælle dig om overlevende, der er strandet i byen og har brug for hjælp, og der er rigeligt med bygninger at udforske, der hver byder på samleobjekter og tilsyneladende irrelevante genstande der kan bruges til åndssvage nye våben.

Søger man de komiske løjer fra seriens tidligere spil, er her nok af den oprindelige ånd til at det stadig er muligt, til trods for den mere rå tone. Nogle vil måske ikke synes om det nye save-system og mere afslappede syn på tidsregning, men i så fald kan man bare springe direkte til Nightmare Mode, da det er mere i tråd med det, der er gået forud. Har du ikke spillet serien før, og leder du blot efter en anstændig zombie-fest i en åben verden, du kan udforske, finder du det også her. Hvis du kan tilgive det faktum, at det ikke er den perfekte reklame for next-gen gaming, er der rigeligt med grunde til at tage til Los Perdidos.