Dead Rising 2: Case Zero

Zombier har i efterhånden meget lang tid været en stor del af spilmediet, fra den langsomme slags med fremadstrakte arme som i de tidlige Resident Evil-spil, til de mere adrætte, der ofte set i hælene på fire helt almindelige mennesker.

Men en stor, åben legeplads med de rådne lømler fik vi først med Dead Rising. Og som en forsmag til to'eren har jeg hakket, skudt og tævet løs på de stakkels livlige lig. Case Zero byder på elementær action i tredjeperson, hvor alt fra sammenrullede aviser til potteplanter kan bruges som våben mod de levende døde, og visse ting kan kombineres til grufulde eller bare spøjse dødsmaskiner.

Historien starter uskyldigt nok. Chuck Greene stopper i den lille by Still Creek for at tanke sin bloddryppende firhjulstrækker op. Hans lille datter Katey er inficeret med zombie-virusen og har brug for medicin. I et uopmærksomt øjeblik bliver Chucks bil og al medicinen stjålet, og i samme sekund går det op for Chuck at hele byen er inficeret af den genstridige virus.

Derefter går det ned ad bakke, en ødelagt motorcykel skal samles og ikke kun zombier skaber problemer for Chuck og Katey.

Personerne er klart den stærkeste del af historien. Chuck Greene ligner muligvis en hårdnakket motocross-supermand, med kæbe som en skovhugger, men hans datters tragiske sygdom gør ham mere sårbar en hans barske udseende antyder. Hans datter ser umiddelbart ud som produktet af en fokus-test for at skabe den sødeste lille pige, men det umiskendeligt sygelig skær i hendes hud gør giver en fornemmelse af at hun kan falde død om, for så at vågne igen, når som helst.

Stemmeskuespillet er hovedsageligt en fryd - selv Katey, der snildt kunne gøre os til publikum for en sukkersød pibende pigestemme, holder sig på et realistisk, menneskeligt plan. Faktisk blev jeg overrasket, da jeg ikke havde regnet med det store fra denne side, men Chuck og Kateys far-datter samtaler var veludførte om end en anelse formulariske.

Den ekstremt korte længde er helt klart spillets største minus. Det tog mig under fire timer at gennemføre spillet - to gange. Den korte længde og tidsbegrænsede opgaver gør at der ikke er særligt meget tid til at fjolle rundt i de tungt befolkede gader og bygninger i den lille by. Det er en stor skam, for når man endelig har fundet sit yndlingsvåben og vil ødelægge zombiernes dag, har urets visere efterhånden drejet langt omkring.

Godt nok har Capcom sat prisniveauet lavt med dette spil og der er såmænd også god grund til at give det mere end en omgang, men den korte længde giver spilleren meget kort tid til at gøre sig tilpas i den zombificerede verden.

Præcis som i det første Dead Rising er det uhyre morsomt bare at give sig i kast med noget zombie-udryddelse, og kombinationsvåbene giver det en ekstra dimension. En rive og et bilbatteri bliver til en drabelig kleppert, der med sine elektriske stød kan sende intetanende zombier flere meter hen ad asfalten.

Grafisk er Case Zero såmænd ikke en perle. Ansigter, forrådnede eller ej, ser fine ud og den lille by ser nogenlunde realistisk ud, men der er bare ikke nok stil over beliggenheden til at gøre indtryk som den neon-klædte hovedattraktion i det fulde spil.

Case Zero gør sit arbejde som prolog helt fint, man bliver introduceret for karakterene og får vækket appetitten før hovedretten. Det er dog ikke uden problemer, for når man først er blevet bidt (af spillet, ikke zombierne) lakker det allerede mod enden. Men det er sikkert også tanken.

Hvis du har svært ved at vente til Dead Rising 2 og har oplevet alt hvad det første har at byde på, kan denne snack sagtens overvejes, forvent dog ikke mere underholdning end en lejefilm. Til gengæld er den lave pris muligvis en god nok undskyldning for at gå i lag med baseballbattet, høtyven og den evigt populære motorsav.