Dead Nation

Verden har desperat brug for et nyt Zombiespil. Det skal centreres om en verden, hvor de levende døde atter engang har rejst sig fra graven, med kun ét mål i tankerne: Det største og bedste ædegilde verden nogensinde har set.

Sådan må filosofien have lydt hos Super Stardust HD-udviklerne fra Housemarque, der efterhånden er det eneste spilstudie uden et zombiespil på repertoiret.

Dette ændrer sig med Dead Nation, der med Jack McReady og Scarlett Blake i hovedrollerne indbyder til en blodig bytur af den bedste skuffe, og lad mig være den første til at sige, at det er en kærkommen tilføjelse til et usædvanlig zombieløst spilbibliotek, der pryder PlayStation Store.

Der står menneskehjerne på menuen, og det ser desværre ud til, at jeg som eneste levende i miles omkreds helt ufrivilligt er blevet udpeget som æresgæst til festmiddagen. Udrudstet med et tåbeligt navn, et temmelig småt, men effektivt arsenal og en knyttet næve der siger spar to, er målet nu at nå fra punkt A til B.

Trods det at spillet kører med en top-down kameravinkel, som oplevet i Burn Zombie Burn! og Zombie Apocalypse, så tager Dead Nation stor afstand til slagsbrødrene, og mæsker sig i stedet i idéerne indført i Left 4 Dead-serien.

Har man tilbragt tid i selskab med Valves storsællert i noget der ligner fem minutter, så kender man også til frygten for at der om hver en mørk gyde, udhullet dør eller sågar bagrummet i en lastbil til hver en tid kan udbryde en hel horde af zombier. Det samme er der lagt vægt på i Dead Nation, og jeg vil tilmed gå så langt som at kalde det endnu mere skrækindjagende, når ens udsyn begrænses til et par meter rundt om en.

Man kan nemt blive lokket til at tro, at skyde på må og få er den bedste løsning, men virkeligheden er en anden. Dette spil har lige store dele strategi og shooter i sig, for lægger man ikke en slagplan bliver man straffet. For selv på den regulære sværhedsgrad, der går som den næstletteste ud af fire, vil man have mere end rigeligt at kæmpe med, eller rettere sagt mod.

Det regner nemlig ofte med zombier, og det føles ofte som om der er flere hundrede af dem på én gang. Heldigvis valgte samtlige mennesker at parkere deres biler rundt omkring i byen, med alarmen slået til, inden de tog på den evige søgen efter hjerner.

Bilernes alarmer kan bruges som pusterum, i og med at zombierne hader alt der laver larm. På den måde kommer dertil også valget om man vil tømme alverdens snackautomater for helbred i form af mad, eller om man ønsker at maltraktere og bruge dem som lokkemad.

Der er lagt stor vægt på at oplevelsen skal deles med en ven ved sin side. Særligt ved banernes regelmæssige blokader, som når en gangbro skal aktiveres, eller en elevator skal hidkaldes. Her handler det om at holde stand mod et helt hav af zombier, der sendes afsted i mindre bølger. Det er kaotisk, stressende og vigtigst af alt hylende skægt. Det lugter så langt væk af Left 4 Dead, at det næsten skulle være et kritikpunkt, men det er på alle punkter bare så perfekt iscenesat og hjerneblæsende morsomt

I takt med at man kommer længere bydes der på både opgraderinger til eksisterende våben, mens der løbende introduceres nye. Våbnene er ikke altid lige plausible, men får jobbet gjort, ofte efterfulgt af et virvar af blod, sprængte lemmer og hvad der ellers hører til i et blodbad.

Dead Nation lader ikke til at føre noget sønderligt nyt med sig. I stedet låner det fra de bedste på markedet og optimerer det til så stor en grad, at det er svært at få hænderne ned.

Spillet er ganske underholdende hvis man spiller alene, men formår virkelig at skinne igennem i tæt samarbejde med en ven, lad det være enten online eller offline. Der eftersøges en mulighed for at spille op til fire i ét spil, samt et større udvalg af våben, men ellers lader Dead Nation til at blive et brag af en gadefest når det dukker op på PSN meget snart.