Jeg overdriver nok ikke, når jeg siger at udviklingen af Dead Island 2 har været problematisk. Det hele startede for omkring 10 år siden og i den periode har der været ikke mindre end tre udvikler-teams på projektet. Nu er det endelig lykkedes at få Dead Island 2 klar til udgivelse, og man kan næsten have svært ved at tro, at det faktisk er det efterhånden sagnomspundne spil man sidder med.
Man må rose udgiveren Deep Silver for at være vedholdende. De kunne let have trukket stikket, når projektet, gentagne gange, tilsyneladende tæt på målstregen, kuldsejlede. De har stået fast, og nu er det tid til at få investeringen ind igen - om det nogensinde vil lykkes, kan man måske være i tvivl om. Men hvordan klarer dette problembarn sig så, ude i den virkelige verden? Det kigger vi nærmere på her.
Dead Island 2 er et action-rollespil, og det udspiller sig omkring 10 år efter det første spil. Denne gang foregår handlingen i Los Angeles, eller Hell-A som byen kaldes, der er lukket ned efter zombier har overrumplet byen. Man starter ud med at vælge mellem seks forskellige karakterer, som alle er tilpas over-the-top, præcis som man forventer i et spil af denne type - der er næsten gået Saints Row i den, for det er bestemt ikke seriøsitet, der bliver sigtet efter her. Man kan blandt andet vælge mellem hustleren Bruno, mekanikeren Carla, stripperen i brandmandskostumet Ryan og rasta-stuntmanden Jacob fra London. De har naturligvis alle forskellige styrker og svagheder og forskellige specielle egenskaber - og jeg endte med at gå med den eksotiske brandmand, da hans stats virkede perfekte til at modstå en zombie-apokalypse.
Dead Island 2 er semi open world og det vil sige, at det er inddelt i nogle større områder, hvor man mere eller mindre kan bevæge sig hen hvor man vil. Der er dog masser af låste døre, låste porte og spærrede veje, men der lægges op til, at man undersøger omgivelserne, mens man bevæger sig fra det ene punkt til det næste i kampagnen. Man får også rig mulighed for at udforske omgivelserne, hvis man tager nogle af de 33 side-missioner, man løber ind i undervejs, men det er vigtigt at understrege, at det her ikke er en åben verden ala Ubisoft, som er spækket med ting man kan lave. Det er en langt mere lineær oplevelse, med mulighed for mindre sidespring, som dog bestemt er værd at tage ind imellem.
Der går naturligvis ikke længe, inden man er i gang med at kvase zombier. Det er virkelig en blodig omgang; blodet sprøjter helt bogstaveligt og man kan nærmest skille zombierne ad som man ønsker det. Slå dem på den samme arm et par gange og den falder af. Slå dem i hovedet et par gange og underkæben hænger og dingler, inden den til sidst falder af et helt blodigt og smadret ansigt. Stik dem i maven og indvoldene pølser ud. Bræk deres ene ben og de tumler rundt på stumpen, der er tilbage. Man kan også med fordel bruge omgivelserne; sæt strøm til en pool fyldt med zombier, skub dem ind i nedfaldne strømledninger eller sæt ild til oliepletter på jorden. Altid en fest.
Undervejs samler man massevis af våben op, i starten primært håndvåben som jernrør, koben, billardkøer, dækjern, køller, økser, river og diverse VVS værktøj, samt macheter, spader, sværd og store skruenøgler. Man får senere også adgang til skydevåben og såkaldte Curveballs, som er forskellige typer af for eksempel rørbomber, som man kan kaste efter de arme zombier. Så der er masser af isenkram man kan bruge til at udrydde de udøde og dette isenkram skal løbende repareres og opgraderes med de materialer man samler op undervejs og de kan ligeledes opgraderes med forskellige egenskaber.
Desværre har Dead Island 2 er meget underligt våbenhjul - altså her hvor man vælger hvilket våben man vil bruge. Det er lidt svært at forklare, men fordi man kan have så mange våben med sig, så ligger våbnene ligesom "i flere lag" og man kan kun flippe rundt mellem dem som ligger i øverste lag. Det er lidt svært at beskrive og det var først efter mange timer i selskab med spillet, at jeg endelig forstod hvordan det virkede - og selv der, var det noget bøvlet at bruge.
Kampsystemet virker tungt (på den gode måde) og man kan virkelig mærke, når man tæsker en kæmpe skruenøgle gennem tindingen på en lidt for nærgående zombie. Man skal dog passe på ikke at blive overrumplet, da zombierne er specielt farlige i flokke, fordi nogle af dem er virkelig hurtige, andre er utroligt stærke og nogle eksploderer eller er ladet med strøm. Disse forskelligheder er igen noget man kan bruge til ens egen fordel, for det er altid en stor fornøjelse, at slå på de granater visse zombier har spændt om maven, så granaterne begynder at ryge, sparke zombien ind i gruppe af ligesindede og så sekunder efter se dem alle eksplodere i en rød sky af blod, indvolde og legemsdele. Som en fin detalje, er zombierne ikke bare kroppe i forskellige stadier af forrådnelse, men man kan let se på dem om de tidligere har været for eksempel en stuepige på et hotel, en surferdude, en politibetjent, en soldat eller en soccermom.
Dead Island 2 byder på noget som hedder Skill Cards. I løbet af spillet åbner man op for disse kort, fordelt på fire kategorier; Abilities, Survivor, Slayer og Numen og de giver forskellige egenskaber og styrker. Det kan for eksempel være, at man kan lave et kraftigt flyvespark eller at man udleder en trykbølge, som skubber zombierne væk, når man bruger et health kit. Man åbner løbende op for mange forskellige af dem og man kan med tiden få op til 15 af disse kort (egenskaber) med sig og man kan løbende skifte dem ud, alt efter ens spillestil og hvilke styrker og evner man vi fokusere på. Det er i virkeligheden perks eller et evnetræ, udformet som kort.
Som det måske fremgår, så er Dead Island 2 bygget op efter en ganske velkendt skabelon - på både godt og ondt. Man kan godt mærke, at grunddesignet er lagt for en del år siden, med den lidt lukkede og lineære spilverden med lidt for mange låste døre, med lidt for mange kufferter, skabe og skuffer, der skal åbnes for at finde brugbare materialer. Missionerne er også oftest til den simple side, hvor det typisk er noget med at rydde et område for zombier, før man kan bevæge sig videre. Men på den anden side, så har et simpelt actionspil, hvor man bare slår hjernen fra, da heller aldrig været et problem, vel? Man kan i øvrigt spille sammen med to andre spillere i co-op, på tværs af PS5 og PS4 og på tværs af Xbox Series X/S og Xbox One.
Hell-A er et smukt og solbeskinnet sted. Man starter i Bel Air og Beverly Hills og kontrasten mellem de smukke huse med de store pools og dyre biler og de blodige bunker af døde zombier og indvolde fungerer virkelig godt. Grafikken er flot, fyldt med detaljer, zombierne ser godt ud og så ser det altid ganske imponerende ud, måden de her zombier falder fra hinanden på og måden de vakler rundt, når man for eksempel hamrer et stort koben ind i nyrerne på dem. Lydsiden er effektiv og med til at højne effekten af ens våben, for lyden når man kvaser kraniet på en zombie, er ubehagelig troværdig (vil jeg gætte på).
Dead Island 2 er en svær størrelse at sætte en score på. Det er et af de spil, der er større end summen af dets dele. Det er et simpelt og til tider ensformigt spil, skåret efter en gammel og velkendt skabelon, men på samme tid, er det ganske underholdende - og det burde det, på papiret, faktisk ikke være. De nye Skill Cards fungerer fint, men er alligevel ikke helt det, som udviklerne gerne vil gøre dem til, men det er sjovt at tæve løs på zombierne med et utal af våben, mens man bruger omgivelserne til at gøre det hele endnu mere makabert. Der er overraskende meget indhold og kampagnen er lang, men man skal dog bare ikke forvente et spil, som byder på decideret nyheder og det kan føles en smule klaustrofobisk og begrænset til tider. Men underholdende og smukt, det er det faktisk.
Så, skal du hoppe på Dead Island 2? Det synes jeg faktisk du skal - i hvert fald hvis du ikke har noget imod god gammeldags hovedet-under-armen-splatter-action med et glimt i øjet, så kunne det sagtens være et glimrende bud på et godt tidsfordriv. Så efter mere end 10 år, så har den tredje udvikler på projektet, formået at komme i mål med det og de har faktisk skabt et spil, som er ganske underholdende at spille og som ikke føles som et projekt, der bare er smidt sammen, fordi at nu skulle der endeligt langt om længe lukkes for det her helvedes-projekt, som det MÅ have været for Deep Silver. Dead Island 2 overrasker positivt.