De Oversete: Divinity: Original Sin

De Oversete er en artikelserie på Gamereactor, hvor vi fremhæver spil, vi gerne ville have kigget nærmere på, men af den ene eller anden grund aldrig har givet den opmærksomhed, de fortjente. Vi kan ikke nå alt, selvom vi gerne ville - men det har vi chancen for at rette op på her. Dette er ikke en decideret anmeldelse, men et kort og hurtigt overblik over hvorfor den givne titel er interessant eller har fanget vores interesse

Tilbage i januar så 2014 ud til at blive et aldeles fremragende år for rollespilsfans, både på retrofronten såvel som i kæmpebudgetternes land. Det var før det viste sig, at årets store trend ville blive at udsætte til 2015, og således måtte vi skyde en hvid pil efter blandt andet The Witcher 3: Wild Hunt og Pillars of Eternity.

Det kan man selvfølgelig ærgre sig over, men trods et par prominente forsinkelser var det stadig et godt år for rollespil - ikke mindst takket være Divinity: Original Sin.

Det er udviklet af belgiske Larian Games, et studie som flertallet af vores læsere næppe har hørt om. Divinity-serien har været en umage størrelse gennem dens historie, hvor nogle spil har været gode, andre har været noget bug-fyldt rod (hvilket vist mest af alt var udgiverens skyld), og nogle har handlet om drager med jetmotorer på ryggen.

Altså har det ikke været alle spil i serien, der ramte lige plet, men det gør Original Sin i høj grad. Hvor mange andre retro-rollespil nævner guldalderen fra senhalvfemserne, der gav os spil som Baldur's Gate og Fallout, som inspirationskilde, søger Original Sin lidt længere tilbage, nemlig til Ultima VII. Et spil, der i sin tid bød på nærmest uhørt frihed til at gøre hvad man havde lyst til, gå på opdagelse som man ville, og stjæle fra hvem som helst - hvilket man så måtte leve med konsekvensen af.

Sådan er Original Sin kort sagt også. Det står dig frit for at begive dig ud af den by, man starter omkring, så snart du vil, også selvom du risikerer at blive spist af orker. Du kan ignorere historien som du lyster og kaste dig over sidemissioner, eller bare sætte dig dine helt egne mål.

Divinity: Original Sin er tydeligvis lavet på et beskedent budget, men det er faktisk et af spillets styrker. For selvom grafikken er primitiv sammenlignet med mastodonter som Witcher 3 eller Dragon Age: Inquisition, så betyder den, at ens fantasi kommer på arbejde, ganske som spillede man et gammeldaws papir-og-blyant-rollespil, og når alting ikke skal 3D-modelleres med høj detaljegrad, er det lettere at fylde spilverdenen med liv og genstande, man kan gå på opdagelse i.

Historien lægger ud som et regulært mordmysterie, hvor dine to hovedpersoner (et fint lille twist, der lader en spille hele spillet i coop) skal finde ud af hvem der har dræbt et medlem af byrådet, og om der eventuel er forbudt magi involveret. Der er åben tilgang til at løse mysteriet, alt afhængigt af dine figurvalg (klasserne spænder alt fra snigmorder til krigermagiker) og evner. Nu spoiler jeg måske lidt, men jeg vil klart anbefale alle at anskaffe den evne, der gør det muligt at tale med dyr. Dels fordi det er sjovt at småkonversere med alt hvad man møder af køer og får, men især fordi mordofferet havde en hund, og hundens dialog er noget af det sjoveste og mest hundeagtige jeg har set, siden den talende retriever i Pixars Up. Og så åbner den for en alternativ vej frem til mysteriets løsning.

Den slags er der meget af i Original Sin, situationer som man selv vælger om og hvordan man vil tackle dem. Her er katteromancer og grædende orker og mere til, samt et glimrende turbaseret kampsystem, som - hvis man virkelig power-gamer - kan misbruges på det groveste. Lad mig sige det sådan her, du skal ikke være bange for at lægge et par miner ud og lokke orkerne i en fælde.

Er du glad for rollespil, og husker du de gode tider omkring årtusindeskiftet med glæde, så er Divinity: Original Sin kort sagt et spil for dig. Det har guldalderrollespillenes spraglen og dybde, kombineret med mere moderne titlers tilgængelighed. Her er masser af detaljer, humor og frem for alt muligheder, og det er kort sagt et must for alle genrefans.