De første timer med Fire Emblem Engage er en lidt blandet oplevelse

Når man starter Fire Emblem: Engage, bliver man mødt af en cinematisk intro, hvor prinser og prinsesser med hår i alle regnbuens farver og supersoniske, nærmest babyagtige stemmer danser i kamp, mens de udveksler tåkrummende one-liners. Alt imens en generisk, boybandagtig popsang spiller henover. Det er et virkeligt dårligt første indtryk, der fik mig til at udbryde "ej okay..." og - ligesom det har været tilfældet med samtlige udgivelser i serien siden Fire Emblem: Awakening på 3DS - fik mig til at længes intenst efter seriens mere jordnære stil tilbage i GBA/GameCube-eraen.

Spillet begynder med en kort prolog, der introducerer spilleren til seriens basale mekanikker samt den nye Engage-mekanik, og til spillets hovedperson, kaldet "The Divine Dragon". Denne er en royal skikkelse, som uanset spillerens valg af køn har halvt rødt, halvt blåt hår, samt et øje i hver af tilsvarende farver. Det er en af de mest kiksede karakterdesigns i nyere tid, og måske den værst designede protagonist i serien. Desværre er det horrible karakterdesign ikke forbeholdt protagonisten; skurken er vitterligt bare en dragekrop med et kobrahoved, en af spillets få karakterer med en mørkere hudfarve kommer selvfølgelig fra ørkenen og er en, i spillets ord, "charmer", og gennemgående virker det bare, som om de samme få ansigter er anvendt på samtlige karaktermodeller med frisurer og hårfarver i øst og vest.

Spillets historie kan koges ned til følgende: The Divine Dragon vågner op efter tusind års søvn (en træt RPG-kliche, som bl.a. genkalder Breath of the Wild på samme system) og skal stoppe den genopstandne "Fell Dragon" og dens hær af zombieagtige soldater kaldet "Corrupted". Den eneste måde det kan ske på er ved at rekruttere en hær af dygtige soldater og samle de såkaldte Emblem Rings, som der i bedste Ringenes Herre-ånd er 12 af.

I disse ringe bor de mægtige Emblems, ånder af helte fra tidligere Fire Emblem-spil. Man starter med den velkendte Marth og bliver hurtigt gjort selskab af Sigurd fra det gamle Fire Emblem: Genealogy of the Holy War. Med en Emblem Ring tilknyttet en soldat får denne adgang til den nye Engage-mekanik, som spillet tager sin titel efter, og som er dette kapitels væsentligste tilføjelse til seriens kernegameplay. Det er en slags Dragon Ball-inspireret fusion mellem soldaten og den helt, som bor i ringen. Når de er fusioneret, får man kraftfulde angreb til rådighed. Marth tilbyder fx evnen "Lode Star Rush", hvor man kan nedfælde næsten enhver fjende fra fuldt liv gennem otte hurtige angreb, hvorimod Sigurds "Overdrive" tillader en at pløje igennem alle fjender, der står på linje.

Men det stopper ikke der. I takt med at båndet mellem en soldat og et Emblem styrkes, får man adgang til flere evner (både passive og aktive), samt muligheden for at anvende våbentyper, som soldatens klasse almindeligvis ikke tillader. Man er fuldstændigt fri til at matche soldater og Emblemer, og det betyder altså, at din healer eksempelvis pludselig kan skyde med bue, eller at din general - en "tanky" enhed med sølle mobilitet - pludselig kan ride på hest og krydse store afstande i løbet af ingen tid. Kombinationsmulighederne er svimlende, og når man så også tager i betragtning, at man kan opgradere alle våben, styrke bånd mellem alle karakterer, og genføde alle soldater som andre klasser, så er det her et rigtigt farligt spil for dem, der har trang til at min/maxxe.

Med så stor frihed og så kraftfulde evner til rådighed, er spillet så ikke alt for nemt, spørger du? Nu skal jeg ikke kunne udtale mig om Normal, men min oplevelse på Hard er, at spillet ihærdigt forsøger at modbalancere spillerens nye kræfter. For det første er Engage-mekanikken selvfølgelig ikke konstant tilgængelig; man skal fylde et meter op gennem kamp eller ved at stille sig i særlige blå felter i banerne, som i øvrigt ofte er genfortolkninger af baner fra tidligere spil. For det andet er det ikke usædvanligt, at bosser selv har Emblemers evner til rådighed, ej heller at de er udstyret med en eller flere "revival stones", der, som navnet antyder, gør, at du bliver nødt til at dræbe dem op til flere gange. Forresten er seriens ikoniske våbentrekant (et sten-saks-papir inspireret forhold mellem sværd, økser og lanser) gudskelov tilbage efter Three Houses kasserede den i et ærgerligt forsøg på at gøre spillet mere tilgængeligt.

Når du ikke er ude på slagmarken, så hænger du ud i et slot på en flyvende ø kaldet Somniel, som er spillets svar på klosteret i Three Houses. Kunne du ligesom mig ikke udstå de overfladiske og unødvendige "social sim" elementer i Three Houses, så vil du blive glad for at høre, at den slags indhold (som jeg ærligt talt ikke aner, hvem henvender sig til?) i højere grad er valgfrit i dette spil. Du kan eksempelvis overvære akavede samtaler mellem soldater, passe kæledyr, eller prøve kræfter med fiskeri eller styrketræning gennem fordummende minigames. Jeg prøvede dem en enkelt gang og vendte aldrig tilbage.

Visse steder på Somniel gør du dog desværre klogt i at besøge mellem kapitler. Jeg taler bl.a. om en købmand, hvor du kan udveksle materialer og opgradere våben, samt en arena, hvor du kan kæmpe dig til gratis XP og betale dig til stærkere bånd mellem soldater og Emblemer. Vigtigst er nok ringkammeret, hvor du kan smede ringe med tilfældige statboosts og nedarve Emblemers evner passivt til dine soldater (så de får evnerne uden at skulle have ringen på), afhængigt af styrken af deres bånd. Det er overflødigt og gabende kedeligt menu-arbejde, men da det giver åbenlyse fordele i kamp, er det svært at ignorere - særligt hvis man er typen, der ønsker at indfri soldaternes fulde potentiale.

Slutteligt skal det siges, at Fire Emblem: Engage fortsætter den visuelle stil fra Three Houses, men fremstår en del skarpere og bedre optimeret. Det betyder dog absolut ikke, at spillet er kønt. Tværtimod er omgivelserne flade og teksturløse, og giver mig mest af alt stærke associationer til Tales-spil fra tidligere generationer. Til gengæld føles det hele meget "snappy"; kampanimationer er flotte og tilfredsstillende, selvom Gameboy Advance-spillenes simple sprite-baserede animationer efter min mening stadig er seriens klart lækreste.

Er du stadig med mig, så lyder det måske, som om jeg er meget negativt indstillet overfor Fire Emblem: Engage. Men for at være ærlig, så oplever jeg, at timerne flyver afsted, når jeg sidder med strateghatten på og udtænker, hvordan jeg bedst muligt kæmper mig ud af pressede situationer med alle mine soldater i live. Det er bare så ærgerligt, at det er pligten snarere end lysten, der gang på gang tvinger mig til at slæbe min hær tilbage til Somniel og optimere mine soldater med et forstenet blik på spillets menuer. Det er mig en gåde, hvorfor moderne Fire Emblem insisterer på dette modsætningsforhold, når de gamle spil allerede havde knækket koden til dybt engagerende strategisk gameplay uden afbrydelser. Ikke desto mindre ser jeg frem til at fuldende min hær og nedlægge kobradragen og dens hær, når jeg nu bevæger mig ind i spillets afsluttende akt. I kan læse min endelige dom af spillet den 17. januar.