De bedste spil fra 2010-2019

Andreas Juul

5. Hotline Miami (2012)
Instruktør: Jonatan Söderström
Udvikler: Dennaton Games, Abstraction
Udgiver: Devolver Digital

Hvis du har lyttet med på The Gamereactor Show eller fulgt min dækning af diverse gaming-events rundt i verden, er du sikkert bevidst om min manglende interesse for indie-spil. I det store overfyldte hav a pixelerede titler har Hotline Miami alligevel fanget min opmærksomhed. Om det er spillets fantastiske soundtrack, engagerende gameplay eller Tarentino-inspirerede grad af vold, formår Hotline Miami at sætte et eksempel for alle indie-udviklere. Hver eneste mission tilbyder en unik udfordring, adrenalinskabende melodier og blodige metoder til at dræbe de jakkesætsklædte goons. Sågar historien lander lige i skabet med den helt rigtige blend af Miami Vice og Apocalypse Now.

Der findes næsten ingen spil jeg, årevis efter, ugentligt vender tilbage og dedikerer al min opmærksomhed til. Hotline Miami er en disse titler som jeg aldrig kan få nok af - jeg har trods alt købt det 3 gange. Mangler du et af det sidste årtis mest unikke oplevelser, så er Hotline Miami lige i din boldgade.

Platforme: Windows, PlayStation 3, PlayStation Vita, Linux, PlayStation 4, Android, Nintendo Switch

4. Red Dead Redemption (2010)
Instruktør: Christian Cantamessa
Udvikler: Rockstar San Diego
Udgiver: Rockstar Games

Af økonomiske grunde fik jeg aldrig spillet Red Dead Redemption dengang hypen var på sit højeste. Nej, jeg måtte vente 3 år før jeg endelig fandt en brugt kopi i min lokale Gamestop til 99 kroner. I løbet af tiden der var gået, havde internettet allerede spoilet John Marston's tragiske død i spillets afgørende timer. Trods den viden besluttede jeg mig alligevel at sadle op og ride ud i den magiske genskabelse af det vilde vestens sidste årti. Det viste sig at være hele ventetiden værd. Rockstar San Diego rev mig ind i den klassiske western-fortælling om at hævne sig i retfærdighedens navn. Det tragiske kendskab til slutningen ødelagde intet for mig, og gjorde i sidste ende John's sørgelige endeligt endnu mere spændende.

Red Dead Redemption 2 raffinerede, opskalerede og perfektionerede mange af elementerne vi stiftede bekendtskab med i det første spil. Alligevel er det minderne fra min oplevelse med John, den mexikanske borgerkrig og José Gonzalez magiske "far away" soundtrack, som står tydeligst i hukommelsen.

Platforme: PlayStation 3, Xbox 360, Xbox One

3. Bioshock Infinite (2013)
Instruktør: Ken Levine
Udvikler: Irrational Games
Udgiver: 2K Games

Det lyder måske en anelse skørt, men jeg var ikke synderligt glad for det første Bioshock. Would You Kindly?" twistet til sidst var da imminent og Rapture en sand fornøjelse at udforske. Bioshock led dog af konstante "fetch-quests", et overvældende inventar af gadgets og en forfærdelig sidste boss. Bioshock Infinite var, for mig, en direkte modsætning til alle de problemer originalen besad. En af de største afvigelser var den mere lineære historiefortælling med to karismatiske hovedpersoner i stedet for den typiske stumme karakter. Booker DeWitt og Elizabeth fangede mig som få andre fiktive figurer har kunnet. Specielt den sidste time og Elizabeths There is always a lighthouse-kommentar ramte mig.

Columbia føles stadig som en af de mest velrealiserede byer til dato. Helt fra borgerkrigen og de fanatiske følgere af Comstock til den festlige musik på stranden og Elizabeth's dans, var jeg opslugt af Bioshock Infinite. I retrospekt er det let at pege fingre af den lidt klodsede skydemekanik, manglende variation på fjender og haltende grafiske præstation. Det tager dog ikke fra spillets samlede oplevelse som værende en sand klassiker og et forbandet godt eksempel på historiefortælling i computerspil.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Windows

2. Sekiro: Shadows Die Twice (2019)
Instruktør: Hidetaka Miyazaki
Udvikler: FromSoftware
Udgiver: Activision

Jeg er en af dem som altid nævner Demon's Souls som det ultimative FromSoftware-spil. Kald mig hipster, kald mig Rasmus modsat, men for mig nåede hverken Bloodborne eller Dark Souls samme højde som sleeper-hittet fra 2009. Men så skete der noget. En tidlig Juni morgen besøgte jeg FromSoftware's personlige hotel værelse til E3 2018. Jeg skulle som en af de første i verden prøve deres nyeste spil - afsløret af Microsoft dagen før. På en lille time gav Hidetaka Miyazaki og hans trofaste team mig en præsentation jeg aldrig vil glemme. Efterfølgende herskede der ingen tvivl. Sekiro: Shadows Die Twice var den oplevelse jeg havde ledt efter siden Demon's Souls.

FormSoftware's magiske fortolkning af den japanske Edo-periode er den bedste verden de har skabt til dato. De sneklædte templer, tågefyldte dale og efterårs skove danner baggrund for deres mest fortællerdrevne oplevelse. Trods manglen på muligheden for at skabe sin egen figur og stærkere fokus på historie, ligger hele charmen stadig i at udforske hver eneste lille detalje og snakke med de mange npc'er som puster liv i universet.

Og så har vi sværdhedsgraden selvfølgelig. Er det FromSoftware's sværeste spil til dato? Det afhænger helt af hvor godt du kan mestre balancen imellem parering og angreb med dit samuraisværd. Jeg elsker manglen på et klassisk level-system og hvordan oplevelsen næsten alene styres af dine færdigheder med en klinge. I et sløvt spilår formåede Sekiro alligevel at gøre 2019 mindeværdigt.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Windows

1. NieR: Automata (2017)
Instruktør: Yoko Taro
Udvikler: Platinum Games
Udgiver: Square Enix

Hvad kan jeg sige om NieR: Automata som jeg ikke allerede har uddybet i min anmeldelse, Game of the Year-artikel eller mine diverse top 10'er? Hvis jeg skulle vælge et enkelt spil fra 2010-2019, som for alvor skubbede til spilmediets potentiale og udfordrede konventionerne for spildesign, ville det uden tvivl være Yoko Taro's mesterværk. Fire gange havde han prøvet i samarbejde med det nu lukkede studie Cavia og fire gange var det ikke lykkedes at finde den rigtige balance mellem Taro's vanvittige Drakengard-univers og det rigtige gameplay. Platinum løste endelig opgaven til stor bravur. I både sin narrative udfoldelse og ludologiske eksekvering stiller Taro spilleren eksistentielle spørgsmål. Ligesåvel i tankerne hos 2B som i spillets struktur bliver vi ikke bare bedt om at fundere over hvad det vil sige at være et menneske, men også hvad vi skal forvente af strukturen på et computerspil.

Hele oplevelsen bliver også hjulpet stærkt på vej af Keiichi Okabes mesterfulde soundtrack. Okabe gør hvert eneste område 2B, 9S og A2 kommer forbi til en mindeværdig oplevelse. For alle dets stærke sider, vil NieR Automata møde ligeså meget skepsis overfor dets kombination af genrer, kritik af de 27 forskellige slutninger, overflod af usynlige murer eller utallige referencer til vestlig filosofi. Om du er fan eller ej, så er det svært ikke at beundre spillets vision og villighed til at være noget andet end endnu et over-the-top japansk action-spil. I et årti med så mange fantastiske titler, vil jeg altid huske de seksualiserede samurai androiders søgen på mening i en verden overtaget af robotter, hvor menneskeheden er uddød. En sand perle.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Windows

Anders Mai

5. Rocket League (2015)
Instruktør: Thomas Silloway
Udvikler: Psyonix
Udgiver: Psyonix

Min liste ville ikke være komplet uden Rocket League. Det var derfor underligt, at det tog mig et stykke tid før jeg valgte at tilføje spillet. Når jeg skriver om "årtiets bedste spil", så tænker jeg altid på de store singleplayer-oplevelser, og det var da også svært at skulle fjerne Red Dead Redemption 2, NieR: Automata, Uncharted 4 eller God of War for at gøre plads til spillet. Sandheden er dog, at Rocket League er det spil, jeg har spillet mest... nogensinde. Jeg husker tydeligt min første oplevelse med spillet; min kammerat og jeg var trætte af at løbe rundt i GTA Online, så hvorfor ikke prøve det nye spil, der lige havde ramt Playstation Plus. Og lige fra første gang jeg spillede det, så... hadede jeg det. Jeg kunne ikke ramme bolden. Bilen gjorde ikke det jeg ville, og der gik ikke mange minutter, så var vi tilbage i GTA Online. Gode multiplayerspil, er der dog langt imellem, så ved diverse lejligheder blev Rocket League taget frem igen - jeg var stadig ikke god til det, men i det mindste var vi alle dårlige, og hvis ikke andet kunne man grine af det. Langsomt blev Rocket League dog opgraderet fra "spil der blev bragt frem når vennerne er på besøg" til "spil jeg også spiller alene". Snart efter var det ikke nok for mig kun at køre på jorden - så var jeg nødt til at lære at flyve. For de af jer, der allerede spiller det, kan I sikkert nikke genkendende til rejsen; der er altid noget nyt at lære! Når man endelig har lært at ramme bolden i luften, så er der 16 nye mekanikker, som de professionelle har mestret.

Rocket League har også introduceret mig til den voksende esports-verden. Til min fars store ærgrelse, har jeg aldrig interesseret mig for fodbold, og til min store ærgrelse, har esport heller aldrig sagt mig noget. Indtil Rocket League. Når man selv forsøger at mestre spillet, er det en fornøjelse at se på de personer, der gør hvad jeg aldrig kan. Spillerbasen vokser, esports-scenen vokser. Fremtiden ser i sandhed lys ud for Rocket League, og mon ikke det også bliver mit mest spillede spil i det kommende årti.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, Windows, Linux, macOS

4. Inside (2016)
Instruktør: Arnt Jensen
Udvikler: PlayDead
Udgiver: PlayDead

Er spil kunst? Det har aldrig været en diskussion, der er synderligt spændende; jeg har altid ment, at det er tilfældet, og argumenterne fra folk der mener det modsatte, har altid været så intetsigende. Skulle man være på vippen, og ikke være sikker på hvilken side af diskussionen man er enig i, så behøver man ikke kigge længere end danske Playdead's Inside, før man springer absolut over på den rigtige side. Inside er kunst! Inside er unikt! Inside er det spil, jeg har gennemført flest gange, og jeg finder stadig nye detaljer. Historien om en lille dreng, der bevæger sig igennem en dystopisk verden, infiltrerer en virksomhed og slutter af med en fuldkommen uforglemmelig sekvens, er aldrig ligetil at forstå. Er det hele en analogi for kræft? Skal man tage det hele bogstaveligt? Er det hele et forsøg, der bliver gentaget igen og igen, og den eneste måde man kan "vinde", er ved at slukke for strømmen? Jeg elsker teorierne, jeg elsker at gøre mig mine egne hypoteser, men mere end noget andet, så elsker jeg at være i spillet. Det har sin helt egen stemning, der både er frygtelig og dragende på sin egen virkelige måde. Insides verden forsætter ud over spillets grænser, og det man oplever, er kun en brøkdel af det samlede hele. En verden, der eksisterer uafhængig af vores, og som Playdead har gjort det mulig for os at besøge - om end kun for en kort stund.

Et rosende ord skal også gå til spillets gåder og mekanikker. Du vil aldrig se en toturial, og alligevel vil du aldrig være i tvivl om, hvordan du skal gribe det an. Det hele føles så intuitivt, og gåderne har en perfekt sværhedsgrad, der betyder, at du aldrig oplever frustrationen i at sidde fast, men stadig er nødt til at tænke dig om. Playdead skabte allerede noget stort med Limbo, men det er med Inside, at de gik hele vejen, og skabte deres mesterværk. Det er ikke alle spil, der er kunst - efter Inside er det dog umuligt at påstå, at ingen spil er det.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, Windows, iOS

3. The Legend of Zelda: Breath of the Wild (2017)
Instruktør: Fumito Ueda
Udvikler: Nintendo
Udvikler: Nintendo

Breath of the Wild var et friskt pust. I et årti hvor spilfirmaer dystede om at lave den største åbne verden, og derefter fylde den med... nå ja, fyld, så satte Link sin egen rute. For at beskrive min kærlighed til spillet, har jeg lyst til at sammenligne med en anden populær serie: Assassin's Creed. Jeg mister både modet og motivationen, når jeg åbner kortet tidligt i AC: Odyssey, og ser den absurd store verden foran mig. Uden at blinke fortæller spillet mig endegyldigt, om de endeløse timer, jeg bliver nødt til at dedikere til spillet, hvis jeg bare ønsker at opleve en brøkdel af det udvikleren har skabt. Dette står i tydelig kontrast til første gang man åbner kortet i Breath of the Wild. Her ser man... ingenting. Verden ligger mørk foran dig. Et løfte om, at hvis du ønsker at se, hvad der gemmer sig, så er du selv nødt til at lave opdagelsen. Her er der ikke nogen spørgsmålstegn, du blindt kan løbe efter; der er kun, hvad du ser foran dig, og hvis du ønsker at finde hemmelighederne, så skal du selv opsøge dem.

Der er meget, man kan kritisere Breath of the Wild for, og hvorfor ikke gå nogle af de mest udbredte kommentarer igennem? 1. Historien er dårlig!! Helt enig, og mange sidemissioner ligeså - at skulle finde 55 svampe er sjældent morsomt i noget spil, ligegyldigt om titlen indeholder "Zelda". Samtidig er dette også en kritik, der fortæller mig, at man ikke har forstået spillet. Breath of the Wild sætter aldrig ud for at fortælle en stor historie, eller give karakterudvikling som man ser det i Red Dead Redemption 2. I Breath of the Wild skaber du selv historien - det kan lyde abstrakt, men det er så simpelt. Ser du et vandfald foran dig; hvorfor ikke undersøge om der gemmer sig noget derinde. Ser du en skov i horisonten; hvorfor ikke undersøge hvad der gemmer sig blandt træerne. Breath of the Wild handler aldrig om at nå frem til destinationen - det handler om ruten dertil, og hvilke opdagelser du gjorde dig på vejen. 2. Våbensystemet er irriterende!! Det er forståeligt, men ærgerligt, hvis du føler sådan. Jeg frygtede selv, jeg ville hade det, men faktum er, at et spil aldrig har fået mig til at eksperimentere så meget med våben. De går hurtigt i stykker, ja, men heldigvis er der altid et nyt våben at samle op - ofte fra den fjende du lige har nedlagt. Det tvinger spilleren til at improvisere, og kæmpe med det, der ligger foran vedkommende. Jeg havde aldrig gættet, at boomeranger kunne være så sjove at kæmpe med! 3. Verden er tom!! Dette er en interessant holdning, for jeg har aldrig oplevet en mere detaljeret og fyldt verden. Den eneste forskel er bare, at spillet ikke propper alt indholdet direkte op i ansigtet på dig. Jeg ved ikke, hvordan jeg ellers skal sige det; hvis du mener spillet føles tomt, så kunne jeg godt tænke mig at have været en flue på væggen, da du prøvede det.

Jeg glæder mig til fortsættelsen. Jeg glæder mig dog næsten endnu mere til at se, hvilken effekt Breath of the Wild har på industrien i vores nye årti. Forhåbentlig er det begyndelsen på en helt ny type open world spil. En type hvor jeg ikke længere mister motivationen bare ved at åbne kortet.

Platforme: Nintendo Switch, Nintendo WiiU

2. Persona 5 (2016)
Instruktør: Katsura Hashino
Udvikler: P-Studio
Udgiver: Atlus, Deep Silver

Min første og eneste 10/10 anmeldelse. Hvis du vil læse om min kærlighed til Persona 5, behøver du derfor ikke lede længere. Jeg var tæt på at vælge Persona 4: Golden i stedet for fortsættelsen. Golden var mit første møde med Persona-serien, og jeg var opslugt; jeg husker tydeligt hvordan jeg kom hjem efter en lang dag, og øjeblikkeligt blev transporteret til den fiktive lille japanske landsby, Inaba. Her kunne jeg hænge ud med Yosuke, Chie, Yukiko og de andre unikke personligheder. Persona 4: Golden har efter min mening et stærkere persongalleri end sin fortsættelse, og det kan diskuteres hvorvidt historien ikke også er en smule stærkere. Grunden til, at mit valg alligevel faldt på Persona 5, er fordi P-Studio formåede at bringe gameplayet til nye højder. Sjældent har der været så stærkt et kampsystem i en JRPG, og spillets dungeons er alle varierede og unikke.

Persona-serien har aldrig været bange for at gribe fat i de hårde emner. Voldtægt, selvmord, mobning. Med Persona 5 har P-Studio ikke mistet noget af modet, og det er fantastisk at opleve et spil, der både ved hvornår, det skal være alvorligt, og hvornår det skal have det sjovt. Sidst men ikke mindst, er det umuligt ikke at skrive om Persona 5, uden at tale om dens stil. Persona 5 er cool!!! Alle spillets menuer er sexede og stilfulde - lige fra du trykker pause på spillet midt i undervisningen, og teksten kommer frem på tavlen i kridt, til sejrsgangen, når Joker selvsikkert vandrer væk fra et besejret monster mens de indsamlede penge tælles op. Persona 5 er cool, og det har ikke mistet noget af sin charme i årene siden udgivelsen. Hvis jeg skulle anmelde det i dag, ville karakteren ikke flytte sig.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4

1. Bloodborne (2015)
Instruktør: Hidetaka Miyazaki
Udvikler: FromSoftware
Udgiver: Sony Interactive Entertainment

Jeg kan godt lide variation. Jeg kan godt lide, at vise forskellige aspekter af mine favoritspil frem, hvorfor denne liste viser min kærlighed til forskellige genrer, og ikke udelukkende består af spil fra FromSoftware. Det havde dog ikke været langt fra sandheden, hvis det kun var dét studie, der prægede min liste. Bloodborne var det første Soulslike, jeg spillede, og jeg ved ikke om det min favorit, fordi det er det bedste, eller fordi det var mit første, men nu står det her. Det er et spil, der ændrede noget i mig. En tydelig milepæl, der ikke kun ændrede måden jeg spiller og mine smag i spil, men også havde en mærkbar effekt, der rakte ud over min hobby. Før Bloodborne spillede jeg ikke for udfordringen - det var hovedsageligt for historien. Jeg havde ingen kvaler med at sætte sværhedsgraden ned på easy, og hvis et spil blev beskrevet som udfordrende, så gik jeg ofte udenom det. Det er derfor et mindre mirakel, at jeg gav Bloodborne en chance. Og det er et endnu større mirakel, at jeg gav det en chance til, efter mit første rage quit.

Den største udfordring ligger i spillets første time. I hvert fald hvis man - som jeg - er ny til genren. Det føles som at løbe ind i en mur, og hvor man i andre spil kan trøste sig med, at man i det mindste kan stige i level, eller få bedre udstyr i et forsøg på at gøre muren overkommelig, så var der intet af det i Bloodbornes begyndelse. Dette er spillets måde af skille fårene fra bukkene - hvis du ikke kan klare starten, så er dette alligevel ikke noget for dig. For os andre, der overkom udfordringen; velkommen til et af de bedste spil nogensinde. Jeg er stolt af, at jeg blev ved med at samle kontrolleren op, når jeg igen blev sendt tilbage til begyndelsen. Uden Bloodborne havde jeg aldrig oplevet spil som Dark Souls, Nioh, Sekiro og Hollow Knight. Det vil jeg altid være det taknemmelig for, og derfor fortjener det en plads blandt mine yndlingsspil.

Platforme: PlayStation 4

Søren Svanhof

5. The Stanley Parable (2013)
Instruktør: Davey Wreden, William Pugh
Udvikler: Galactic Cafe
Udgiver: Galactic Cafe

Det er sjældent videospil giver mig en ud-af-kroppen-oplevelse, eller rent faktisk har kød nok til at kunne udfordre min virkelighed. Før den ene og anden råbte op om hvor magisk, metafysisk og konventionsudfordrende NieR: Automata åbenbart var, stod The Stanley Parable på toppen af det kunstneriske isbjerg og udfordrede alt hvad vi forstod ved videospil; på en væsentlig mere komisk måde, vel at mærke.

Selvom gameplay ikke var mere end vandring og lette gåder, fortalte The Stanley Parable med sine mange, skøre slutninger, snørklede monologer, og små hug til en gryende hyper-kapitalistisk spilindustri en fangede fortælling, der endnu i dag sidder rigtig fast i hukommelsen. Nå ja, og så havde det et trofæ der tog fem år, og en tirsdag, at få.

The Stanley Parable er et nedslag i videospillets efterhånden lange tidsalder, og bliver nok aldrig rigtig oplevet igen. Det skulle da lige være indtil The Stanley Parable: Ultra Deluxe udkommer i år, med ekstra indhold og på alle konsoller i verden samtidig.

Platforme: Windows, Linux, macOS

4. Mass Effect 2 (2010)
Instruktør: Casey Hudson
Udvikler: BioWare
Udgiver: Electronic Arts

Mass Effect 2 er pålægget, salaten, de syltede løg, agurken, tomaten, sennep og mayonnaise i den sandwich med indpakningspapiret som er Mass Effect-trilogien. Den slår alle de fede karakterer fra 1'eren fast, og introducerer nye, ligeså fede personager der får lov at blomstre og modne sig indtil 3'eren. Det er kerne-eksemplet på et narrativt action-rollespil, der uden nødvendigvis at betræde særligt meget revolutionerende grund, fremhæver kendt jord på sit ypperste. Alle de rigtige forbedringer i gameplay blev taget i forhold til 1'eren. Det er BioWare når de lyser allerklarest.

Jeg husker stadig første gang jeg hørte Mordin Solus solo-serenade, befriede Grunt fra sin tern-slumretæppe og hjalp den nødstedste Garrus i sit forsøg på at være en intergalaktisk Batman, og det glemmer jeg aldrig. Det var BioWare før den elektroniske kunsthammer ramte, før deres ledelse fik et flip, det var den BioWare alle os der voksende op med Baldur's Gate og Neverwinter Nights elskede, og den BioWare alle dem der var yngre lærte at elske.

Mass Effect 2 er en rum-opera på højde med episode fem af Star Wars, som vi nok aldrig ser i videospil igen. Medmindre selvfølgelig den relancerede udgave af Anthem bliver drastisk anderledes, ellers ender BioWare nok desværre som BioWere.

Platforme: PlayStation 3, Xbox 360, Windows

3. Yakuza 0 (2015)
Instruktør: Kazuki Hosokawa
Udvikler: Ryu Ga Gotoku Studio
Udvikler: Sega

Yakuza 0 er et overflødighedshorn af underholdning. Det er spil når det er sjovt, underholdende, udfordrende, eskapistisk, velskrevet og sprængfyldt med energi og indhold. Et spil jeg brugte over 100 timer på, og stadig ikke synes jeg var færdig med. Dette værende et singleplayer-spil, vel at mærke, uden tilkøbsindhold. Havde det ikke været for det tidligere spil på listen, så havde jeg uden en tanke snildt kunne kalde Yakuza 0 for årtiets singleplayer-oplevelse.

Det er en neo-noir b-film, skrevet af nogen af de mest smarte, subtile forfattere du kunne forestille dig. Jeg har sjældent oplevet et spil der formår at spille bold mellem dybt seriøst kriminal-karakterdrama og helt skørt, Jackie Chan's Drunken Master kampsportsfilm. Det er et mesterstykke i at balancere indhold, med et klassisk, veloptimeret og velovervejet kampsystem, der fremviser og introducerer mekanikker i spillerens tempo.

Yakuza 0 er en gylden drage, så se at få det spillet.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox One, Windows

2. Killer Instinct (2013)
Instruktør: Ken Lobb, Adam Isgreen, Michael Dongos
Udvikler: Double Helix Games, Iron Galaxy, Rare
Udgiver: Microsoft Studios

Killer Instinct kom tungt fra start, men udviklede sig til at indeholde alt hvad der er essentielt for et moderne kampspil. Vilde, voldsomme, fængede karakterer, langtidsholdbart gameplay, fantastisk onlinetilstand og overdådig grafisk udfoldelse. Ligesåvel føles det som en splinterny oplevelse at skifte karakter; går du fra Jago til Aganos er hele spillet nærmest ændret, og det er som et New Game+, med alt det fede og intet af det ærgerlige.

Derudover formår Killer Instinct at gøre noget få kampspil formår. Ja, de fleste generelle videospil formår det ikke engang. Musikken er en indordnet del af spillets gameplay, og tema-sangen til hver bane reagerer på hvem der bliver slået hvordan. Udover den eksplosive grafik, sender det Killer Instinct over i en afart Schwarznegger-action-films-nydelse, hvor alting er overgearet, urealistisk og usandsynligt underholdende. Uanset om du vinder eller taber.

Om så der kommer endnu en Killer Instinct-fortsættelse en dag, ved jeg ikke. Jeg har min tvivl, da Killer Instinct i sig selv er sådan en helstøbt oplevelse, efter sin sidste sæson i 2017. Uanset vil den relancerede udgave være værd at tæske rundt i mange årtier endnu.

Platforme: Xbox One, Windows

1. Dark Souls (2011)
Instruktør: Hidetaka Miyazaki
Udvikler: FromSoftware
Udgiver: Namco Bandai Games, From Software

Kunne det have været andre? Hvilket spil kunne ellers ramme målstregen for min liste end Dark Souls? En af de mest skelsættende moderne rollespil, foruden at være et af mine absolutte yndlingsspil nogensinde. Genspilbar udover det sædvanlige, med alverdens ruskomsnusk smidt til side; det handler om dig og hvad du gerne vil opnå som spiller. Som en bidt kampspils- og rollespilsfanatiker, falder Dark Souls på det helt rigtige sted mellem selvstyring, udfordring og spiloplevelse, når jeg får pareret i sidste sekund for at lande et dødeligt slag mod en boss jeg har forsøgt mig mod tyve gange forinden.

Spillet er efterhånden en leg for mig. Ikke hvad angår sværhedsgrad, da udfordringen altid er der, men der er så meget af spillet der ligget på rygraden at når jeg ruller endnu en ny karakter, er det ligesom at komme ned i min egen lille sandkasse. Jeg ved hvor jeg skal hen, hvis jeg vil have det jeg vil, og jeg ved klart og tydeligt hvad jeg skal gøre for at få det. Så derfor kan jeg bare lege!

Jeg håber aldrig Miyazaki-æraen hos From Software stopper. Hvert af deres spil, ja, selv Dark Souls II, er en juleaften. Om gaven er god, kan jeg altid diskuterer, men den er altid ventet med glæde og det er på grund af Dark Souls. Tak for det, From Software.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Switch, Windows

Magnus Groth-Andersen

5. The Witcher 3: Wild Hunt (2015)
Instruktør: Konrad Tomaszkiewicz, Mateusz Kanik & Sebastian Stępień
Udvikler: CD Projekt Red
Udgiver: CD Projekt

Det er nu alligevel en vild historie at tænke tilbage på. Godt nok var The Witcher 2: Assassins of Kings et stort spil, bevares, men CD Projekt RED gik fra at være bare endnu et RPG-studie til at være på noget nær Rockstar-niveau af bred anerkendelse og superstar-status i branchen med ét spil - The Witcher 3: Wild Hunt. Men alt taget i betragtning, så er det nu fortjent, for netop det tredje kapite vil for altid stå tilbage i min hukommelse som en af de største overraskelser jeg har fået mig i min tid som spilentusiast.

Ja, jeg var da opmærksom på det i ugerne og månederne op til lanceringen, men jeg regnede bare ikke CD Projekt RED for et studie med midlerne og erfaringen til at kreere en verden så levende, så smukt udført og så sprængfyldt med dybe historier. Og gud hvor blev jeg overrasket, faktisk overraskede spillet mig hundredevis af gange i løbet af de 200 timer jeg lagde i det, lige fra den første sejltur til Skellige, til at ride igennem porten i Novigrad.

The Witcher 3: Wild Hunt vil overgå i historien som værende et af de bedste rollespil nogensinde, og samtidig placerede det CD Projekt RED på landkortet som en af de mest profilerede og prominente udviklere i branchen, og set fra mit synspunkt, er det fuldt ud fortjent.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch, Windows

4. The Elder Scrolls V: Skyrim (2011)
Instruktør: Todd Howard
Udvikler: Bethesda Game Studios
Udgiver: Bethesda Softworks

Jeg blev faktisk sådan rigtig hårdkogt spilentusiast lidt sent, så da The Elder Scrolls V: Skyrim udkom imens jeg gik i gymnasiet, der vidste jeg faktisk ikke meget om det. Mine venner var dog helt oppe at køre, og inviterede mig ud en aften hvor de alle allerede sad og spillede det på hver deres fjernsyn. I løbet af få timer var jeg så imponeret over den grænseløse frihed spillet tilbød, at jeg stormede hjem og købte det, og sidenhen er spillet ikke bare blevet blandt mine favoritter fra dette årti, men et af mine absolut favoritspil overhovedet.

Skyrim er ikke perfekt, og jeg spillede ekempelvis på PlayStation 3, hvor den tekniske oplevelse var lettere mangelfuld, men jeg endte med at få et Platinum-trofæ i det, og genoplivede faktisk samme sus for få år siden, hvor jeg fik det igen i PlayStation 4-udgaven også.

Gud hvor jeg dog elsker det spil, til trods for alle dets fejl og mangler er det en episk rejse i en verden uden begrænsninger.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Nintendo Switch, Windows

3. Grand Theft Auto V (2013)
Instruktør: Leslie Benzies & Imran Sarwar
Udvikler: Rockstar North
Udgiver: Rockstar Games

Og når nu vi snakker om det der med ikke helt at være med på hype-toget inden et spil endelig ankommer, så var det faktisk stik modsat med Grand Theft Auto V. Jeg ventede på det spil, ligesom alle andre, i årevis, og jeg ved simpelthen ikke hvor mange gange jeg så den 101-agtige gameplay trailer, hvor vi blev guidet igennem alle de aktiviter vi som spillere kunne dyrke og gennemføre i denne gigantiske, smukke og tilsyneladende propfyldte åbne verden.

Der er bare noget med de verdener som Rockstar laver, som gør dem til noget ganske særligt. Måske er det det faktum at det hele er designet, som i at hver eneste gadehjørne, hver eneste lille gyde, hver eneste tilsyneladende ligegyldige bakketop er kreeret i hånden er designere med erfaring, kreatitivitet og tekniske know-how.

Se, selv ved at beskrive hvorfor spillet er på min liste, så får jeg lyst til at spille det, og ikke engang for at opleve historien igen, men bare for at være i Los Santos, bare at køre fra ende til anden. Det er en magt som kun få spil har over mig, og det cementerer bare yderligere hvad det er Rockstar kan, som de eneste.

Platforme: PlayStation 3, PlayStation 4, Xbox 360, Xbox One, Windows

2. Read Dead Redemption 2 (2018)
Instruktør: Imran Sarwar
Udvikler: Rockstar Studios
Udgiver: Rockstar Games

Det var svært at forudse hvor kontroversielt et spil Red Dead Redemption 2 egentlig gik hen og blev, da jeg sad i intense spilsessioner frem imod publiceringen af anmeldelsen i 2018, men det var da næsten forfriskende at se Rockstars position blive udfordret en smule, om ikke andet bare fordi det næsten er en selvfølge, at de er blevet kronet konger af spilbranchen.

Men det ændrer stadig ikke på, at min tid med Red Dead Redemption 2 var magisk, og det er det netop af de samme grunde som mange hader spillet for. Jeg elsker, at det tager lang tid for Arthur at trække riflen ud at hylsteret på sin hest, eller at bruge timevis på rejsen tværs henover det gigantiske kort. Jeg elsker, at historien giver sig enormt god tid, og at bevægelserne er tunge og jordnære. Det er alt det jeg sætter pris på ved det, samtidig med at jeg godt kan se at dette er den ultimative form for det "realistiske" spildesign, som kan drive nogen til vanvid.

Red Dead Redemption 2 er, for mig, Rockstars bedste spil netop fordi det er så helstøbt, så fast besluttet på at være noget meget bestemt, uden at overgive sig en eneste tomme.

Platforme: PlayStation 4, Xbox One, Stadia, Windows

1. Uncharted 4: A Thief's End
Instruktør: Neil Druckmann & Bruce Straley
Udvikler: Naughty Dog
Udgiver: Sony Computer Entertainment

Så er vi ankommet ved den helt naturlige konklusion. Uncharted 4: A Thief's End kaldte jeg "det bedste spil jeg nogensinde har spillet" da jeg anmeldte det tilbage i 2016, og selvom jeg vidste at netop denne store udmelding ville blive genstand for undren og sågar hån i visse kredse, så har jeg stået ved det lige siden.

Jeg blev, i sin tid, draget til spilmediet på grund af behovet for indlevelse, og behovet for at opleve historiefortælling tættere på egen krop, og det er et forbehold der dikterer mange af de spiloplevelser jeg har rost i den her artikel, og den måde jeg tilgår mange af de anmeldelser jeg skriver her på Gamereactor. Det er naturligvis ikke fordi at et spils mekaniske opsætning, eller strukturelle identitet ikke betyder noget, men det at gøre mig investerer i karakterer, i at lytte intenst efter en dialogudvekslinger og at gøre mig interesseret i at opholde mig i spillets verden er bare afgørende kvaliteter i min bog.

Og Uncharted 4: A Thief's End er den ultimative form for spilfortælling, en fortælling der både er storslået og subtil, under- og overspillet, farverig og dunkel og fyldt med både arketyper og det stik, stik modsatte. Det er Naughty Dogs opus, og bliver, ærlig talt, svært nogensinde at toppe. Det er der i hvert fald ikke noget i dette årti der har gjort.

Platforme: PlayStation 4