De 10 bedste survival horror-spil fra 2014 til nu - rangeret

Halloween rimer på horror. Det er efterhånden et uomtvisteligt faktum. Og det giver mening. Det er den på året, hvor vi husker de døde, klæder os ud som dræberklovne, og så sørger den nylige overgang til vintertid for, at det ovenikøbet bliver rigtig tidligt mørkt. Det er, med andre ord, den perfekte årstid til at finde hyggen i uhyggen. Og hvilken bedre måde at gøre det på end ved at give sig i kast med et spil i den måske bedste undergenre inden for horror: Survival horror.

Lige siden to zombificerede hunde brød igennem vinduerne i Spencer Mansion helt tilbage i 1996, har denne undergenre haft en helt særlig tiltrækningskraft. Survival horror udmærker sig særligt ved det grundlæggende dilemma, du som spiller præsenteres for. Vil du bruge dine begrænsede ressourcer på at tage kampen op mod den fjende, du står over for, eller vil du tage benene på nakken med de risici, det indebærer? Det er på mange måder genren i sin nøddeskal, og det der adskiller den fra for eksempel 10'ernes bølge af rent flugtbaserede spil som Amnesia og Outlast. Andre kerneelementer er fokus på udforskning, puzzles og labyrintiske omgivelser.

Men hvorfor har vi valgt at begrænse os til survival horror og tilmed de nyere af slagsen? Svaret er simpelt: Der er mange fremragende horrorspil, ingen af os har spillet, og særligt Magnus har også en del huller, når vi snakker ældre survival horror-titler. Men når vi snakker survival horror fra 2014 og frem, føler vi os anderledes godt rustet til at kunne levere en fyldestgørende liste. Desuden er der også noget smukt i at kunne begrænse sig lidt.

Men inden vi går i gang, skal vi have lidt retningslinjer på plads. Listen består af de 10 bedste spil fra 2014 og frem, som vi betragter som survival horror. Der gives altså ikke pluspoint for at være überklassisk survival horror (som for eksempel Resident Evil 2 remaket). Da det er en liste med nyere udgivelser, gives der ej heller ekstra for at være indflydelsesrigt. Det er de bedste spil her og nu.

Og hvad er så vores definition? Vi har valgt at kigge på, om et spil fokuserer på følgende:

• Ressourcehåndtering: Begrænset adgang til for eksempel ammunition og gerne inventory management (sidstnævnte er dog ikke et hårdt krav).


• Kamp: Der skal være et kampsystem.


• Labyrintiske omgivelser: At finde vej er en del af oplevelsen (det kan være i større eller mindre grad).


• Puzzles: Gerne af den mere esoteriske slags. Samspil med ovenstående punkt, da belønninger for løste puzzles giver genstande, som kan bruges til at nå nye steder.

Det udelukker som sagt spil som Amnesia og Outlast, og Supermassives titler er heller ikke kommet i betragtning (det er så nok også kun Until Dawn, der ville have en chance, men lad det ligge). Til gengæld har vi lukket nogle lidt mere action-orienterede bud indenfor, da de faktisk overholder kriterierne.

Og med det af vejen er det listetid.

10. Silent Hill 2 Remake (2024)

Få spil er vigtigere for mig end Team Silents genrerevolution fra 2001. Det er slet og ret et af mine yndlingsspil, selvom jeg må indrømme, at alderen efterhånden trykker.

Derfor var det også en stor lettelse, at remaket rent faktisk fik den kærlighed og det budget, det har fortjent. Blooper Team rammer æstetisk hovedet på sømmet i genskabelsen af den stille bys tågede gader, nedslidte lejlighedskomplekser og hospitalet du absolut ikke har lyst til at blive indlagt på. Og så formår de at modernisere særligt kampsystemet, så det faktisk er mere tilfredsstillende end originalens var i sin tid.

Desværre har de også taget mindre heldige valg. I et forsøg på at tilbyde rendyrket value for money er remaket klart længere end sit forlæg. Den ekstra spilletid finder primært sted i de indendørs områder, der også før var vigtige, men nu ganske enkelt fylder for meget i forhold til sektionerne i Silent Hills gader. Faktisk kan man til tider helt glemme, at man er i den titulære by. Og så udbasunerer den længere spilletid også det faktum, at fjendevariationen ikke just er imponerende.

Sidst men ikke mindst er det også som om, at spillets let fremmedgørende og drømmende tone ikke helt rammer så rent i 2024 som i 2001. Om det er Bloopers eller tidens skyld, ved jeg faktisk ikke helt, og det er også en svær tone at ramme. Men ikke desto mindre er remaket ikke dragende på mig på samme måde som originalen var.

Nu skal jeg også passe på, det ikke bliver for negativt, for der er som sagt meget at elske ved Silent Hill 2 remake, og ovennævnte kritik skal også ses i lyset af, hvor meget jeg elsker originalen. På egen hånd er 2024-udgaven af Silent Hill 2 et glimrende survival horror spil. Gåderne er ofte glimrende, kampene simple, men intense og stemningen er stadig tyk som den tåge, der har lagt sig over Silent Hill.

Ketil Skotte

9. Resident Evil 4 (2023)

For mange repræsenterer Resident Evil 4 både et absolut højdepunkt for serien i udfoldelsen af Capcoms meget specifikke survival horror-orienterede gameplay loop, men samtidig også der hvor de kreative hoveder bag så småt begynder at skubbe i en lidt mere selvbevidst, og måske sågar komisk retning. Den indforståethed er også til stede i deres succesfulde remake fra 2023, men samtidig minder spillet os også igen om hvordan hårfin balance er med til ikke bare at skabe underholdningsværdi - men også uhygge. For tag ikke fejl; Resident Evil 4 er uhyggeligt.

Om det er den ikoniske, brutale og mindeværdige manhunt på hovedperson Leon igennem en dyster spansk landsby, hvor stort set samtlige landsbyboere så sandelig har mistet forstanden, eller de øjeblikke hvor spidsfindigt set design og brug af lys og lyd skaber pludselig suspense på en måde få andre gyserspil kan mestre - Resident Evil 4 balancerer konstant på den hårfine grænse imellem det uhyggelige og det mere action-orienterede, imellem det selviscenesatte og den mere ordinære uhygge.

Samtidig med det er det også et lysende eksempel på netop de genrekriterier som vi føler udgør et succesfuldt survival horror-spil - ressourcehåndtering, labyrintiske omgivelser og et tilfredsstillende kampsystem der gør at du virkelig føler at du kan presse tilbage imod tilsyneladende uoverkommelige odds.

Men ligesom med Silent Hill 2 Remake er det ikke alle valg der er lige vellykkede. De fleste er enige i at spillets ellers elegante afbalancering på førnævnte knivsæg skrider en kende i spillets afsluttende miljø, på øen, hvor suspense må lade livet for rendyrket action, og hvor spillet mister evnen til at telegrafere forøget spænding udover bare at kaste kaskader af fjender i hovedet.

Når det så er sagt er de fleste moderne Resident Evil-spil glimrende eksempler på drejebogen vi forsøge at fremvise her i dag, og selvom det er gjort bedre før (det kommer vi til), så bør du ikke snyde dig selv for et opgør med Los Illuminados.

Magnus Groth-Andersen

8. Alien Isolation (2014)

Alien: Isolation opfylder kun i mere løs forstand vores genrekriterier, men det til trods står det tilbage som sådan en innovativ og spændende måde at introducere os for en helt, helt anderledes fortolkning af et Alien-spil, at dets eftermæle kun har forstærket troen på at Creative Assembly virkelig havde fat i den lange ende tilbage i 2014.

For ja, selvom Alien: Isolation teknisk set har et kampsystem, idet du løbende skal gøre op med fjender der ikke er den ene, glubske, forfærdelige Xenomorph, der febrilsk forsøger at jage dig igennem Sevastapol-rumstationen, så fylder det ikke synderligt i det samlede billede, heller ej gør egentlig ressourcehåndtering, eller om ikke andet ikke på samme direkte måde som i førnævnte Resident Evil 4.

Men det til trods, så er der nok smag fra de her specifikke kriterier, at Alien: Isolation alligevel bliver til survival horror-spil, idet du navigerer i de labyrintiske gange på rumstationen, idet du febrilsk indsamler alt du kan omkring dig, fordi du ikke ved hvornår din nuværende fordel pludselig placerer dig på den forkerte fod.

I Alien: Isolation kan det hele vende øjeblikkeligt, ikke fordi du løber tør for skud til din shotgun, men fordi du vælger at vente på at Xeno'en smutter, for så at blive overrasket på den værst tænkelige måde. At en efterfølger er i tidlig præproduktion, er gode nyheder for os der elsker survival horror, og hvis du ikke har spillet det, så skylder du dig selv denne hårrejsende oplevelse.

Magnus Groth-Andersen

7. Signalis (2022)

De fleste titler på listen kommer fra veletablerede udviklere og serier, men vi har også fundet plads til en lille, frisk titel fra 2022, som fuldstændig slog benene væk under mig.

Signalis blander klassisk survival horror, som vi kender det fra de sene 90'ere med en legesyg æstetik, der trækker tråde til animé og modige valg som lange sektioner spillet i førsteperson.

Og så er der historien. En forholdsvis let genkendelig fortælling om en kvinde, der leder efter sin kæreste ombord på en retrofuturistisk rumstation overrendt af monstre. Men hvad der starter klassisk, forgrener sig til en vild eksistentiel rutsjebanetur, hvor totalitære samfund og kunstig intelligens blandes med en vedkommende (ulykkelig) kærlighedshistorie.

Kampsystemet er måske til den simple side, men til gengæld er Sierpinski-basen smukt forgrenet og gåderne er et klart højdepunkt.

Der er efterhånden mange retrofokuserede indie survival horror-spil derude (også et skud ud til Crow Country), men Signalis er med afstand det bedste, jeg har stødt på.

Ketil Skotte

6. Silent Hill f

For en stor del af spillene på denne liste er Magnus og jeg nogenlunde enige, men der er også spil, hvor kærligheden primært kommer fra den ene af os. I tilfældet Silent Hill f er det afgjort mig - Magnus kvitterede jo trods alt "kun" med et 7-tal for en måneds tid siden.

Lad os få elefanten i rummet gelejdet ud. Nej, kampsystemet i Silent Hill f er ikke fantastisk og det fylder for meget. Men personligt synes jeg det er bedre end sit ry - særligt mod slutningen, hvor Hinako ikke længere bliver så hurtigt forpustet.

Med det sagt ligger Konami og Neobards' modige nytænkning af den klassiske series kvaliteter andre steder. Realiseringen af en søvnig, ja nogen vil endda sige stille, by i 1960'ernes Japan rammer fuldstændig rent og byder på en perlerække af ordinære men alligevel fantastiske miljøer. De smalle, tågeindhyllede gader med skarpe hjørner får fantasien til at løbe løbsk, og særligt i spillets første halvdel, hvor kampene er mindre hyppige, leder det til en fantastisk knugende stemning.

Og så er der historien. Silent Hill-serien kan groft sagt deles op mellem de titler, som fokuserer meget på det ydre i form af en kult, og de mere introspektive titler som Silent Hill 2, hvor byens ondskab består i at suge individer plaget af skyld ind i en form for malstrøm af selvransagelse. I Silent Hill f er vi mest i sidstnævnte kategori. Hinako kæmper nemlig ikke bare med usædvanligt veldesignede monstre, men også tidsperiodens forventninger til unge kvinder og det de skal bidrage med til familien og samfundet. Tunge temaer som misbrug, mobning og selvskade tages under behandling med stor empati og et fortællemæssigt overskud, hvilket resulterer i min yndlingshistorie i det indeværende år.

Det bliver spillets helt store arv.

Ketil Skotte

5. Dead Space Remake (2023)

Det er på mange måder en tragedie, det der er sket med Dead Space-serien. Selvom det originale spil EA Redwood Shores (senere Visceral) var så uendeligt lovende, så skulle det hele kulminere i Dead Space 3, et langt mindre uhyggeligt, mere co-op orienteret og mikrotransaktionsinfesteret kapitel, som desuden markerede seriens første død. Den anden skulle komme langt senere, i 2023, idet det ellers glimrende remake ræsonnerede dybt med alle os fans af survival horror, men som ikke formåede at sælge de fem millioner eksemplarer EA havde håbet på (!).

Men det betyder ikke at vi skal stoppe med at fejre Dead Space Remake, som ikke bare minder os om hvor vidunderligt forskruet det første Dead Space var, men som også kun kunne blive skabt ved hjælp af EA Motives insisterende fokus på ikke bare at genskabe, men forbedre.

Derfor føles kampsystemet bedre, Ishimura-rumstationen er mere sammenhængende, og særligt de før frusterende rum-sektioner er nu en bedre integreret del af den samlede oplevelse. Alt dette gør kun gensynet mere glædeligt, og forståelsen af at IP'en virkelig er forspildt på EA.

Glen Schofield håber på at EA vil sælge IP'en fra under deres nye ejerskab, men det kan ikke distrahere fra at matchet mellem Motive og Dead Space franchisen var et "match made in heaven". Øv.

Magnus Groth-Andersen

4. Cronos: The New Dawn (2025)

Jo, vi har valgt at sætte et slags arbitræt "limit" på hvor langt vi ønsker at gå tilbage her, men det er nu alligevel ret skelsættende, at der på den her liste findes to spil der ikke bare udkom i år, men som til og med er fra tidligere på efteråret. Men både Ketil og i særdeleshed jeg selv, føler ret stærkt for at Bloober Teams seneste fortjener at blive talt om i samme åndedræt som Resident Evil 2, Alien: Isolation og Dead Space Remake, og så bliver hæderen vist ikke meget mere signifikant, gør den?

Men det er altså bemyndiget til den helt store guldmedalje, for Cronos: The New Dawn cementerer ikke bare sig selv ved at levere på et af de opstillede kriteriepunkter, men ved at brillerer i stort set samtlige af disse områder. The Travelers bevægelser er tunge, intentionelle og brutale, og de fjender hun møder bliver aldrig kedelige, og stopper aldrig med at være uhyggelige. Præcis brug af begrænsede ressourcer er afgørende for at holde vores hovedperson på ret køl, og de ret avancerede omgivelser giver løbende efter for udforskning, og viser nye veje, afkoge og hemmeligheder, der uddyber spillets overraskende avancerede baggrundsfortælling.

Der er problematikker her og der, men Bloober kommer faretruende tæt på en decideret genistreg her, der kun holdes tilbage af en lidt for metaforietung narrativ, og netop et ret insisterende fokus på tyngde, som nok ikke vil overbevise alle. Ankepunkterne der har manifesteret sig omkring en identitet bestående af "lån" andetsteds, altså at spillet skulle være derivativt, er håbløse - prøv Cronos: The New Dawn!

Magnus Groth-Andersen

3. Resident Evil 7: Biohazard (2017)

Her kan vi tale om et ægte comeback. Efter at have kørt hovedserien helt i grøften gik Capcom tilbage til horrorrødderne og pøsede litervis af southern gothic blandet med hilbilly horror ud over den ormefyldte ret. Det resulterede i et spil, der føltes både friskt og (til trods for førstepersonsperspektivet) helt igennem klassisk.

Capcom lægger ud med at afvige fra egentlig survival horror ved at kanalisere 10'ernes flugtbaserede hits som Outlast og Amnesia, hvilket resulterer i noget af det mest uhyggelige serien har været (én særlig sektion i Village tager dog prisen). Især de to første medlemmer af Baker-familien er frydefuldt skræmmende og beslutningen om at fokusere på disse bonderøve fra helvede giver i den grad pote, da det samtidig forærer Biohazard sin helt egen, meget distinkte, identitet. Noget som Village i langt højere grad kæmpede med.

Med tiden finder spillet ind i en for serien klassisk rytme, hvilket betyder labyrintiske omgivelser og esoteriske gåder. Det føles rart og trygt på den helt rigtige måde, fordi spillet på andre områder tør tage chancer. En perfekt kombination af nyt og gammelt.

Resident Evil 7: Biohazard er dog ikke perfekt. Ethan Winters er en røvsyg hovedperson, fjendedesignet uden for Baker-familien er blandt seriens svageste og de sidste timer er på klassisk Resident Evil-manér spillets klart svageste. Og netop de problemer gør, at et andet spil i serien akkurat slår det.

Ketil Skotte

2. Resident Evil 2 remake (2019)

Der er en meget, meget god grund til at det originale Resident Evil 2 stort set har skrevet drejebogen for hvordan moderne survival horror-spil skal fungere. Den glimrende labyrintiske politistation er det måske perfekte backdrop til meningsfuld udforskning, og systematisk lagdeling af suspense, belønning og underholdning. Der er en evigt presserende fornemmelse af at blive iagttaget, og at du aldrig rigtig er helt tryg, hvilket du naturligvis heller ikke er med den mystiske Mr. X på en insisterende jagt efter dig. Og så er der tilfredsstillende combat, hvor hvert skud betyder meget, og hvor intelligent brug af dit inventory ligeledes bliver altafgørende.

Igen, det er det originale spil i en nøddeskal. Hvad der dog cementerer spillets plads på denne liste er, hvor svær en opgave det så er at kyle den her klassiske opskrift adskillige årtier frem til 2019 i form af et storstilet remake. Men det lykkedes Capcom med til den helt store guldmedalje, og på endnu mere imponerende vis er dette moderne remake lige så meget en rettesnor for al omkringliggende survival horror, som originalen var for dets samtid.

Det vidner om en evergreen-status, der simpelthen hører sig til Resident Evil 2, og derfor hører spillet unægteligt til blandt genrens allerbedste.

Magnus Groth-Andersen

1. Alan Wake 2 (2024)

Havde eksemplarisk opfyldelse af genrekarakteristika været kriteriet for vores rangering, ville Alan Wake 2 ikke have haft en chance. Dertil er Remedys mesterværk for ukonventionelt. Det labyrintiske er sjældent en del af banedesignet og spillets puzzles er en svag omgang sammenlignet med de fleste andre spil på listen.

Men nu er kriteriet "det bedste spil der kan karakteriseres som survival horror", og her er det svært at komme uden om spillets enorme kvaliteter. Hvad end du er ude efter metanarrative krumspring, gakket finsk humor, en fantastisk realiseret setting eller slet og ret spilhistoriens bedste musicalnummer, har Alan Wake 2 din ryg.

Remedy udvider deres RCU på smagfuld vis men aldrig på bekostning af den historie, de ønsker at fortælle her og nu. Der er masser at dykke ned i, når Saga forsøger at hitte hoved og hale i, hvad der foregår, og Alan forsøger at undslippe The Dark Place, og det hele fortælles sprudlende rent visuelt. Bare se hvordan Remedy indsætter FMV-klip i spillet.

Samtidig har spillet så mange højdepunkter, at de nærmest vælter over hinanden. Den første gang man går ind i et Overlap giver kuldegysninger, hotellet i The Dark Place er rendyrket ondskab, Valhalla Nursing Home har en mesterligt overraskende ark (og er i øvrigt spillets bedste bud på klassisk survival horror), og så er der selvfølgelig førnævnte musicalnummer, hvor Remedy gakker ud uden, at det føles det mindste malplaceret.

Måske er netop det Alan Wake 2's største mesterstykke. Evnen til at stikke i en masse forskellige retninger uden, at det føles usammenhængende. Tværtimod. Hvad end det er gemytlig small town-stemning, højtravende spekulativ fiktion eller isnende horror rammer det rent og føles som en helhed.

Et sandt mesterværk som kun kan ligge helt i toppen.

Ketil Skotte