De 10 bedste forsider: Dreamcast

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

E-mail *

Fulde navn *

10. Sonic Adventure

Lad mig sige det med det samme som kæmpe Dreamcast-fan (en af mine absolutte yndlingskonsoller): Det var bestemt ikke en konsol med særligt iøjnefaldende emballage, især ikke i EU. Men på tiendepladsen finder vi alligevel det ikoniske pindsvin, som endelig fik sit eget platformspil for første gang siden Mega Drive-æraen. Forsiden emmer af den herlige "no-nonsense"-attitude, der herskede i slutningen af 90'erne, og signalerer masser af selvtillid fra Sega, som trods alt stod med et fantastisk produkt.

9. Samba de Amigo

Det er svært at definere, hvad der udgør et ægte Sega-spil, men hvis jeg skulle forsøge, må den røde tråd være, at der ikke er én. Sega var overalt hele tiden, og man vidste aldrig, hvad de fandt på som det næste. Efterfølgerne var sjældent lige så gode, fordi deres skøre projekter byggede på unikke idéer, der efter ét spil ikke føltes helt så unikke længere. Dette afspejles i coveret til maracas-simulatoren (elskede Sega... seriøst?) Samba de Amigo. Det er et mix af mexicanske festivalplakater og klassisk Sega-kaos, som får hele forsiden til at føles som et rytmisk udråbstegn. Det er umuligt ikke at blive glad i låget.

8. Jet Set Radio

Få spil, hvis nogen overhovedet, har udstrålet mere ægte kølighed og attitude end Jet Set Radio. Her tager de finurlige og funky GG'ere kampen op mod både undertrykkelse og farverige rivaliserende bander som Noise Tanks og Love Shockers - ved at male graffiti. Jet Set Radio anses ofte for at være spillet, der banede vejen for cel-shading, og coveret gør et godt stykke arbejde med at indfange al den attitude, der gemmer sig bag skivens et- og nultaller.

7. The House of the Dead 2

Mange Dreamcast-covers bærer præg af computergenereret grafik fra en tid, hvor teknologien ikke var helt moden endnu, hvilket ofte gav tingene et lidt billigt udseende. I dag føles det typisk for æraen, men det giver lidt en "Temu-vibe". En undtagelse er dog The House of the Dead 2, som ikke bare var et fænomenalt spil, men også havde et cover, der passede perfekt. Det er mørkt, råt og næsten lidt teatralsk med klassiske gyserfilm-zombier. Gotisk uden at være kitsch - som en klassisk gyser på VHS.

6. Virtua Tennis

Selvom spillet bød på datidens superstjerner som Jevgenij Kafelnikov, Carlos Moyá og Jim Courier, var der ingen spillernavne i titlen, og de optrådte heller ikke på coveret. I stedet var forsiden domineret af en sløret tennisbold i fuld fart sammen med en lille, generisk spiller i siden. Det var en anden tid; gameplay var i fokus, og licenser var slet ikke så vigtige dengang. Derfor er coveret ikke bare anderledes, men også meget tidstypisk og virkelig fedt.

5. Ikaruga

"Men du sagde, det kun var EU, dit fjols", tænker du måske nu. Men jeg vil vove at påstå, at det stadig gælder for Ikaruga, da det var regionsfrit. Det var et af de sidste store Dreamcast-spil og et absolut fænomenalt shoot 'em up, hvor det handlede lige så meget om at blive skudt på, som det gjorde om selv at skyde. Forsiden er en slags "Zen møder mecha", og man kan virkelig mærke, hvilken verden der venter, når man trykker på power-knappen og Dreamcast-logoet ruller over skærmen. Jeg elsker det.

4. Skies of Arcadia

Dette er eventyrlyst i sin reneste 90'er-form. De blå nuancer, luftskibet og Vyse i en heroisk positur skaber en følelse af, at man står på tærsklen til en helt ny verden. Jeg vil sammenligne coveret med datidens ungdomsromaner, men med en stærk indflydelse fra japansk populærkultur. Det viser også, hvilken magtfaktor Sega var dengang; de kunne udfordre selveste Enix og Square, selv når det gjaldt japanske rollespil. Alt dette formidles på en varm og indbydende måde i et episk cover.

3. Chu Chu Rocket

Jeg gætter på, at mange vil have det svært med, at dette spil rangerer så højt, men jeg betragter det som et af de mest visuelt modige covers til Dreamcast. Det har nul kommercielt potentiale, men som gamer er det umuligt ikke at elske det legesyge og flade farvevalg, de skrigende orange-blå kontraster og de herlige figurer. Det ligner en plakat for et eksperimentelt japansk børneprogram. Det er mærkeligt, charmerende og fuldstændig uforglemmeligt. Præcis som spillet.

2. Power Stone

Jeg brænder for både spil og deres indpakning. Her mødes følelsen af 80'ernes eventyrfilm med herligt japansk design og klassiske tegneserie-vibes. Figurerne er opstillet som et ensemble på en filmplakat med farver, der virkelig popper. Bare ét blik er nok til, at man får lyst til at dele øretæver ud med Captain Fokker (eller Falcon, som han hed i Europa) til den storladne musik på de levende baner. Ren magi.

1. Crazy Taxi

Man kunne selvfølgelig sige, at det er et kedeligt valg - et logo på en ensfarvet baggrund. Jeg vælger at se det anderledes. Dette cover er grafisk punk. Den gule baggrund er så aggressivt monokrom, at den nærmest brænder sig fast på nethinden, og kombineret med det flammende racer-logo kan jeg næsten høre The Offspring spille i hovedet bare ved at kigge på billedet. Det er enkelt, larmende og ikonisk. Det er et af de mest genkendelige covers i hele Dreamcast-biblioteket og ét, der virkelig indfanger spillets sjæl på fornemste vis.