Daxter

Orange, knæhøje Daxter har altid været min favorit, til trods for hans position på Jaks højre skulder. Mens Jak er gået fra at være en lalleglad, håbløs teenager til en møgsur, rasende tornado af dunkelhed, så er Daxter, der reelt er en blanding mellem en odder og en væsel, forblevet sjov, vedkommende og ikke mindst interessant. Daxter er indbegrebet af en ægte platformhelt og han fortjener at træde ud af Jaks irriterende skygge i mere end én forstand.

Og det gør han så heldigvis i Daxter, der ifølge udbrydergruppen Ready at Dawn, foregår mellem det oprindelige Jak & Daxter og Jak II: Rengade. Når jeg siger ifølge Ready at Dawn, så er det fordi jeg her, mere end ti timer senere, stadig kun i spæde glimt er blevet serveret for en historie, der bare tilnærmelsesvis læner sig op af de førnævnte spil. Reelt kunne Daxter ligeså godt foregå bagefter Jak 3, eller som en sidehistorie til Jak X. Men alt det er også lige meget, for Daxter er et fremragende spil, uanset om plottet så kun snitter Naughty Dogs millionsælgende trilogi. Ready at Dawn har nemlig brudt lænkerne til seriens ophav og skabt et platformspil, der både rækker fremad, men samtidig hylder de dyder, der igennem mere end et årti har været faste ingredienser i et klassisk platformspil.

Historien tager fat da makkerparret splittes op i Haven City. Jak tages til fange og eskorteres væk af byens vagter, mens Daxter forsvinder ind i menneskemængden og forsøger at finde en løsning på det hele. Løsningen bliver Osmos Critter-Ridder butik, byens sidste skadedyrsbekæmper, der igennem generationer har holdt Haven City fri for kryb. I rollen som krybudrydder drager Daxter nu ud på eventyr i byen, kun udstyret med en elektrisk fluesmækker, og så er der ellers kridtet op til platformhopperi, uddeling af lussinger og ture på svævende køretøjer - kort sagt, alt det du givetvis allerede elskede ved den oprindelige serie. Ready at Dawn har dog et par overraskelser i lommen, og før du ved af det udstyres du også med en giftsprøjte, der så senere kan opgraderes med muligheden for at sprøjte med bl.a. ild og soniske bomber. Denne sprøjte kan Daxter også stille sig på, hvilket giver ham mulighed for at svæve over kortere distancer - og det har holdet udnyttet til fulde i det fabelagtige banedesign, der ikke én gang forlader sig på den hellige treenighed af lava-, is- og skovbaner.

I steder for de arketypiske og ekstrem uopfindsomme baner, du er vant til, så brillerer Daxter nemlig i helt anderledes lokaliteter. Der er savmøller, komplet med snurrende rundsave og udhulede træstammer, der er et gammelt, faldefærdigt hotel med skæve billeder på væggen og stole med rokokoben, og der er et kæmpe frysehus med fisk i kasser, vuggende isflager og enorme isterninger. Ready at Dawn løber aldrig tør for nye steder at placere Daxter, og det giver platformgenren noget af en blodtransfusion. At det samtidig er lykkes holdet at gøre noget ved samlermanien, er imponerende. Daxter beder dig ikke decideret om at indsamle alt på en given bane, men stiller dig i stedet overfor en enkelt opgave, der skal løses. I forlængelse af den er der så stadig mulighed for at snuse dig frem til alle banens rav-lignende ædelstene og de velkendte Precurser-æg. Disse giver adgang til nogle hysterisk grinagtige drømmesekvenser, og samtidig har du muligheden for at få opgraderinger til dine kryb, der så efterfølgende kan kæmpe mod hinanden i Bug Combat mini-spillet.

Drømmesekvenserne er indlagte mini-spil, hvor du i skikkelse af f.eks. Neo fra The Matrix, Braveheart eller Gimli fra Ringenes Herre, skal udrydde et vist antal fjender. Der er intet bemærkelsesværdigt i spillene, der benytter sig af basale rytmespilsagtige sekvenser og din evne til at kende forskel på firkant, cirkel, x og trekant, men de er udført med ekstrem elegance og giver dig endvidere chancen for at vinde nye bevægelser til Daxter, eller forlænge hans livmeter med adskillige centimeter. Bug Combat mini-spillet er en ekstra godte udenfor det historiedrevne spil, og minder mest af alt om Nintendos ultra populære Pokemon-serie. Gennem hele spillet finder du løbende nye kryb, evner og opgraderinger. Disse kan så bruges til at forbedre dine seksbenede venner og gøre dem til arenaens ubestridte mestre. Mod spillets kunstige intelligens er der ikke meget at hente, når du først har gennemskuet dens taktik, men mod en ven over WiFi, er der uendelige muligheder for nervepirrende kampe.

Normalt så forsøger jeg, ikke slavisk at nævne, hvor godt eller dårligt et spil ser ud grafisk, men i Daxters tilfælde er det altså en nødvendighed, for spillet stråler ganske enkelt hele vejen igennem. Faktisk er Daxter et vaskeægte andengenerationsspil til PSP, og det ses i alt fra animationen til den pragtfulde horisont, som Haven City kan prale af, og ikke mindst figurerne, der med ekstrem flotte detaljer og en helt mageløs mimik, er med til at løfte Daxter til et helt nyt niveau. Daxters pels er dejlig ulden, byen enorm stor og fyldt med summende neonreklamer, mens yderområderne summer af liv og pangfarver. Der skal dog betales for alt dette her med en hastighed, der til tider er faretruende lav. Heldigvis har det ingen indvirkning på dine missioner eller veltimede platformhop, da det kun sker, når du rejser fra sted til sted i byen. Men jeg sad lidt og ærgrede mig over, at Ready at Dawn ikke have droppet et par bygninger hist og her, til fordel for en Haven City, der så gled helt glat.

Alligevel kan jeg ikke være andet end imponeret over Daxter, der med sit fokus på veltimet platformhopperi, ekstrem god humor og en helt fabelagtig billedside, både udviser pionerånd og rent faktisk lægger ny asfalt i genren, men som samtidig har håndplukket alle de bedste ideer fra de forgangne ti års udvikling og rodet det hele sammen på en UMD. Daxter er uden tvivl det mest imponerende PSP-spil til dato, og jeg har svært ved at se noget komme bare i nærheden af det indenfor det næste års tid. Dette er et meget imponerende debut-spil.