Daxter

Daxter har ikke altid set ud som han gør i dag. Før alle problemerne med mørk Eco, skumle despoter og nøjeregnende baroner, var han en helt almindelig, om end rapkæftet fyr, med en rimelig gennemsnitshøjde. Det var naturligvis før han faldt i en pøl af blæksort Eco på Misty Island og blev forvandlet til en orange, lavbenet ottsell - dog stadig med samme akutte munddiaré. Og det er til at forstå, at han snakker, mener jeg, for hvis man kaster et flygtigt blik hen over Naughty Dogs platformtrilogi, så har Daxter altid været hensat til Jaks skulder. Og hvor sjovt er det lige at opleve tre af genrens bedste eventyr groet fast til kragebenet på en halvhidsig, muteret helt? Man får virkelig brug for at snakke med nogen, hvis man altid er det ligegyldige vedhæng.

Måske er det derfor, at Daxter nu får sit helt eget eventyr i lommeformat. Daxter fortjener nemlig plads til at boltre sig, også selvom eventyret kan presses ned i lommen. Han er mere end en bifigur, han er en helt og helte fortjener at få deres historier skrevet ned. I Daxter, der foregår mellem Jak & Daxter og Jak II: Renegade, står den nu på insektudrydning. Daxter møder byens førende insektekspert, og efter først at have sagt nej tak til jobbet, som kun Daxter kan gøre det, beslutter han sig alligevel for at blive byens selvbestaltede udrydder af alt med mere end to ben - og så sparkes eventyret ellers i gang.

Spillets første bane, der foregår på et af byens femstjernede hoteller, hev hurtigt i mit gamle platform-hjerte og fik mig til at finde smilet frem på læberne. Fungerende som en introduktion til gameplayet i Daxter, sendes du med en elektrisk fluesmækker op til hotellets suiter for at udrydde alverdens kryb. Jeg tog turen gennem en frodig taghave komplet med kødædende planter, hidsig biller og brusende vand, rutschede ned gennem rustbrune stålrør og foretog millimeter præcise platformhop, som selv Mario ville være stolt af. Daxter er kort sagt mere i stil med Jak & Daxter, og læner sig i væsentlig mindre udstrækning op ad seriens andet og tredje kapitel, hvilket for mange er lige præcis, hvad de gerne vil høre.

Alligevel er der også blevet plads til en del action. Daxters arsenal af insektmidler opgraderes nemlig løbende, så da han, bogstavelig talt, støder direkte ind i et sæt velformede bryster på en gæv soldatertøs og bliver bedt om at udrense byens seneste byggeplads for kryb, så får han adgang til en giftsprøjte med dertilhørende rygsæk. Herefter er det bare at tackle byggepladsens kryb ved skiftevis at svinge fluesmækkeren og give dem en gang hysterisk grøn giftgas fra pistolen. Den slags ting byder Daxter på hele vejen, og efter at have spillet godt fire timer af den første beta-kode, kan jeg med det samme sige, at Ready at Dawn, der i øvrigt stort set består at klassens kvikkeste hoveder fra bl.a. Blizzard, Shiny Entertainment og Naughty Dog, har formået at skabe et yderst velfungerende og varieret platformspil.

Det var dog det visuelle element, der i første omgang slog benene væk under mig. Daxter ser ud nøjagtig som han ville gøre på PlayStation 2, og hans pels er gengivet med en udpræget sans for detaljerne. Spillets introduktion er ekstrem cinematisk og Max Casella, der også i denne håndholdte udgave lægger stemme til Daxter, virker mere oplagt end nogensinde før. Allerede ved Daxters beskrivelse af hans enorme heltemod i starten af spillet, var jeg færdig af grin. Dialogen er vittig, animationerne er udført med pinlig nøjagtighed og seriens sære design slår straks igennem. Indtager du de højteknologiske boulevarder i Haven City, er der heller ikke sparet på noget. Byen strækker sig så langt øjet rækker, og når Daxter senere i spillet får adgang til køretøjer, så får du for alvor lov til at se, hvor meget Ready at Dawn reelt har presset ned på den lille UMD-skive. Det er muligvis ikke af samme omfang som Rockstars Liberty City Stories, men det kommer meget tæt på.

Som lidt ekstra guf har drengene også indlagt et mini-spil kaldet Bug Combat. Her står den på turbaserede kampe i bedste Pokemon-stil. Insekterne indsamler du løbende gennem eventyret, specielt hvis du holder øjnene lidt åbne, og disse kan så efterfølgende bruges i arenakampene. Jeg har, af meget naturligvis årsager, ikke kunnet spille mod andre via WiFi, men alene singleplayerdelen er så fængende, at jeg allerede har brugt adskillige timer på at få mine små bæster til at vokse sig stærkere og få flere evner.

Der findes allerede en del gode spil til PSP, men ingen af dem findes inden for en af mine absolutte yndlingskategorier, nemlig platformgenren, så det er rart, at Daxter udviser så meget pionerånd og samtidig leverer et gammeldags, velfungerende platformspil med visse actionelementer, for det har jeg virkelig brug for til de kedelig tog- og busture, jeg ugentlig er nødt til at udsætte mig selv for. Jeg glæder mig kort sagt ekstremt meget til den endelige udgave af Daxter og håber, at Ready at Dawn får sat samme tunge fodspor i sandet, som Naughty Dog i sin tid gjorde det. Det fortjener Daxter altså. Han er trods alt en helt.