
Er dating ikke rigtigt "your thing"? Det er helt forståeligt, da den slags kan være en anstrengende omgang. Nu kan du heldigvis date hjemmefra, i den skæve og skøre dating-simulator Date Everything!
Det hele starter ud med, at man modtager en pakke på ens dørtrin, fra en semi-skummel type man har mødt online, som går under navnet "tinfoilhat". I pakken er der et sæt "Dateviator" briller. Det viser sig dog senere, at der er en grund til, at du får de her mystiske briller, men det er en lidt anden historie. De her specielle briller gør det muligt at se en slags alternativ dimension i vores verden, hvor alle objekter i ens hjem, for eksempel spisebordet, lampen i stuen og ens seng, har en slags personificeret udgave.
Et par gode eksempler kan være, at fordøren i ens hus hedder Front Dorian og er en stor udsmider-agtig type, ens mobiltelefon hedder Phoenicia og er en snakkesalig kvinde, mens ens toilet er en karismatisk franskmand ved navn Jean-Loo Pissoir og sengen er en varm frodig kvinde, som naturligvis hedder Betty.
Sådan er ens hus fyldt med ting, som kommer til live i form af forskellige personer, når man har de her "Dateviator" briller på - faktisk er der lige præcis 100 forskellige "dateables" i ens hus, som samlet har timevis af indtalt dialog og de er alle ganske flot designet. Begge dele vender vi tilbage til.
Som så mange andre i den her verden, er man på evig jagt efter kærligheden og man kan faktisk begynde at flirte og indlede forhold med de her personer, der altså bor rundt omkring i ens hus. Det vil sige, at man altså kan date alt fra ens egen seng (som man jo ligesom har været i seng med før), ens badekar, vækkeuret, pianoet, varmtvandsbeholderen, støvsugere, mikroovnen, papkasserne i skabet, lænestolen, loftet og.. ja, mange mange andre ting - endda ens mareridt om natten kan man date.
Alle de her personificeringer af ting i ens hus, har en historie at fortælle. Man finder blandt andet ud af, at ens brusekabine, Johnny Splash, er en slags Elvis-efterligner med store drømme, forstørrelsesglasset Maggie er en slags detektiv, der undersøger mystiske hændelser i huset og at vaskemaskinen Washford og tørretumbleren Drysdale er uvenner og taler ikke sammen - og det kan godt være lidt anstrengende, når man står ovenpå hinanden hele dagen. Denne slags morsomme historier er der masser af i Date Everything!
Alle disse fortællinger er indtalt med fuld dialog og det løber op i et manuskript på over 1 million ord og 70.000 indtalte linjer. Det bedste er, at stemmeskuespillerne gør det fremragende. Man har fået en masse virkelig solide talenter til at lægge stemmer til de forskellige figurer og det er navne som Troy Baker, Laura Bailey, Matthew Mercer og Steve Blum, som alle tidligere har lagt stemmer til et hav af tv-serier og spil og som har massevis nomineringer og priser bag sig. Det er virkelig en stærk line-up af stemmeskuespillere og det kan man tydeligt høre.
Så langt, så godt - men nu melder udfordringerne sig. Date Everything! har en god humor, fremragende stemmeskuespil, glimrende karakterer - men desværre bliver det hele forholdsvis hurtigt kedeligt. De forskellige karakterer og deres historier er originale og deres fortællinger bliver leveret med stor overbevisning, men da jeg havde snakket med de første 30 dateables, begyndte jeg ganske enkelt at miste interessen for dem. Både for personerne og deres fortællinger - og jeg sad nogle gange og ønskede, at den her samtale snart kunne være forbi. Det er ikke et godt tegn i et spil af denne type.
Jeg savnede ligesom noget mere, end at gå rundt i huset og lytte på den ene historie efter den anden og ind imellem løse forskellige opgaver for de forskellige karakterer, som typisk indebar at tale med endnu flere karakterer andre steder i huset. Man skal være meget glad for gode anekdoter og fortællinger, hvis man i flere timer skal være underholdt af at gå rundt og snakke med 100 forskellige NPC'ere, uden at der sker mere. Og lige der, blev jeg noget udfordret.
Date Everything! ser ellers både godt ud og lyder godt. Vi har været inde på de fremragende stemmeskuespillere, men også karakter-designet er glimrende. Spillets 100 forskellige "dateables" bliver præsenteret via nogle flotte illustrationer og deres påklædning og design er meget kreative. For eksempel er barskabet Beverly udstyret med ølglas på armene og har shotsglas som armbånd og toilettet Jean-Loo Pissoir har et toiletbræt om halsen og en svupper på hovedet. Spillet skulle indeholde mere end 11.000 håndtegnede billeder, så der er nogle illustratorer, der har haft pænt travlt her.
Jeg ville faktisk gerne kunne lide Date Everything!, for jeg er tilhænger af spil, som prøver noget nyt og lidt anderledes. Desværre lykkedes det ikke for Sassy Chap Games her, for de gode fortællinger bliver overskygget af kedsomhed, når man går fra det ene rum til det andet, blot for at snakke med endnu en karakter i ens hus. Man skal være mere end normalt glad for små historier og skæve karakterer, hvis man skal holde interessen i Date Everything! i længere tid. Det eneste der til sidst holdt mig kørende var, (ud over at jeg skulle anmelde spillet) var følelsen af "at der må da komme noget mere - jeg måtte have overset noget". Men der kom aldrig mere.