Dark Souls III anmeldelse - Første del

Bemærk at dette ikke er den endelige anmeldelse, men en foreløbig vurdering af Dark Souls III. Dette skyldes at vi kun har haft begrænset adgang til spilserverne, og da multiplayer-elementerne udgør en meget stor del af titlen, har vi valgt at dele anmeldelsen op i to. Den endelige vurdering af spillet vil udkomme om en uges tid, efter vi har haft mulighed for at afprøve spillet i sin helhed, og vil også omfatte beskrivelser af spillets Covenant-system mm.

Endnu et år har passeret, og endnu et Souls-spil er lige på trapperne, og i de seneste par år som den dedikerede anmelder af seriens indslag har jeg det altid lidt ambivalent med disse perioder. På den ene side synes jeg serien har været fantastisk, og jeg har altid glædet mig til at få fingrene i det seneste kapitel, men på den anden side ved jeg også godt, at jeg går en hård periode i møde, da spillets notoriske sværhedsgrad nemt kommer til at koste en del sved og tårer, når nu anmeldelsens deadline skal rammes. Nu har det seneste og efter sigende også sidste indslag i serien stået for skud, og her kan du læse første del af mine indtryk af spillet, og om Dark Souls III har formået at give mig lige så meget sved på panden som sine forgængere.

Noget jeg altid har fundet interessant ved Souls-serien, er hvor vidt forskellige hvert spil i samlingen føles. Det er ikke kun i forhold til historien og justeringerne i gameplayet, men også i forhold til atmosfæren i de forskellige spilverdener man besøger, og jeg så meget frem til at finde ud af, hvorvidt Lothric kunne fange mig lige så meget, som Drangleic havde gjort det i toeren, og Lordran havde gjort det i etteren. Jeg kan gladeligt fortælle, at jeg indenfor meget kort tid med spillet nok måtte erkende, at Lothric er min nye yndlings Souls-verden, og det er der flere årsager til.

Rent grafikmæssigt er Dark Souls III det flotteste man har set i serien, også hvis man tager sidste års fantastisk flotte Bloodborne med i overvejelserne. Teksturerne er skarpe, og frameraten føltes meget mere stabil på PS4, end hvad jeg syntes man oplevede i Bloodborne, og det er tydeligt at udviklerne har brugt tid på at raffinere deres engine, så den gør bedst brug af den nye konsolgenerations hardware. Spillet er også overraskende farverigt på visse tidspunkter, og man er ikke i tvivl om at denne titels tema er ild, gløder og aske, hvilket fornemmes i spilverdenens flotte gule og orange toner, samt til tider matte og betagende grå nuancer. Der er også et væld af flotte udsigter at finde i spillet, og jeg var flere gange ved at miste livet med min figur, fordi jeg havde for travlt med at kigge ud over kanten på toppen af et faldefærdigt tårn til at opdage, at en fjende var i fuld færd med at snige sig ind på mig. Hvis jeg skal komme med et godt råd allerede nu, så gør plads på jeres harddiske, for jeres screenshot-knapper kommer på overarbejde.

Til forskel fra Dark Souls II, er der i denne ombæring overraskende nok færre områder at finde i spillet, hvilket i mange tilfælde ville være noget negativt, men som i Dark Souls III faktisk er en fordel, idet de enkelte områder til gengæld er langt større og meget mere komplekse, end det vi har set før i serien. Det betyder, at man kan bruge meget lang tid på at gå på opdagelse i områderne, og at man selv efter mange timer med spillet kan falde over skjulte skatte og rum, som man havde overset da man løb gennem området første gang. Jeg har altid nydt dette element af at kigge i alle afkroge af områderne i Souls-spillene, og det må siges at være på sit højeste niveau nogensinde i dette spil. Jeg sad ligefrem til tider under min gennemspilning med et lille ønske om, at kunne få lov til at se ind i hovederne på de eminente level-designere fra From Software, men gik som regel også hurtigt væk fra tanken igen, da man uden tvivl bare ville blive væk i de snørklede sind, som har formået at skabe så komplekse spilområder, der ofte var en smule forvirrende, men som i sidste ende altid gav mening.

Det er ikke kun i forhold til banedesignet, at man skal holde tungen lige i munden i Souls-spillene, men i den grad også i forhold til historien. Fortællingen i Dark Souls III har for en gangs skyld en langt mere direkte forbindelse til en forgænger, navnligt det første Dark Souls spil, hvilket nok vil glæde mange, da den historie blandt fans altid har været den mest velansete. Det har også betydet, at jeg personligt har måtte sætte mig lidt på skolebænken, da historiefortællingen i Souls-spillene altid har været sparsom og op til spilleren selv at regne ud, hvilket jeg ikke altid har gået lige meget op i. Efter utallige Youtube-videoer og mange siders læsning fra diverse gaming-sites føler jeg efterhånden jeg har fået en smule styr på, hvad det egentlig er der foregår i universet, selvom jeg må indrømme jeg nok ville få svært ved at bestå en eksamen i faget. På trods af dette fik jeg faktisk en hel del mere ud af historien denne gang, end jeg plejer at gøre i et Souls-spil, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu bedre, og jeg vil klart anbefale alle derude, som enten er nye til serien, eller blot føler sig lidt rustne i hvad det egentlig er der foregår i Souls-universet, at se et par fem-minutters forklaringsvideoer på nettet, så man er helt klar inden man kaster sig over det tredje spil.

Selvom Dark Souls III har meget direkte forbindelser til det første spil i serien, er der dog alligevel en hel del nye gameplay-mekanikker, som man lige skal vænne sig til. Den mest indlysende forskel er kamphastigheden, der i denne ombæring minder lidt om en blanding af det klassiske Dark- og Demons Souls lidt defensive stil, og så Bloodbornes noget hurtigere og mere aggressive kampformat. De hurtigere kampe vil derfor nok kræve lidt tilvænning for de spillere, som ikke har spillet Bloodborne før, men heldigvis går der ikke så længe, inden man kan kaste sig rundt mellem fjenderne og backstabbe dem på stribe, og hvis man ønsker at holde sig mere til det klassiske skjold, er dette heldigvis også en mulighed.

Ud over at kampene er betydeligt hurtigere, så har man som spiller også adgang til nogle nye tricks til sin figur i form af Weapon Arts-systemet. Systemet fungerer på den måde, at hvert våben og skjold har en særlig evne, som kan aktiveres ved hjælp af en af skulderknapperne, og som kan have en betydelig effekt på den måde man kæmper på. Et eksempel på disse special moves er blandt andet War Cry, som styrker ens figurs angreb, og som giver adgang til vildere angrebskombinationer mens det er aktivt. Et andet eksempel er Charge, hvor man med sit spyd forrest løber direkte ind i fjenderne, og gør store mængder skade. Der er selvfølgelig visse våben, som deler de samme Weapon Arts, men der er stadig en betydelig mængde af forskellige moves, som gør at mulighederne ikke føles for ensformige, og begynder man først at bruge noget af det mere avancerede udstyr man får for at nedkæmpe bosser, bliver effekterne først rigtigt interessante. Systemet er virkelig sjovt at lege med, og det er en fantastisk tilføjelse til spillet, da våben nu har fået en ny dimension oven i de klassiske move-sets og stats, og jeg er sikker på, at der er mange fans derude, som vil vise sig fra deres kreative side med evnerne, når spillet snart kommer på gaden.

For at kunne bruge de nye Weapon Arts-evner er en ny ressource blevet tilføjet til spillet, som kaldes Focus. Focus kan nok bedst beskrives som mana, da det blå meter også er med til at drive ens magiske evner, skulle man få lyst til at have sådan en type figur. Det er et noget anderledes system, end det vi så i Dark Souls II, hvor hver magiske evne havde et bestemt antal gange de kunne bruges, inden man var nødt til at sætte sig ved et bål for at få mere "ammunition". Ligesom med ens health-bar kan Focus-barren også fyldes op igen undervejs ved hjælp af en Ashen Estus Flask, der fungerer fuldstændigt som den klassiske Estus Flask, idet flaskerne fyldes op igen ved bålene, og at mængden man bærer på forøges ved at finde Estus Shards i spilverdenen. Noget jeg dog fandt interessant var, at man selv skulle administrere hvor mange af ens Estus-flasker skulle være Ashen, og hvor mange skulle være normale, hvilket betyder at man med ti flasker enten har muligheden for kun at fylde dem med Focus eller healing, eller at blande det lidt, så det passer bedst til ens figur. Det er smart da en magisk baseret figur nok har mere brug for Ashen-flasker end en regulær kriger, og hvis man vælger at spille som healer-type kan de blå flasker faktisk gå hen og være mere værd rent livsmæssigt, end de klassiske gule.

Det er ikke kun kampsystemet og Estus-flaskerne, der har ændret sig i Dark Souls III, men også ens figur fungerer lidt anderledes, end vi har været vant til det. Før i tiden spillede man som en person, der kæmpede mod at blive en zombie-lignende Hollow, en tilstand som forværredes for hver gang man døde, og som ud over at have rent kosmetiske konsekvenser for spilleren, også reducerede ens maksimale mængde HP for hvert dødsfald. Skulle man genvinde sin menneskelighed måtte man finde noget Humanity (Dark Souls) eller en Human Effigy (Dark Souls II), og sådan fortsatte spillet derudaf. Denne gang bærer ens figur ikke på det sagnomspundne Dark Sigil, da man i stedet indtager rollen som en Unkindled, som er blevet vækket fra de døde, og som søger en glød for at gøre sig stærkere. Disse gløder, eller Embers, fungerer fuldstændigt som de førnævnte items, dog med en betydelig forskel, nemlig at de i stedet for at gøre ens figur normal igen faktisk gør den stærkere, da man ved indtagelsen belønnes med en højere mængde HP end den normale, og en meget flot kosmetisk effekt, hvor kanterne på ens figurs tøj og rustning begynder at gløde, som varer ved frem til ens næste uundgåelige dødsfald. Med andre ord er straffen for at dø blevet fjernet, da ens maksimale HP forbliver uændret lige meget hvor galt det går, og indtager man en Ember belønnes man med ekstra HP, i stedet for blot at vende tilbage til sin normale tilstand. I praksis lyder det måske en smule ens, da man jo i sidste ende gerne vil forblive Kindled for at sikre, at ens figur har så meget liv som muligt, men det er alligevel en lidt anderledes måde man skal se systemet på, og jeg kunne forestille mig at visse fans vil se den manglende straf for at dø flere gange i træk som en forværring af sværhedsgraden. Personligt kunne jeg godt lide systemet, da jeg altid har synes det var en rigelig straf, at man kan miste alle sine indsamlede Souls, hvis man er så uheldig at dø to gange i træk, inden man når at få samlet dem op igen.

En vigtig del af Souls-spillene har altid været spilverdenens hub, nemlig det område man vender tilbage til jævnligt for at levele op og opgradere sit udstyr, og som fungerer som knudepunkt for de forskellige områder. Her har From Software gjort et rigtigt godt stykke arbejde, idet den nye Firelink Shrine-hub i denne ombæring er mere end blot et nødvendigt pit-stop, som skal tages fra tid til anden, men også et sted, der emmer af liv, hvilket er en smule atypisk for serien. Det betyder, at man ofte bliver mødt af forskellige personligheder fra verdenen i hubben, der alle har interessante og vigtige informationer i forhold til historien, men som også en gang imellem er villige til at sælge udstyr, items og spells til en, hvis man har brug for den slags. Nogle figurer skal først reddes fra forskellige situationer ude i verdenen, hvorefter de slår sig ned i hubben, mens andre bare dukker op, og derefter forsvinder igen, når de har sagt hvad de havde på hjerte. Jeg vidste aldrig hvornår et sådant visit fandt sted, og sommetider måtte jeg også lede lidt efter dem i det halvstore område, men det var fedt at der var mere at lave, end blot at brænde sine Souls af på grej og levels, når man vendte tilbage efter nogle hårde kampe i vildmarken.

Ud over den større mængde besøg i Firelink Shrine-området, har der også sneget sig et par nye gameplay-elementer ind i vendor-systemet i form af blandt andet Umbral Ash og bøger med Spells og Miracles. Måden disse items fungerer på, er at man afleverer disse items til den tilsvarende vendor, som så får udvidet sit inventar af varer og magiske evner de har til salg. Systemet fungerer rigtigt godt, og det betyder at man holder at skarpere øje åbent efter items i spilverdenen, da disse genstande kan give adgang til ret unikke og specielle typer udstyr og evner.

En af de vigtigste elementer i Souls-spillene har altid været spillenes boss-figurer, og de episke kampe man må kaste sig ud i mod dem, for at komme videre til næste område, og her må det siges, at From Software endnu en gang har ramt plet. Der er måske ikke helt så mange som man har oplevet i tidligere spil i serien, men endnu engang er det tydeligt at udviklerne har fokuseret på kvalitet frem for kvantitet. Alle kampene føltes unikke, dog med nogle enkelte kampe, der føltes som tydelige referencer til tidligere boss-kampe i serien, og jeg var virkelig nødt til at bruge forskellige taktikker, for at nedlægge de fantasifuldt skabte modstandere. Det var også tydeligt, at den enkelte boss var designet med bestemte character-builds i tankerne, hvilket betød at visse kampe var enormt svære for min figur med kæmpe skjold og sværd, mens et par stykker kunne klares i første forsøg med samme udstyr. Og ja, der var et par bosser, som kun krævede et enkelt forsøg, og jeg ved ikke om det blot er mig der er i bedre træning efter mange år med serien på bagen, eller om visse bosser bare var en smule nemmere end forventet, men det var selvfølgelig en smule skuffende, når kampene føltes som om de var overstået for hurtigt. På trods af dette var bossernes design til gengæld imponerende og varierede, og det var altid spændende at træde ind i et boss-kammer, for at se hvad udviklerne havde fundet på som det næste.

Når nu et par enkelte bosser skuffede en smule i forhold til sværhedsgraden, kan jeg til gengæld trøste med, at et stort antal af de normale fjender man møder på sin vej, faktisk kan vise sig at være yderst udfordrende at besejre. Der var især nogle tidspunkter, som jeg ikke vil afsløre her, hvor det næsten føltes som en lille boss-kamp at komme gennem området, hvilket kun gjorde det endnu mere tilfredsstillende, når man endelig klarede sig igennem. Endnu en gang må det siges, at et Souls-spil har leveret nogle af de mest personligt belønnende sejre, jeg har oplevet i et computerspil i mine mange år som gamer.

Dark Souls III har enormt meget at byde på, både for nye spillere men i den grad også for fans af serien. Spillet er spækket med referencer og gamle kendinge fra de tidligere spil, såsom smeden André, som er en af de første venlige ansigter man møder, når man træder ind i Firelink Shrine, og From Software har gjort et godt stykke arbejde med at udplukke nogle af de bedste elementer fra deres tidligere spil, for på den måde at skabe den bedste spiloplevelse. Dette kan både opleves i den højere kamphastighed, som vi kender den fra Bloodborne, men også i det velkendte Fast Travel-system, som er kommet med fra Dark Souls II, så man hurtigt og nemt kan rejse mellem bonfires, uden at skulle tilbage til hubben hver gang. Der er også masser at finde i spillet i form af hemmelige døre og skjulte skatte, og med tre forskellige slutninger og muligheden for at spille New Game Plus, samt hvad der tegner til at være en omfattende online-del, er der et væld af indhold at finde i Dark Souls III, og indtil videre har det min varmeste anbefaling for alle, som nyder at blive udfordret når de spiller.

Foreløbig karakter: 9/10