Dark Fall: Ghost Vigil

Tilbage i 2008 faldt jeg tilfældigvis over et spil, som jeg endte med at blive meget glad for, det hed The Lost Crown, og var et eventyrspil af den gamle skuffe. Det var lavet af bare én mand, Jonathan Boakes, en englænder, som er fascineret af Polperro-området i Sydengland, hvor The Lost Crown også foregår og hvor han selv er bosat. Jeg har ventet i 12 år på en efterfølger nu, og Boakes har flere gange påstået at efterfølgeren The Last Crown: Blackenrock, var lige på trapperne. Det er dog aldrig udkommet, og det var derfor jeg modtog beskeden om at han udgav et helt andet spil, Dark Fall: Ghost Vigil, her i december med skepsis, for hvordan kan man udgive et spil, når man har lovet et andet i 12 år? Jamen, lad os se på hvad det er Boakes har arbejdet på de sidste 12 år. Spillet kan fås på Steam og via Boakes' egen hjemmeside, hvor man også får en masse ekstra lir, hvis man har lyst til det.

Dark Fall: Ghost Vigil er, som sine forgængere, et førstepersonseventyrspil, og man skal simpelthen efterforske spøgelser i det gamle Harwood House, som har en broget og skræmmende historie, som man lærer om bid for bid, som historien skrider frem. Man spiller selv en spøgelsesjæger, som er en del af et firemandshold, som er taget til Harwood for at bevise at det er hjemsøgt. Der er Steve, lederen, Ben eller Bear, som man kalder ham, og Jen. Disse tre spøgelsesjægere vil undervejs ringe til dig dig på den udleverede walkie talkie med hints og hjælp til de gåder, som man kommer til at skulle løse. Dialogen når man bliver forstyrret på sin walkie talkie er ganske underholdende, og de tre spøgelsesjægere ryger tit i flæsket på hinanden, hvilket er fantastisk underholdende, for når englændere bliver sure på hinanden, er der bare mere stil over det, og det kommer meget hurtigt til at lyde enormt passiv-aggressivt, noget der kan more mig enormt meget.

Man har flere forskellige værktøjer til rådighed i sin jagt på de tidligere beboere i Harwood. Man har et infrarødt kamera, som man kan bruge til at se gemte beskeder, og til at se i mørke rum. Derudover har man en båndoptager, som kan opfange det der hedder EVP'er, eller spøgelsesstemmer. Man har desuden et FLIR-kamera, som kan opfange varmespor, og så har man et apparat som kan fange tilfælde radiosignaler, hvor spøgelserne tit siger skumle ting. Disse redskaber fungerer glimrende, og man skal igennem spillet bruge dem tit. Det er ret fedt at komme ind i et rum, og se hvad man kan opdage med disse værktøjer, og det giver en fed stemning, når man hører de forskellige gespensters klagesange.

I starten handler spillet bare om fange beviser, men hurtigt viser det sig at der er mere i huset end bare spøgelser. Der er noget ondt under huset, som har dræbt flere tidligere beboere. Hvad det er vil jeg ikke spoile, men det bliver meget intenst hen mod slutningen. Så historien udvikler sig meget, og jeg kan godt lide den måde hvorpå man først tror at spillet, meget simpelt, bare handler om en spøgelsesjagt, til at man efterforsker en mere kompliceret historie, som går helt tilbage til det syttende århundrede. Som historien skrider frem hører man mindre og mindre fra sine kolleger, hvilket der er gode grunde til, men det betyder at fokus flyttes mere og mere fra spøgelsesjægerne til spøgelserne selv. Den fortællermåde er ganske god, og gør at plottet aldrig bliver kedeligt. Derudover er der for en fan af The Lost Crown en masse referencer til det spil, så det var ret fedt. Nigel Danvers, som er hovedpersonen i The Lost Crown, havde nemlig boet i Harwood House, da det var et børnehjem. Det er sådanne småting, der kan gøre en hengiven The Lost Crown-nørd glad.

Spillet er som sagt i førsteperson, og man bevæger siger igennem huset og dets opland ved at klikke i siden eller bunden af skærmen. Her kommer der en pil frem, der viser hvilken vej man bevæger sig, og hvad man kan gøre på skærmen. Det er set før, men jeg tror ikke jeg har set det virke så godt. Normalt har jeg en tendens til at fare vild i spil som Dark Fall: Ghost Vigil, mest fordi jeg tit ikke ender der hvor jeg har forventet at pilen vil tage mig hen, men det er ikke et problem i Dark Fall: Ghost Vigil. Man ender nemlig lige der hvor man skal, og jeg havde derfor ingen problemer, heller ikke i de situationer hvor jeg skulle hurtigt fra et sted i huset til et andet. Hastværk er heldigvis ikke noget man møder særligt tit. Jeg tror jeg mødte én sekvens, men faktisk er jeg ikke sikker på det betød noget i det lange løb. Noget der betyder noget er dog, at man tit skal rende fra den ene ende til den anden, da man måske har fundet en genstand i den ene ende af huset, som skal bruges til en gåde i den anden. Det bliver dog aldrig et problem, da man hurtigt finder frem til den hurtigste vej hen til sin destination. Derudover er der mange genveje, som man med fordel kan gøre brug af, hvilket er ret fedt. Derfor blev jeg heller ikke træt af at udforske huset, som jeg ville have gjort i andre spil i genren. Jeg tror dog ikke det er alle der har den tålmodighed.

Gåderne i spillet kan være ganske udfordrende og sjove, men kan også være grænsende til det nærmest umulige. De fleste gåder er rimelig godt forklarede, og tænker man over problemet, kan man sagtens løse det. Jeg mødte dog en gåde, hvor jeg skulle lave en nationalret til et af spøgelserne, som led af en stor sult. Det som jeg ikke vidste og ikke kunne vide, var at jeg i et helt andet lokale, skulle finde et fodboldkort, som dem man samlede i 80'erne, hvor spillet for øvrigt foregår, og derpå, ud fra flaget, gætte spøgelsets nationalitet. Spillet fortæller ikke en at man skal lede efter sådan et kort, og jeg fandt det rent tilfældigt i min frustrerede søgen efter at komme videre. I princippet havde kortet ikke nogen samhørighed med spøgelset, men siden det var det var det eneste som havde med dens nationalitet at gøre, prøvede jeg det, og det virkede så. De fleste gåder er ikke så obskure, men et par af dem lænede sig op af det.

Spillet er ret flot, og Boakes' stil skinner meget igennem. Det er specielt imponerende når man tænker på at han alene har lavet 95% af spillet. Han lægger endda stemmer til mange af karaktererne, og der er faktisk meget dialog for et indie-spil, hvilket jeg sætter meget pris på. Stemmerne er sågar ganske gode, når man tænker på at det er amatører, som har indtalt de mange samtaler man støder på. Musikken er ganske basal, og jeg vil nok mere kalde det lyde, end reel musik. Heldigvis fungerer det glimrende, og stemningen i spillet er ret "CREEPY" hele vejen igennem. Der var dog lidt problemer med lyd niveauet undervejs, hvor nogle sekvenser næsten blæste mig omkuld, da de var meget højere end andre. Der er siden jeg gennemførte spillet kommet en ny opdatering, så det kan sagtens være disse problemer ikke er der mere. De skal dog lige nævnes.

Så alt i alt vil jeg anbefale Dark Fall: Ghost Vigil til fans af eventyrgenren, men også til folk der har lyst til en god historie og til alle de spøgelsesjægere derude. Stemningen er i top, og i en genre som er nærmest uddød, er Dark Fall: Ghost Vigil mana fra himlen. Og hr. Boakes. Kom så med The Last Crown: Blackenrock