Dark Chronicle

Verden kan i sandhed være et omvendt sted engang i mellem. I en industri hvor kapitalismen lever højt, og budgetterne til marketings hype kun synes at overgå sig selv for hver stortitel, er det titler som Dark Chronicle (DC) der viser hvad det hele burde handle om: kvalitet. Med et gameplay der uden at blive kedeligt strækker sig mod det uendelige, og en teknik som ligger i den absolut ypperste skala af hvad der endnu er præsteret på PlayStation 2, har undertegnede ingen problemer med at betegne DC som en nyklassiker.

DC er et action adventure hvor man som drengen Maximillian, eller bare Max som han ynder at blive kaldt, smides ud i et eventyr om tidsrejser og en verdens skæbne. Max får igennem hele spillets historie forskellige venner, som hver især fuldender indtrykket om en meget levende verden. I spillets forskellige byer kan der købes forsyninger samt indsamles forskelligt information som vil åbne for nye muligheder, her i blandt adgang til spillets mange dungeons. Disse dungeons indeholder oftest et stort sortiment af forskellige monstre som skal besejres for erfaring og penge. Her hører sammenligningen med hundredvis af andre action adventures dog op, for DC’s virkelige styrke er nemlig den innovation hele spillet er gennemvædet af.

I løbet af kort tid får Max nemlig mulighed for at rejse frem og tilbage i tiden, og med historiens sørgelige fortælling om en ruineret fremtids verden, er det op til Max at ændre denne ved at rejse tilbage i tiden og rette alt det der gik galt. Dette betyder oftest at der skal bygges byer, rejses monumenter mm. hvilket derefter vil give mulighed for at rejse frem i tiden og se resultatet. Materialerne til at bygge disse byer findes ved at besejre forskellige monstre i spillets mange dungeons. Denne variation af gameplayet er dog kun toppen af lagkagen.

Et af de første items man som spiller får fingrene i med Max, er et kamera med hvilket det er muligt at tage billeder af praktisk talt alt. Da Max af natur er en opfinder, kan man med lidt snilde bruge disse billeder til at opfinde forskellige dele, af hvilke man senere kan bygge den såkaldte Ridepod, en større robot som Max kan bemande i de forskellige dungoens. F.eks. kan et nedløbsrør, en tønde og en lidt vand kombineres til en primitiv kanon som robotten kan udstyres med, og er man snedig nok vil man senere i spillet have en robot der ville kunne få de fleste Transformers til at flygte i frygt.

Max er dog ikke den eneste figur man får lov til at styre, og der går ikke lang tid før pigen Monica gør sin entré i spillet. Monica har i modsætning til Max mulighed for at bruge magi, men hendes største evne er dog at kunne indfange de forskellige monstre man møder, for derefter at kunne forvandle sig til dem. Foruden at blive udstyret med monstrenes forskellige angreb og evner, giver dette også muligheden for at kunne snakke med alle de monstre der som Max eller Monica blot ville have set spilleren som en fjende. Ofte kan man ved at snakke med monstrene lokke forskellige hemmeligheder og hints ud af dem.

Teknisk er DC en pragtdemonstration af hvordan Playstation 2 bedst udnyttes. Alt grafikken er cel-shaded, og selvom denne form for grafik er ved at være lidt tyndslidt har udviklerne af DC givet den deres helt eget præg. Dette har resulteret i et sandt mesterværk, der i modsætning til hvordan man ellers ser cel-shading brugt, ikke har betydet et tab af detaljer. Grafik er dog ikke alt, og den soniske side lever uden problemer også op til grafikken. En dejligt oversat dialog, indtalt af en fantastisk samling af stemmer baner vejen for en sonisk kvalitet som flere burde se som et eksempel på et yderst veludført stykke arbejde.

Det mest imponerende i dette spils sammenhæng, er dog ikke grafikken eller lyden uanset hvor imponerende disse aspekter er, men det gameplay der kompromisløst er blevet finpudset ned til den mindste detalje. Af muligheder der end ikke er blevet nævnt i denne anmeldelse, er et fuldt uudførligt fiskespil, muligheden for at spille golf, muligheden for at kunne kreere sine egne individuelle våben, spillets mange forskellige konkurrencer osv. osv. osv.

Til tider forekommer DC mere som en indpakning fyldt med mini-spil og et næsten uendeligt gameplay, end et action adventure, og at sætte en bestemt genre på spillet er næsten synd da det råder over så meget mere, end det er normen for spil af denne genre. Man kunne blive ved med at fortælle om DC’s mange imponerende aspekter over mange flere sider end der er mulighed for her, fælles for dem alle og dermed hele spillet, er dog at det er udført i så skræmmende høj en kvalitet at undertegnede for første gang har været nødt til at overveje det almægtige tital som endelig karakter. Et par småfejl, som et til tider problematisk kamera, samt et par senere baner hvor man helst skal have det rigtige items sætter dog nogle minimale skår i glæden.

DC er et af de spil som enhver PlayStation 2 ejer bør overveje at købe. Dette er en titel som hører sig til i den absolut ypperste del af skalaen på formatet, og et spil af denne kaliber ses utroligt sjældent. Står du som PlayStation 2 ejer derfor og mangler et kvalitetsspil af format, bør du give DC en kraftig overvejelse, du vil med al sandsynlighed ikke fortryde det.