Dante's Inferno

Det var i hvert fald det indtryk jeg sad med efter de første 20 minutter, som også udgør demoen af spillet. Heldigvis skulle det vise sig at jeg tog fejl.

At basere et brutalt actionspil på det anerkendte digt "Den guddommelige komedie" af Dante Alighieri, er ikke kun en lille smule kontroversielt, og allerede efter de første skærmbilleder blev vist, begyndte kritikerne at melde sin skepsis. Men tilbage til God of War- sammenligningen. Det er næste umuligt at undgå at tænke på David Jaffes helt Kratos, og dennes voldsudgydelser, når man spiller Dante's Inferno. Det er lige fra kontrolsystemet, til animationerne og hvordan man hele tiden boltrer sig i afsindige afslutninger af fjenderne, der synes lånt.

God of War satte i sin tid en ny standard for denne type actionspil, og udvikleren har på ingen måde prøvet at skjuleinspirationskilden. Men de gør det godt. De har lavet en velpoleret God of War-klon, og har yderligere tilføjet nok ekstra elementer og identitet til at man hurtig stopper med at irritere over hvor genkendeligt det hele virker, og i stedet begynder at nyde det hele. I stedet for Kratos' kæder, har hovedpersonen Dante en le han har stjålet fra selveste døden, og kan yderligere benytte sig af magi, samt kaste med kostformet hellige energi mod helvedes krapyl.

Kampene er til tider hektiske og modstanderne mange, men med et solidt og stramt kontrolsystem bliver det aldrig uoverskueligt. Det er muligt at vende fjendens eget angreb mod dem, hvis man parerer i det rigtige øjeblik, og som man lærer modstandernes mange angrebsmønstre, er det muligt at danse rundt mellem de mange angreb, uden på noget tidspunkt at blive ramt. Særligt hårdføre fjender skal naturligvis afsluttes, og det kræver at man giver dem nok tæv til at de går i knæ, hvorefter en knapkombination vil lade dig

Unik for Dante er dog muligheden for at straffe, eller tilgive de mange fortabte sjæle man støder på i helvede. De rangerer alle mellem modstandere eller kendte skikkelser fra Dantes liv, som af forskellige grunde har gjort sig fortjent til et liv i evig pinsel. Alt efter hvordan du vælger at håndtere dem, tildeles ud "gode" eller "onde" erfaringspoints, som hver især låser op for forskellige nye angreb og bevægelser til Dante.

Der findes to retninger at udvikle sig i, og de har begge markant betydning for din spillestil, hvilket betyder at der er lidt mere incitament til at gennemføre spillet flere gange. Selv valgte jeg for første gang nogensinde, at gennemføre spillet som "ond". Det virkede simpelthen mere naturligt med de gammeltestamentelige omgivelser spillet byder på.

Den visuelle udformning er både spillets stærkeste og svageste side. Når det er bedste oser banerne af kreativitet - flere af de ni cirkler fik mig til at tænke på Brütal Legend - med en unik repræsentation af både omgivelser og fjender, som perfekt repræsenterer dødssynderne i de ni cirkler. Når det er værst, virker det hele dog monotomt, og der er alt for få dødsanimationer, mens banerne bliver for mørke og utydelige, og udvalget af fjender er for småt. De småfede, opkastende og diarébefængte Gluttons er en perfekt repræsentation for dødssynden fråseri, men når man møder dem igen i cirklen for forræderi, føles det unaturligt og for letkøbt af udviklerne.

Mens God of War satser på aggresion og "high five"-øjeblikke, er Dante's Inferno melankolsk og dunkelt. Helvede er ikke et "sejt" sted med masser af fede eksplosionseffekter, men i stedet et sted som repræsenterer lidelse og magtløshed. Det er det gennemgående tema uanset hvor man bevæger sig hen i spillet. Det som var attraktivt og fristende i livet, repræsenteres i sin mest groteske og vulgære form i helvede. Ikke siden verdenskrigsekvenserne i The Darkness, kan jeg huske at have oplevet samme grad af håbløshed og opgivelse, og det er tydelige at stemningen har nydt stor opmærksomhed under udviklingen.

Derfor er det synd at man hen mod slutningen af Dante's Inferno begynder at blive lidt ligeglad. Det nævnte genbrug af fjender bliver tydeligere og tydeligere, og paletten af brunt, gult og rødt bliver en tand for ensformigt at se på. God of War-purister har nok allerede
afskrevet Dante's Inferno som et pengegrisk sideprojekt, og det samme gælder med garanti for mange af de der har spillet demoen. Det er dog værd at huske at God of War også havde lånt ideer hist og her, fra andre spil af sin slags, men alligevel formåede at tage genren med op på et nyt niveau.

På samme måde har Dante´s Inferno taget en etableret afart af en genre, og tilført den en anderledes og original baggrundshistorie, samt nok nye spilelementer til at det i mine øjne er opmærksomheden værd. Det har dog definitivt sine problemer når det kommer til variationen af fjender, animationer og afslutningerne af fjenderne. Med lidt mere fokus på gåder og adspreddelse, kunne Dante's Inferno let blive en udfordrer til God of Wars herredømme i genren, men som det ser ud i dag, må Visceral Games og Electronic Arts se sig tilfredse med en flot andenplads.