Dance Evolution

Lad os bare få det overstået: jeg elsker Konamis DDR-serie. Jeg har optrådt med stort smil og dansemåtte på Snurre Snups Søndagsklub, og jeg har danset i det lokale indkøbscenter for enden af Lad Phrao i Bangkok. Jeg har brugt spillene som en måde at holde mig i form på, og jeg har indkøbt hver eneste nye udgave af spillet siden begyndelsen.

Dansespillene hvor en række pile drøner henover skærmen, og man som danser skal forsøge at ramme de korrekte pile i takt til musikken, er populære især i asien. Enten på de enorme arkademaskiner eller hjemme i stuen på en af de mange plastikmåtter.

Bestemt ikke fordi Konamis dansespil har været synderligt gode altid. For faktisk har Konami eksperimenteret undervejs og ikke altid ramt plet. De har flyttet rundt på om det er rytme eller vokaler der skal danses i takt til. De har brugt Disney-figurer som baggrundskulisse, og de har endda tilført små minispil i et forsøg på at hente nye spillere til folden. De sidste par års udgivelser har rent kreativt været en tynd kop suppe, og sangmæssigt har genbrug være mere reglen end undtagelsen.

Men nu sker der nyt. Kinect er på banen, og det har åbenbart været nok til at Konami forsøger sig med noget helt nyt. Dance Evolution er navnet, og denne gang er oplevelsen helt uden måtte og næsten uden pile. I stedet skal du i stil med Dance Central følge bevægelserne fra danseren på skærmen.

Can't Stop Falling In Love, Sakura og Still In My Heart er stadig at finde på tracklisten, så atter engang er det genbrug og remixes af forfærdeligt poppede japanske dance-numre. Omkring tredive numre er på menuen, og som den dansehaj jeg er, springer jeg direkte ud i det.

På den letteste indstilling er det dog slemt søvndyssende. En sjælden gang imellem popper et symbol op, som jeg skal ramme med en bevægelse. Skuffelsen begynder så småt at melde sig. Nøjagtig som de gamle DDR-spil er den lette sværhedsgrad noget med at ramme en pil så sjældent at det absolut ikke føles som at danse. Det er først da jeg sætter sværhedsgraden i vejret, at oplevelsen bliver rigtig god.

For når sværhedsgraden sættes i vejret brillierer Dance Evolution. Måden, man spiller på, føles ved første øjekast anderledes fri, men i virkeligheden er man utroligt fastlåst, og kravene er skyhøje. Du skal flytte dig i takt til musikken og efterligne danseren på skærmen. Dette gøres ved at ramme bestemte markeringer eller ved at "tegne streger" og posere.

Harmonix' Dance Central føltes som en række velkoreograferede gymnastiske øvelser, der ville se kiksede ud på et dansegulv fyldt med "normale mennesker", men som ville passe fint i en musikvideo. Dance Evolution vælger en anden retning, og selvom der er fin koreografi til tider, så føles oplevelsen langt mere som at danse - som man ville udenfor MTV-kameraernes linser.

Men det er svært.

At følge bevægelserne på skærmen er til tider som at blive kastet ind i en fitness-time for øvede, hvor den overivrige træner har besluttet sig for lige at peppe tempoet op inden fyraften. At lære bevægelserne sker uden brug af flash-cards, og træningsdelens eneste fordel er, at der ikke bliver buhet eller stoppet, når du fejler. Den er ikke intuitiv eller særlig behjælpsom. Så det er øvelse, øvelse og mere øvelse, der skal til. Når så det føles en anelse mere upræcist en Dance Central, er motivationen svær at finde.

Du kan spille med en ven eller tage kampene online, og dette kan sætte underholdningsværdien en anelse i vejret. Men ikke meget.

Er det j-pop og eurobeats krydret med danseglade lolita-figurer du er efter, så er Dance Evolution et friskt pust, der på mange måder leverer en bedre oplevelse af at danse end Dance Central. Alligevel er spørgsmålet om fødder, der er vant til pile, kan finde rytmen i Konamis nyeste - og om uindvidede overhovedet kan finde hoved og hale i trinnene. Eller gider. For sangudvalget er noget begrænset, danserne er som taget ud af japansk popkultur, og der er ingen mere traditionelle hits at finde på skiven.

Jeg var dog godt underholdt, og Dance Evolution er leverer masser af danseglæde, men på et marked der hastigt fyldes med danse- og træningstitler, ender Konamis dansespil kun som lidt over middel.