Cyberpunk 2077 i 1,6, Edgerunners og fremtiden

Hvis du har fulgt med her på siden, og måske også bare bredt ude i æteren, så har du sikkert samlet op på, at her cirka to år efter den originale lancering af Cyberpunk 2077, så gennemgår spillet lidt af en renæssance. CD Projekt RED har ramt over en million samtidige spillere, solgt 20 millioner eksemplarer og set en syndflod af spillere der enten vælter tilbage til Night City, eller endelig har vurderet at det er tid til at give spillet et skud for første gang. Lige meget; business is booming.

Og hvordan kan det være? De fleste peger på Cyberpunk: Edgerunners som værende den primære grund, og det er nok også rigtigt. Serier på streamingplatforme som Netflix har tidligere leveret et ordentligt skud adrenalin til de spil de er baseret på, det kan CD Projekt RED selv skrive under på med The Witcher-serien. Det skader heller ikke at Edgerunners faktisk har modtaget relativt universel hæder, selvom at anime-genren fortsat er en kende nichepræget.

Lad os lige stoppe her, og snakke om Edgerunners. Selvom at der er mange der har en slags indbygget skepsis overfor japansk animationstradition, og de faster floskler og klichéer der uundgåeligt hører med, så kan jeg her slå fast, at Edgerunners måske er den mest tilgængelige anime-serie du kan se på nettet, måske med undtagelse af One Punch Man.

Folkene bag har tydeligvis valgt at gebærde sig med masser af kærlighed til det univers CD Projekt RED, og Mike Pondsmith naturligvis, har skabt, og det kan mærkes i hver eneste sekvens. Det er måske i virkeligheden først nu, når en anden medieplatform tager over, at man virkelig begynder at sætte pris på sproget, på formen, på scenografien i Cyberpunk-universet. Der er bare en samhørighed her, en homogenitet, der virkelig fungerer.

Det er lidt ærgerligt at Edgerunners ikke rigtig når at give os nogle større fæstningspunkter i det her univers. Det er i virkeligheden bare igen Arasaka-koncernen, og så en uhyre personlig historie om én "Edgerunners" rejse i den her cyber-dystopi, og det havde måske været oplagt at belyse nogle af de andre størrelser den her verden kan byde på. Politik, verdenssituationen, klima, kultur - det er der altså ikke noget af, men man kan samtidig rose serien for at antage en mere fokuseret, fikseret position. Det betyder også at man virkelig kommer til at synes om David og Lucy.

Det er virkelig en serie der er værd at se, og man kan sagtens mærke idet de relativt kort 10 episoder flyver forbi, at man selv får lyst igen til at opleve Night City fra en mere personlig vinkel. Med andre ord, det virker som det skal. Dog er dette forhåbentlig bare begyndelsen, for den her dualitet mellem spil- og serieverden kunne virkelig ende med at fungere for Cyberpunk specifikt.

Nå, tilbage til spillet. Opdatering 1.6 tilføjer igen en række centrale ændringer, såsom muligheden for at designe outfits der ikke afhænger af det specifikke grej du har på. Det er en kærkommen ændring. Læg det oven i et crafting-system der endelig blev revitaliseret i sidste opdatering, dedikeret Xbox Series- og PS5-understøttelse og en del færre tekniske knaster, og så har du altså et spil der er lettere at nyde, og lettere at sætte pris på, end før,

Faktisk kan jeg nu sige efter 30 timer inde i min tredje gennemspilning, at jeg nyder Cyberpunk 2077 på et nyt niveau end tidligere. Jeg skrev en ret hård opfølgende artikel oven på opdatering 1.5, og den står stadig ved sin magt, men igen; spillet er nu der hvor det kan anbefales, og det er altså ikke dårligt. Som flere herinde skriver, det er et solidt RPG. Det er det bare.

Samtidig er det værd lige at tage et øjeblik til at slå fast, at der endnu er mange ting der mangler for at sikre en oplevelse, der bare kommer tæt på den som CD Projekt RED lovede i månederne op til den katastrofale lancering. Med en række tekniske rettelser under bæltestedet, en mere bløde progression, der ikke dumper sideindhold i hovedet på dig så hovedløst som tidligere og stærke centrale sidemissioner, så er der faktisk ikke noget ved den lineære vej fremad jeg har tænkt mig at klage over. Solide missioner, sjove kampscenarier, fungerende progression - det hele spiller faktisk, og til tider brillerer det sågar også, når man spiller det lineært.

Problemet er stadig den åbne verden. For selvom at der er masser af underholdende, fungerende indhold her, så er Night City et utrolig hult sted at færdes. NPC'er på gaden er blevet bedre, og der er flere af dem, men det føles alt sammen som et backdrop, den her by lever ikke. Der er ingen reelle "points of interest" heller, hvor folk agerer på en anderledes måde, det hele er statisk og kunstigt lige meget hvor du er.

Det forholder sig stadig sådan at byen ikke kan rigtig kan finde ud af reagere på dig heller. Politisystemet er en decideret farce, og burde nærmest ikke eksistere i sin nuværende form, folk omkring dig løber skrigende bort idet du parkerer en bil med det ene hjulsæt på fortovet, og byen lader ikke rigtig til at være formet på en sådan måde der opfordrer til reel udforskning. Det hele ser godt ud, men kradser du bare lidt i overfladen, så ser man lidt sømmen på det hele.

CD Projekt RED er tydeligvis ikke færdige med at optimere Cyberpunk 2077, og blandt andet politisystemet står til at modtage en større omvæltning i en opdatering inden alt for længe. Desuden får vi jo også Phantom Liberty-udvidelsen næste år, så der er al god grund til at investere i spillet nu.

Det er dog værd at huske på hvem CD Projekt RED er. De er dygtige, ingen tvivl om det, og de har yderligere dedikeret en masse ressourcer til at bringe spillet frem til det stadie det er i nu, uden at tage mere for den fornøjelse. Når det så er sagt, så blev udviklerne udsat for forfærdelige arbejdsforhold under spillets tilblivelse, studiet er blevet beskyldt for at belønne topledelsen på ufuldstændigt grundlag, de vildledte forbrugere i årevis med features og detaljer som ikke blev en del af det endelige produkt, de fabrikerede en demo fuldstændig for at skabe kunstig hype. Ja, selv for nylig ville man kunne slå ned på at studiet til at starte med lovede to store udvidelser til spillet, men Phantom Liberty bliver altså den eneste.

CD Projekt RED snublede med Cyberpunk 2077 i mere end en forstand, og den høje hest de havde placeret sig på med The Witcher 3: Wild Hunt, ja, der sidder de ikke længere. De skal nu kæmpe for at vinde spillernes gunst tilbage, og nogle mener at det er en kende ufortjent at en Netflix-serie nu skal sikre et momentum, som spillet selv ikke har gjort sig fortjent til.

Jeg mener nu stadig at Cyberpunk 2077 er et godt spil, og det er lettere at se det gode spil det nærmest altid har været nu. Tænk at vi nu er her, hvor man kan begynde at sige; "så langt, så godt". Det er en fed følelse, og jeg kan helhjertet anbefale Edgerunners, og Cyberpunk 2077, lige nu. Der er stadig fejl og mangler, der er stadig skuffelser, men det er et solidt spil nu. Det kan i sig selv noget.