Cyberpunk 2077

Denne anmeldelse er baseret på et utal af timer tilbragt i selskab med CD Projekt RED's længe ventede spil, og størstedelen af ankepunkterne er af teknisk karakter. Med det menes der ikke, at der engang imellem er teksturer, der popper ind eller ud, eller lyden ikke er synkroniseret i en mellemsekvens eller to, men at der er grundlæggende, fundamentale tekniske problemer, der har forhindret anmelderen i at nyde spillet i fulde drag, og det reflekterer den endelige score. CD Projekt RED vil heller ej bekræfte, at der kommer endnu en opdatering (vi har testet med og uden den 50GB store "Day0"-opdatering på PC), inden I får spillet mellem hænderne. Vi vil derfor gå tilbage og kigge på det igen om et par uger, men indtil da anmelder vi det spil, vi modtog til anmeldelse, og den anmeldelse følger herunder.

Forventningerne til Cyberpunk 2077 har været skyhøje, siden det blev annonceret, at CD Project Red arbejdede på en spilversion af Mike Pensmiths fysiske rollespil. Og forventningerne blev ikke just mindre, da studiets forrige titel The Witcher 3: Wild Hunt udkom i 2015 og tog de fleste med storm. Der er dog gået en del tid siden da, og ingen sejr varer evigt. CD Project Red har derfor siden udgivelsen af Witcher-udvidelsen Blood and White sat alle ressourcer ind på at gøre Cyberpunk 2077 til deres næste mesterværk, men på trods af (rigtigt) hårdt arbejde, er det ikke lykkedes at få spillet ud i tide til at kvalificere det til årets Game of the Year kåringer. Men selv om det havde lanceret i tide, er jeg ikke overbevist om, at det ville vinde. Misforstå mig ikke, spillet er så langt væk fra middelmådigt, som overhovedet muligt. Det er bare ikke i en særlig god stand i øjeblikket.

Cyberpunk 2077 er uden tvivl en enorm og ambitiøst titel. Men de store aspirationer kan ikke undskylde spillets tekniske tilstand. Der er simpelthen grænser for hvor tolerant, man kan være over for spillet, og at slække på bedømmelseskriterierne vil ikke være fair overfor de andre udviklere, der også har slidt og slæbt med deres spil i år. Det bestemt ingen overdrivelse, at sige dette er årets mest ventede titel, og derfor vil jeg også ærligt adressere dets fejl.

Før vi begynder, vil jeg dog lige gøre følgende klart: anmeldesen gælder for PC-versionen, der teknisk set er færdig med alt indhold inkluderet, og som jeg, trods utallige timer foran skærmen, endnu ikke er fuldt ud igennem. Denne version indeholdt heller ikke Day One-patchen, så jeg kan ikke sige, hvor mange fejl, der vil blive adresseret på lanceringsdatoen. Men hvad jeg oplevede, var desværre teknisk langt under niveau, og jeg havde personligt hellere ventet lidt længere endnu på en mere solid samlet pakke.

Det er desværre de mange bugs, der gnaver i spillets ellers så solide fundament. Jeg dobbelttjekkede endda, at min PC levede op til de anbefalede hardware-krav, og når det kommer til grafikken, er den lige så imponerende, som reklameret med. Og for et spil af denne størrelse er grafikken også glimrende optimeret. Men ligegyldigt indstillingerne, så løb jeg dog ind i en række problemer. Svævende våben. Modeller, der indlæste langsomt, hvilket resulterede i biler, der faldt fra himlen. Objekter, der skulle være i hånden på en karakter, men ikke er det, eller modsat sidder klistret fast til hånden permanent. Teleporterende fjender. NPC'er, der både forsvinder eller dukker op ud af det blå. T-poserende karakterer, der bugtaler, og ikke har bevæget sig siden spillets start. Listen af glitches og bugs er alt for lang.

For et par dage siden, fik jeg så adgang til en 50GB patch, men den har desværre ikke ændret meget. Og det ærgrer mig helt vildt, for på trods af alle fejlene, er Cyberpunk 2077 er af de bedste AAA-spil, jeg nogensinde har spillet. Og det vil utvilsomt begejstrere dem, der har tålmodighed og tolerance over for dets tekniske problemer. Men lige nu er spillet bare ikke i særlig god stand.

Men lad os se på, hvad der fungerer, og det er heldigvis ret mange ting. Allerførst blev jeg positivt overrasket over spillets muligheder, når det kommer til justering af styringen. Min gamle Dualshock V2 har en lettere defekt venstre analog-stick, men med de mange indstillinger, endte jeg med helt at kunne eliminere fejlen. Den eneste anke skulle være, at der næsten er for mange indstillingsmuligheder, hvilket gør det svært at finde den rette kombination. Heldigvis er spillet her behjælpeligt og vælger standardindstillinger med et tilfredsstillende resultatet.

Når du starter spillet, skal der vælges sværhedsgrad. Jeg har primært spillet på den sværeste, men har også testet de andre. Hvor meget skade du tager, samt fjenders udholdenhed, er den primære forskel niveauerne imellem. Det lyder som en simpel tilgang, men resultatet er heldigvis et velbalanceret spil.

Udover sværhedsgrad skal du også vælge en af de tre livsbaner, som du måske har hørt om i den tidligere dækning af spillet: Nomad, Street Kid eller Corpo. Jeg valgte den anden løsning, og dit valg har konsekvenser, da det ændrer, hvordan spillet byder os velkommen til Night City, og byder på forskellig gameplay-progression. Som en Street Kid, skulle jeg tidligt enten give en lærestreg til en rich kid eller demonstrere min viden om gadens regler. Introduktionen var tilpas udførlig til, at jeg følte, hvor jeg kom fra.

Men selvfølgelig skulle jeg også føle min karakter, føle hvem jer er. Spillets character creator er omfattende, men måske ikke helt i den grad CD Project Red har ladet os tro. Vi kan ændre karakterens stemme, hudfarve, øjne, hår, tatoveringer, tænder og endda genitalier. Tilpasningen er dog begrænset til at vælge imellem en række prækonfigurerede muligheder - der er ingen sliders i menuen, der ville lade os skabe et grotesk mareridt, som man kender det fra andre rollespil.

Det sidste skridt er at give point til din karakters egenskaber. Der er fem i alt: physical ability, intelligence, reflexes, technical sense og composure. Senere kommer der også andre færdigheder til, der påvirker forskellige aspekter, men det er disse fem kerneegenskaber, der har indflydelse på dialogvalg og gameplay-stil. For eksempelvis at smide en person ud af en bil har vi brug for fysisk styrke, hvis vi skal have held med den beskidte manøvre. Eller vi kan bare lade vores pistoler tale, hvilken ikke kræver en specifik færdighed.

Og endelig, velkommen til Night City! Som nævnt, er introduktionen til verdenen i Cyberpunk 2077 forskellig alt efter din valgte baggrund. Man kan sammenligne det med tråde, der leder til den samme knude, hvilket bringer os til de gameplay fragmenter, der allerede er blevet vist i preview-videoer. Vi får nemlig efter introen vores første store quest, der fungerer som en billet til - hvad vores helt gerne vil kalde - the first league. Senere bliver situationen både grim og kompliceret på et splitsekund - hvis man da kan sige det, om en prolog, der kan vare op til ti timer - og anden akt begynder.

Og her ændrer tingene sig markant. Indtil da har gameplay og progression for det meste kørt på skinner. Men nu åbner byen sig op, og man kan let fortabe sig i dens mange fristelser. Kortet bliver fyldt med quest-markører, og der er ingen indikation om, hvor man bør starte. Det kan virke overvældende i starten, men snart vender man sig til byens puls og kortets mange nuancer.

Når det kommer til historien, får vi den vanlige høje kvalitet, vi kender fra CD Project Reds titler. Ja, denne gang har de endda overgået sig selv. Dialogen er gribende og flydende, hvilket gør alle samtaler interessante og medlevende. Første-persons perspektivet forstærker denne fornemmelse, da man for alvor kan studere karakterernes realistiske reaktioner på de forskellige dialogmuligheder. Personligt følte jeg ikke noget behov for tredjepersonsperspektiv i mellemsekvenserne, men det kommer vi også til at opleve undervejs.

Som hovedret serveres vi en voksen og engagerende historie om posthumanisme, hvor vi udforsker de mørkeste hjørner, ikke blot af den futuriske storby, men også i vores eget sind. Hvor selve verden, der præsenteres, endnu virker fjernt fra hvor egen, så reflekterer karakterner stadig over familiære værdier som sammenhold og broderskab, og vi oplever både smerten ved tab og chokket over forræderi undervejs. CD Project Red viser endnu engang, at de ikke er bange for at fortælle på en gang mørke og meget menneskelige historier.

Om det er V, vennen Jackie, fikseren Dex, rockstjernen Johnny Silverhand eller Judy Alvarez, der introducerer os til braindance (den mest populære underholdningsform i spillets univers) - hver af dem er førsteklasses karakter med masser af dybde. Man kan nærmest mærke kemien og spændingerne mellem spillets karakterer. Hvor egen karakter har også en del fortællinger, hvilket ikke overrasker, da Cyberpunk 2077 er et rendyrket RPG.

Som genren lægger op til, er der masser af statistiker at nørkle rundt med. Egenskaberne, jeg nævnte tidligere, kommer med en masse fordele, der er delt ind i tolv kategorier. Disse er grupperet i træer med passive bonusser, du kan investere point i, hver gang du stiger i niveau. Grundet den høje sværhedsgrad, prioriterede jeg ren overlevelse og brugte mine erfaringspoint, så jeg blev bedre i kamp. Og det er blot de simpleste beslutninger at træffe.

Hvert skill tree inkluderer nemlig også forskellige våben (pistoler, shotguns, maskingeværer og sniper-rifler med forskellig styrke og håndtering), nogle af dem unikke. Hvad der styrer dine valg, er derfor hvilken spillestil, du foretrækker, for eksempel rå kamp eller mere listige metoder. I stedet for tunge rustninger og skudsikre veste, kan du også investere i tøj, der har sine egne statistikker og bonusser, og forelsker du dig i et særligt look, kan du opgradere settet, fremfor at skifte til et nyt.

Hvis man er mere gør-det-selv typen eller bare ikke ønsker at støtte modeindustrien, indeholder spillet også et praktisk crafting-system, der gør det muligt at tilpasse vor helt i endnu højere grad. Oven i det kan du også vælge mellem forskellig chips og implantanter, og visse egenskaber vil udvikles i forbindelse med valg i historien, ligesom du kan få forskellige præmier i en lang række sidemissioner. Friheden til at skabe din egen karakter er nærmest overvældende.

Missionerne kan dukke op hvor som helst, så tag et grundigt kig på kortet, og begiv dig ellers på vej. Heldigvis behøver du ikke gå rundt i den massive metropol. Der er både biler og motorcykler, omend du desværre ikke kan drøne rundt i flyvende biler. Jeg kørte en del rundt, og faktisk er selve håndteringen og fornemmelsen af fart ikke så ringe endda. Jeg frygtede i starten, at kollisionsfysikken ville være overdrevet, men heldigvis blev jeg hverken stoppet af kantstene eller mindre buske undervejs. Køretøjerne har også forskellig håndtering alt efter deres design og motorkraft, så for de fartglade er der overraskende meget at tage sig til.

Night City er et brutalt sted, så der skal også investeres tid og evner i nærkampe. Selve systemet er ikke videre nyskabende - en kombination af hurtige og stærke slag samt undvigelsesmanøvrer og blokader - men det fungerer, så hvorfor brokke sig? Selve skydedelen er i sig selv også udfordrende nok, så det giver mening, at du paradoksalt nok, kan sænke paraderne en smule, når du skal lade næverne tale. Når det kommer til kamp, var et af mine favoritmomenter, da jeg skulle danse igennem en regn af kugler og granater, for at dræbe en fjende med en sniper-riffel. Jeg skulle ikke blot holde øje med de angribende fjender, men samtidigt også holde mit mål inden for radaren, hvilket gjorde, jeg ikke bare kunne tage sig en lur bag en forhindring, som det indimellem ses i skydespil. Og i det hele taget fungerer Cyberpunk 2077 glimrende som et skydespil takket være veldesignede systemer og en stor variation af våben.

Det hele er krydret med imponerende destruktionsfysik og en meget grafisk fremstilling. Ligesom Witcher-serien er Cyberpunk 2077 ikke bange for nøgenhed, afrevne lemmer eller afhuggede hoveder. Men selv dette er valgfrit - visse våben lader dig eksempelvis lamme fjenderne i stedet for at forvandle dem til kødsovs. I modsætning til eksempelvis Deus Ex: Mankind Divided, hvor du får flere erfaringspoint for en ikke-dødelige eliminering, så belønnes du her mest for drab, hvilket ikke giver meget incitament for en pacifistisk gennemspilning - især når de blodige effekter er så tilfredsstillende.

Cyberpunks 2077 spraglende verden er en af de mest autentiske og udførlige verdener, jeg nogensinde har besøgt i et spil. I de seneste par måneder har flere frygtet, at Night City ville forvandles til en spøgelsesby med kun få indbyggere i det endelig spil, men de bekymringer kan jeg feje til side. Befolkningstætheden er høj. Det vrimler med NPC'er alle steder, og da de alle har forskellige træk, tøj og kropsmodifikationer, er det svært at finde to ens af slagsen noget sted.

I Wild Hunt kunne vi bruge Witcher-sanser; her kan vi analysere vores omgivelser ved hjælp af en scanner. Du kan godt gøre dig klar til en massiv, men dog givende, hamstring: Du vil kunne finde crafting-materialer, unikke våben, masser af helbredelses genstande, euro-dollars eller endda, hvis du er heldig/uheldig, dildoer med pigge. Derudover er der også masser af collectibles, der giver uddybende viden om spillets historierige univers.

Og hvordan klarer Cyberpunk 2077 sig egentligt som et open world-spil? Ganske udmærket, må jeg sige, men dog med et par få skuffelser. Når vi ser bort fra historien og sidemissioner, er der ikke så meget at tage sig til. Vi kan bunde en drink eller drukne i kærlighed, shoppe tøj eller våben, eller belønne dem, der ikke vil betale for deres shopping, med en kugle i panden. I den levende metropolis er der masser af distraktioner, men de er så heller ikke meget mere end det.

Så hvor byens aktiviteter ikke når samme højder som Los Santos eller Liberty City i GTA, så er der et lignende kriminalitetssystem. Betjentene kunne dog godt trænge til et neuralt implantat eller to, for de er godt nok ikke særligt skarpe. Politiet kan ganske vist teleportere (takket være de mange bugs), men på trods af, at de tilsyneladende har masser af ressourcer, så kan hverken de eller deres droner indhente dig, når du først du træder på speederen.

Udvikleren lovede indledningsvis, at vi kunne købe forskellige lejligheder, men de planer blev sidenhen droppet. Der er heller ingen muligheder for at modificere sin bil. Så hvor meget man end gerne vil føle, man lever i Night City, så er det ikke helt muligt. Måske fremtidige opgraderinger og udvidelser vil udvide dette aspekt, men for nuværende må vi nøjes med historien og de mange quest-markører. Det er der som sådan ikke noget i vejen med, men jeg føler dog, der endnu er meget uudnyttet potentiale i den imponerende by.

Karaktererne jeg mødte undervejs er alle veldesignede, og de behøver ikke at være en del af historien for at tiltrække sig opmærksomhed. Keanu Reeves er - som altid breathtaking, og med tanke på, hvor mange dialoger og mellemsekvenser spillet rummer, så gør alle stemmeskuespillerne et godt stykke arbejde. Hvis vi for eksempel møder nogle russere, så vil de tale russisk, og underteksterne vil blive oversat til vores foretrukne sprog. Karakterer som dem, der taler deres eget sprog, støder man dog sjældent på, hvilket korrekt portræterrer dem som minoriteter i spillets multikulturelle verden.

Og så fik jeg endelig lov til at høre det længe ventede soundtrack, som vi fik en smagsprøve på i en Night City Wire for nogle måneder siden. Musikken, der blæser ud af radionerne eller akkompagnerer kampsekvenserne, er helt igennem i top. Radiostationerne fortjener især ros, da der er musik af interessante kunstnere som SAMURAI, Run the Jewels, Grimes og Nina Kraviz. For dem, der gerne vil streame online og er bange for copyright-problemer, er der også en mulighed for at slå den ophavsretsbeskyttede musik fra i spillets indstillinger.

For at opsummere denne lange anmeldelse, får vi på den ene side et plotdrevet mesterværk og et exceptionelt single-player spil, men på den anden side, får vi desværre også et produkt, der næsten kan kaldes ufærdigt. Baseret på min anmeldelseskopi, vil jeg anbefale, man venter med at give sig i kast med spillet. Teknisk lader det rigtigt, rigtigt meget tilbage at ønske. Ikke fordi det er underudviklet, men simpelthen fordi ambitionerne har medført en lang række bugs, der lægger en dæmper på oplevelsen med spillet. Hvis udviklerne fik lidt mere tid til at slibe spillet til, ville det være en solid nier, hvis ikke et ti ud af ti. Det kan måske nå denne score, hvis ikke med de kommende opdateringer, så når det lander som en complete edition, ligesom vi så med Wild Hunt. Hvilket jeg virkeligt håber på, for den futuristiske Cyberpunk verden appellerer endnu mere til mig end Geralts strabadser.

Dagens konklusion? Cyberpunk 2077 er fremtidens spil - både bogstaveligt og metaforisk. Det lever fuldt ud op til CD Projekts Red høje standarder, men det kræver stadig ekstra arbejde for at blive noget helt specielt. Det er op til udviklerne, hvornår det bliver.