Cuphead

Cuphead er et skizofrent spil, til det punkt hvor man ikke kan andet end at kradse sig forundret i hovedbunden, og undre sig over præcis hvordan møderne hos Studio MDHR har set ud, der har ledt til denne mærkværdige kombination af forskellige designfilosofier. Det skal ikke siges at spil nødvendigvis skal bestå af dele der skal komplimentere hinanden åbenlyst. Nogen gange kan modsigende perspektiver, mekanikker eller strukturer gavne den samlede oplevelse. Hvorfor blev Happy Tree Friends så populært? Fordi den indbyggede ironi gjorde det underholdende. Hvorfor er onde klovne ekstra uhyggelige? Samme årsag. Modsigelser, eller indbyggede sammenstillinger kan fremme forståelsen - og i Cupheads tilfælde sker dette på ret genial vis.

Cuphead har været under udvikling længe, men lige siden det allerførste stilbillede fra spillet slap ud i æteren, har entusiaster verden over fulgt interesseret med i udviklingen, og dette skyldes nærmest udelukkende spillets unikke udseende. Det er nemlig ganske sikkert at sige, at Cuphead ikke ligner noget andet - altså udover det kildemateriale der har inspireret udviklerne. Nu er spillet dog endelig landet, og det er til at tage fat på præcis hvorfor spillet er skizofrent, hvad det er inspireret af, og præcis hvordan det hele tager sig ud? Ventetiden er overstået, Cuphead er ankommet og her er dommen.

Jeg startede denne tekst ud med en relativt brutal udtalelse, men den er ganske signende for Cupheads identitet. Først og fremmest har vi mekanikkerne og strukturen. Cuphead afvikles i 2D, og kan enten nydes alene med en medspiller, og via en ganske simpel oververden vælger du om hvorvidt du vil tæske en boss eller hoppe omkring i en relativt begrænset platformsekvens. Du hopper, du skyder, det er set før, og alt imens du gør disse ting samler du mønter som du kan bruge på at opgradere eksisterende evner, eller modificere dem en smule så de passer til din spillestil. Det lyder ikke synderligt nyskabende vel? Nej, men nu sagde jeg også før, at det er spillets udseende det gjorde det specielt, og det kommer vi til, kære læser. Pointen er, at lige meget hvad du tager dig til, så er det svært - rigtig svært.

Cuphead er meget selvtilfreds med sin sværhedsgrad, og selvom det er muligt at vælge gå til spillet som novice og vælge et niveau for begyndere, så sparker spillet røv, og viser heller ingen nåde. Om det så er de tonsvis af fjender der er ude efter dig i platformsekvenserne, bossernes imponerende udvalg af dødelige angreb eller det faktum at du skal starte forfra hvis du mister dine i alt tre liv, så skal du ikke spille Cuphead hvis du ikke er forberedt på at få tæv. Men, ligesom med alle svære spil vokser du med opgaven, og til sidst har du sådan en god ide om din lille karakters dimensioner i forhold til fjendtlig beskydning, at du let hopper, undgår og pløkker løs på alt hvad der rør sig. Det er så sandelig ikke for enhver, og det er i grunden en skam, men har man tålmodigheden til at blive ved, så bliver man belønnet med en billedeskøn oplevelse af dimensioner.

Og nu har vi overstået det kedelige kapitel om alt det mekaniske. Puha, ud med det, lad os i stedet tage fat på det alle taler om når det gælder Cuphead - grafikken. Nej, der er ingen vej udenom, spillet ligner en interaktiv Disney-tegnefilm fra 30'erne. Prøv at forestille dig Steamboat Mickey, med de overdrevne bevægelser, den legesyge stil og tilføj så et overordentligt skud farve, en varieret verden, en silkeblød billedehastighed, og så har du Cuphead. Det er praktisk talt en visuelt vidunder for at sige det mildt, men det er ikke kun fordi spillet tager udgangspunkt i en visuel epoke ingen endnu har eksperimenteret med i samme omfang, nej, spillet går også planken ud med sin stil. Det eksperimenterer, leger med ideer og går aldrig ned på kreativitet eller skaberglæde. Man får følelsen af at hver eneste karakter, hvert eneste område, hver eneste animation er et resultat af en glædesfyldt Game Jam-session, hvor designerne har ping pong'et ideer frem og tilbage for at se hver der kunne komme på den vildeste idé. Det endelige resultat er enestående og vidunderligt, og det er lige før at man ville kunne anbefale Cuphead udelukkende på dets udseende.

Men det er heldigvis ikke alt for Cuphead indeholder også masser af skøn musik, som kun yderligere forbedrer indtrykket. Hvad går bedst med tegnefilmsæstetik fra 30'erne? Swing og jazz naturligvis, og spillet indeholder derfor masser af rytmiske big band-numre, der for alvor sætter tankerne på langfart til disse nostalgiske tegnefilm. Desværre lever reallyden ikke helt op til musikkens høje niveau, og her er lysten til at genskabe denne tegnefilmsfølelse måske gået en kende for langt. Der er simpelthen ikke nok bund i lyden, og alle angreb er en kende for diskant-domineret, til det punkt hvor det faktisk skurrer i ørene.

Desuden er spillet ikke synderligt langt. Ikke at dette skal være noget altafgørende kriterie for et spils kvalitet, men spillets sværhedsgrad kombineret med den boss-fokuserede struktur giver ingen reel genspilningsværdi udover at kunne gense det fantastiske design igen og igen. Du kan naturligvis spille med en ven, og selvom det kooperative element ikke gør noget synderligt ved taktikken eller strategien, så er det aldrig skidt at tilføje lokal co-op.

Når det så er sagt, så er Cuphead en sand triumf, og en skizofren triumf endda. Spillets æstetiske sans synes at foreslå at der satses på tilgængelighed, at alle burde kunne investerer og nyde godt af denne unikke visuelle oplevelse, men det er så sandelig ikke tilfældet. Cuphead er det modsatte er tilgængeligt, tvært imod vil mange uvidende spillere, der snubler over det på Xbox Store blive noget chokerede over det der forventes for at se oplevelsen til ende. Men, er du parat til at være tålmodig, og give spillet tid, og bare nyde denne unikke æstetiske oplevelse, så venter der noget ganske særligt. Og ja, så kan du spille med en ven kooperativt på sofaen, og det er jo ikke så slemt endda.