Det første spil i Crysis-serien var engang målestokken, som alle gamer-PC'ere blev holdt op mod. Nu ænder svaret på spørgsmålet "kan din konsol køre Crysis" sig snart, for EA og Crytek har besluttet, at PS3- og Xbox 360-folket også skal have del i løjerne.
Crysis udkommer på konsol næste måned (angiveligt som download ifølge flere rygter), knap fire år efter det udkom på PC. Der er ikke mange oplysninger om pakkens indhold, men både lyssætning og effekter skulle have fået en overhaling med nogle af de fremskridt, udviklerne har gjort siden spillet oprindeligt udkom.