Crysis

Krattet omslutter mig totalt. Jeg lister mig lige så langsomt fremad i en glidende bevægelse, mens bladene på buskene dovent svajer for mig. Med et knappetryk aktiveres cloaking-evnen i min dragt, og den sitrende, elektroniske lyd indikerer, at jeg falder i et med omgivelserne. Længere oppe ad stranden patruljerer tre nordkoreanske soldater, og da jeg får bevæget mig længere frem, kan jeg med lethed træde ud af krattet og med et fåtal af velplacerede nakkeskud uskadeliggøre dem.

Sådan spilles Crysis bedst, når alting bare glider, og spillet viser sig fra sin pæneste og sjoveste side. Problemet er blot, at tingene af flere årsager sjældent går op i så høj en enhed, men det vender vi nu tilbage til lidt senere. Først skal vi nemlig lige smutte en tur i DeLorean tidsmaskinen tilbage til 2007, hvor Crysis ramte pc-markedet med et brag og gjorde samtlige konsolejere grønne af misundelse. De gæve germanere hos Crytek havde nemlig flyttet baren for grafisk formfuldendthed i en sådan grad, at alle pc-nørder nord for Alperne måtte en tur forbi deres lokale hardwarepusher og opgradere til alt det nyeste på øverste hylde.

For det krævede en mastodont af en computer, hinsides gængse spils grafiske krav på det tidspunkt, og selv i dag kan spillet tvinge inferiøre maskiner i knæ. Da Crysis 2 så udkom tidligere i år, satte Crytek lige den sidste trumf ind og beviste, at de stadigvæk er kongerne af grafik og nu også på konsollerne. Man bliver da også mødt med udsagnet om, at Crysis på konsol kører i den seneste version af Cry-Engine, men det skal man altså tage med et ret stort gran salt. Reelt er der tale om, at man har forsøgt at tilpasse og nedjustere grafikmotorens store krav til en hardware, der tydeligvis er underlegen, og det mærkes tydeligt. Teksturer loader langsomt, og skal motoren både køre kort- og langdistanceperspektiver, så fremstår sidstnævnte ofte mudret og detaljeløst. Læg dertil at antialiasing er meget groft skåret, hvilket især ses på real-time skygger. Nattebaner sammenblander sig også meget mudret, som om mørke toner ikke differentieres skarpt nok, og det er synd, for spillets brug af lys er ganske eminent. Når det altså gøres rigtigt.

Betyder det så at Crysis er et grimt spil? Nej, overhovedet ikke. Crysis kan ikke løbe fra sit ophav, og derfor må grafikken siges at være absolut godkendt. Men der er langt fra det overskud efterfølgeren viste, og det virker som om, at man med vold og magt har skohornet det oprindelige spil ned på en mindre platform, og så er der ellers blevet skåret et par hjørner i processen. Det fungerer langt hen ad vejen, men der er alligevel gange hvor man må gribe sig selv til hovedet og konkludere, at hastværket er blevet prioriteret frem for basal kvalitetskontrol.

I samme forbindelse skal vi også lige vende tilbage til gameplayet. Som nævnt tidligere kan Crysis være et ualmindeligt sjovt bekendtskab når alle elementerne taler sammen. Men det er tydeligt, at når man spiller Crysis igen, minder det en om, hvor god en beslutning det var for Crytek at rykke ud af junglen og ind i storbyen. Man bliver nemlig, uforvarende og ufrivilligt, katapulteret tilbage i tiden til problemerne med de åbne vidder i Cryteks første spil Far Cry, hvor AI'en og animationerne var noget tungere at danse med. Således kan man stadigvæk blive opdaget af en fjende på halvanden kilometers afstand efter at have brugt flere minutter på at snige sig ind i en lejr. Eller hvad med den klassiske situation, hvor man sniger sig ind på fjenden sidelæns, uden at vide at samtlige fjender har et perifert synsfelt, der ville få selv Supermans optiske evner til at blegne. Når man går ind og ud af den føromtalte cloaking-evne under lignende omstændigheder, kan det have samme effekt, og det føles mildt talt uretfærdigt, at AI'en ikke er mere nuanceret.

Når det er sagt, er det nu rart endelig at få hele historien og karaktererene serveret på en ordentlig og udtømmende facon, så man kan relatere til begivenhederne i Crysis 2. Styringen er også eksemplarisk, da den også bygger på skabelonen fra Crysis 2. Der er dog ingen multiplayer eller co-op med i pakken, og heller ingen af udvidelserne som kom til pc. Det er tyndt at man bliver spist af med en dårligere version, hvor man ikke engang har prøvet at pynte pakken lidt op med ekstra indhold. Det kan, og bør, gøres bedre. Punktum. En anden ting, der også kan gøres bedre, er lydsiden, hvor effekterne eksekveres eksemplarisk, og hvor musikken falder til jorden. Igen et udtryk for at spillets kvalitet ikke er konsekvent.

Hvis man allerede har tærsket igennem det første Crysis på en supercomputer i tiden før finanskrisen, så kan man roligt springe genudgivelsen over. Dette er et spil for konsolejerne, og kun dem der er allermest glade for Crysis-serien. Til en pris på 1600 Microsoft Points er det slet ikke noget dårligt spil, men de små fejl, den svingende kvalitet og manglen på multiplayer og ekstramateriale gør, at man skal tænke sig godt om. Hvor sjovt synes du det er at gå tilbage i tiden og spille et spil, alle snakkede om for snart fire år siden? Svaret på det spørgsmål bestemmer dit køb.