Crysis

Den blodrøde sol spejler sig i det krystalklare vand. En krabbe kravler henover det hvide sand, forbi et pavestolt palmetræ, der bare står der og oser af tropeø. Det kunne lige så godt være et af de der postkort fra de varme lande, men det er rent faktisk det ganske syn, der møder mig, kort tid inde i Crysis.

Efter et mislykket udspring fra en flyvemaskine, befinder jeg mig på en øde strand. Det er mørkt, og jeg er nødt til at tænde min lommelygte for overhovedet at kunne se noget. Prophet kalder mig over radioen og instruerer mig. Jeg kan mærke, at der er noget galt på øen, men hvad det er, ved jeg ikke. Ganske få timer efter opdager jeg, at jeg er havnet i helvedes forgård, der ikke kun huser koreanere med fråde i mundvigene, men også en blodtørstig race fra det ydre rum.

De første par timer følte jeg virkelig, at jeg var med i Predator. Du ved, 80'er perlen med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen, hvor et skræmmende rumvæsen jager en flok elitesoldater rundt i junglen. Uhyggen fra Predator forsvandt dog hurtigt da jeg mødte den fremmede race første gang; her var ingen frygtindgydende slimede væsner, blot nogle mystiske æteriske skabninger, der mest af alt lignede flyvende blæksprutter. Jeg blev en smule skuffet, omend lettet, da jeg erfarede, at jeg ikke skulle frygte at få hjertestop hver eneste gang jeg rundede et hjørne. For at få følelsen tilbage af at være med i Predator, hev jeg en minigun frem fra min lomme og begyndte at skyde træer, der, ganske virkelighedstro, væltede som dominobrikker.

Jeg morede mig fortræffeligt med at lege gud på min helt egen tropeø. For det er ikke kun træerne, der vælter som dominobrikker - skure falder sammen som pindebrænde når jeg giver dem en uppercut, og hundreder af fjer flyver rundt i luften når jeg drillesyg triller en granat ind i en hønsegård. De koreanske soldater bukker under for min magt, når jeg tager fat om halsen på dem og kaster dem ud over en klippe, eller når jeg ubesværet kaster en olietønde i hovedet på dem. Rendyrket morskab.

Men jeg er ingen gud uden min nanodragt. Det tætsiddende spandexkostume giver mig særlige kræfter, der blandt andet indebærer, at jeg kan løbe hurtigt, absorbere skud, samt gøre mig usynlig og ekstra stærk, blot ved et enkelt klik på min mus. Og således kan jeg usynlig snige mig op på en intetanende koreaner og stikke ham en flad så han - stendød - flyver adskillige meter frem. Og skulle hans kolleger opdage mig, så kan jeg flygte med lynets hast, før end de overhovedet når gribe fat om deres våben. Nanodragten er enormt effektiv, og unægteligt et fint stykke legetøj når man er på udflugt i junglen.

Det var dog ikke kun lutter junglelandskab, der mødte mig på min rejse. Pludselig var junglen erstattet af grotter, frosne tundraer, hangarskibe og grønne dale - og det ene øjeblik sad jeg bag rattet i en kampvogn, og udkæmpede en krig mod koreanske panserdivisioner, mens jeg det andet øjeblik svævede vægtløs rundt i rumvæsnernes højborg. Crysis er en af de mest varierende spiloplevelser jeg nogensinde har stiftet bekendtskab med, og det er altså fantastisk.

Grafikken i Crysis skal have en stor del af æren af, at jeg sad limet til min kontorstol hele eventyret igennem. Lige fra det øjeblik jeg så min første solnedgang fra en bjergtop, til det øjeblik jeg bevægede mig igennem spilhistoriens smukkeste dal, vidste jeg, at Crytek havde begået et grafisk mesterværk.

Men, kære læser, tag ikke fejl. Crysis er meget andet end et smukt bekendtskab; historien er solid som en god roman, udvalget af våben sætter selv en Rambo-film i skammekrogen, og lyden fanger den helt rigtige stemning på de helt rigtige tidspunkter. Crysis er en pokkers god grund til at kaste tusinder af kroner efter den helt rigtige maskine, hvis man da ikke allerede har gjort det i forvejen.

Alligevel er det en smule skuffende, når man i sin VTOL flyver over utallige kvadratkilometer af uudforsket junglelandskab, og ikke lige kan lande og udforske det grønne paradis, men i stedet er tvunget til at fortsætte. For godt og vel 2/3 inde i spillet sættes låget nemlig på sandkassen, og valgmulighederne reduceres til blot at kunne følge en enkelt vej igennem resten af spillet. Når man i en af missionerne er på et hangarskib, så er der altså ikke noget med at springe i vandet og svømme i land - området begrænser sig nemlig her kun til de nærliggende maritime omgivelser, og pludselig føles det hele en smule klaustrofobisk.

Men det gør faktisk ikke noget. At spille Crysis er en fantastisk oplevelse fra start til slut, sandkasse eller ej. Spillet er hverken for kort eller for langt; og når man har dirigeret Nomad tværs over tropeøen, så er man tilpas mæt til, at man kan lægge spillet på hylden for en stund, og finde det frem igen på et senere tidspunkt til nok en gennemspilning. Online-delen er dog en middelmådig oplevelse, så jeg ser ingen grund til at anbefale Crysis på det grundlag, men vil du have et fantastisk actionbrag krydret med en god historie og fabelagtig grafik, så skal du trække i nano... jeg mener, vinterfrakken, og bevæge dig ned til din lokale spilpusher lige nu.