Cruella (Disney+)

Estella har det hårdt, da vi første gang møder det ulykkelige barn. Ikke nok med, at hun er født med sort/hvidt hår, hvilket hun ofte bliver drillet med, har hun også mistet sin moderskikkelse i en ung alder og må leve i en tyvebande sammen med to andre forældreløse drenge. Det lyder lidt som begyndelsen på en Bob Dylan-ballade, men i virkeligheden er det en origin story for Cruella de Vil, der er kendt fra 101 Dalmatinere.

Dette er ikke første gang, at Disney forsøger at lave en filmatisering af 101 Dalmatinere med Cruella i fokus, da Glenn Close tilbage i midt-90'erne beviste, at hun var født til rollen - selvom filmen dengang ikke var særlig mindeværdig. Det retoriske spørgsmål "behøver vi virkelig denne film?" kan stilles til mange af Disneys seneste filmatiseringer, og det passer også her. 20 minutter inde i filmen, var jeg ikke helt overbevist. Det virker til, at man ved at ændre på karakterens baggrundshistorie, også har ødelagt meget af, hvad der gjorde Cruella til en sjov karakter til at starte med.

Hvad vi så af karakterens opvækst, gjorde ikke mine bekymringer mindre. I filmen har Estella altid en god grund til at bringe sin mørke side frem på bedste Mr. Hyde-maner, og fra starten af skal seeren udsættes for en forceret tudekiks af en historie om, hvor misforstået (og ofte brillant) den lille rebel er. Som sagt er det ikke videre overbevisende, men så snart vi forlader barndommen og de ret elendige børneskuespillere, bliver filmen meget bedre.

Filmen udspiller sig primært i 1970'erne, og som årtiet skrider frem, overtager Emma Stone fuldstændigt filmen med både energi og karisma, og der er en herlig dynamik mellem hende og Horace og Jasper - de to skurke, som Cruella hyrede i tegnefilmen. Stone stjæler særligt showet, da hun gør sit indtog i modeverdenen, og det vælter rundt med parykker og glamourøse kostumer. Det er tydeligt, at instruktøren Craig Gillespie (kendt fra Lars og The Real Girl) har haft det sjovt med materialet, og 70'ernes England bryder igennem skærmen som en eksplosion af rebelske farver og vilde rutsjebaneture gennem både slumområder og fine kvarterer.

Filmen kommer dog først rigtigt i gear, da Estella fuldt ud omfavner sin mørke side. Cruella fungerer bedst når hun er ondskabsfuld, nådesløs og besat, men hun er dog ikke den rene hvalpedræbende ondskab her. I stedet er hun mere et hævntørstigt geni, der stadig er opmærksom på den skade hendes vendetta potentielt kan forvolde. På den måde føles Cruella som The Devil Wears Prada på steroider, men på samme tid er den langt mindre emotionel effektfuld.

For hvis der er en ting, som filmen særligt lider under, er det, at den sidste del virkelig trækker i langdrag. Plottwistet bekræfter blot, hvad seeren allerede har regnet ud, og der er alt for mange pludselige dramatiske sekvenser mod slutningen. Samtidigt har filmen en tendens til at dræbe potentielt følelsesladede scener, ved alt for hurtigt at skynde sig videre til den næste sekvens. Filmen udspiller sig derfor som en trættende kavalkade af dramatiske sekvenser uden den nødvendige dybde.

Da Cruella først blev afsløret, blev filmen sammenlignet med Joker og Harley Quinn, hvilket æstetisk giver god mening. Filmen bliver båret af en imponerende billed- og lydside, men desværre lider den også under karikerede karakterer, der virker mere urealistiske end deres tegnefilmsmodparter. Røveridelen mangler finesse, og de obligatoriske forklaringer (såsom hvor navnet 'de Vil' stammer fra) virker en smule påklistrede. Selvom Stone brillerer, så kan det i sidste ende ikke redde filmen som helhed.