Crisis Core: Final Fantasy VII - Reunion lader til at være et værdigt remaster

Det er efterhånden et stykke tid siden, men der var engang, hvor Sony sad på en solid portion af det håndholdte marked. Med deres lancering af PlayStation Portable var det for alvor første gang, at en håndholdt platform bød på samme grafiske finesse som konsollerne. Titler som Tekken 5, Kingdom Hearts: Birth by Sleep og Metal Gear Solid: Peace Walker etablerede Sonys håndholdte som branchens go-to for blockbuster-titler på farten. Iblandt dem var Square Enix' helt store sats; en prolog til deres hidtil største spil, nemlig Final Fantasy VII: Crisis Core. Et grafisk powerhouse af en titel. 14 år er nu kommet og gået siden PSP'ens storhedstid og inden længe udkommer det på samtlige konsoller i form af et remaster, som i sand Square Enix-stil, har fået det lange navn Crisis Core: Final Fantasy VII - Reunion. Jeg har gennemført det oprindelige Crisis Core et utal af gange, og har nu også haft muligheden for at spille de omkring seks timer af Reunion.

For dem som ikke er bekendte med den aldrende Final Fantasy-titel, så blev det første Crisis Core udviklet som en del af det større Compilation of Final Fantasy VII - en form for "extended universe" sagt med moderne lingo. Formålet var at udvide universet ved at fortælle historier, som enten foregik før eller efter Final Fantasy VII. Titlerne som Square producerede var mildest talt af varierende kvalitet med spil som det direkte elendige Dirge of Cerberus og det bizarre mobilspil Before Crisis. Crisis Core var det eneste som fik gode anmeldelser, grundet et engagerende gameplay og historien.

Som jeg nævnte tidligere er Crisis Core en prolog til Final Fantasy VII. Vi spiller som den karismatiske Zack Fair, der før kun havde haft en minimal rolle. Zack er et medlem af elitegruppen SOLDIER, og drømmer kun om en ting: Han vil være en helt. I modsætning til de fleste andre Final Fantasy-titler er spillets centrale fokus kun på Zack, hvorfor der heller ikke er andre spilbare karakterer. I Crisis Core er den centrale mission heller ikke at redde verden eller stoppe en skurk med storhedsvanvid. Nej, det er den interne konflikt i SOLDIER-enheden og korruption i virksomheden Shinra, der er det primære problem. Det er et friskt pust sammenlignet med de nogle gange lidt for pompøse fortællinger i andre RPG'er.
Dem som kender Final Fantasy VII, eller måske er hoppet på vognen med Final Fantasy VII: Remake vil helt sikkert også kunne genkende en del ansigter, der enten har et enkelt cameo eller sågar en større rolle.

Det skal siges, at i modsætning til Remake, tager Reunion sig ingen frihed med historien. I løbet af mine seks timer med spillet oplevede jeg ingen nye historie beats, karakterer eller kreative afveje. Reunion er med andre ord, i sin essens; Crisis Core som vi kender det fra 2008. Det som til gengæld har ændret sig i forhold til historien er at alle mellemsekvenser nu har fuld tale og ikke længere benytter talebobler. Selvom tanken er god, varierer disse dog I kvalitet, da intet andet ellers er blevet opdateret. Ofte står Zack og co. bare helt som statuer imens munden bevæger sig. Det gælder ikke alle nye scener, men er desværre ofte tilfældet. Det er til gengæld også det eneste element, som ikke har fået et kæmpe ansigtsløft. Den grafiske opdatering er imponerende. Square Enix har virkelig ikke sparet på kræfterne. Hvert eneste landskab Zack kommer til er blevet genskabt ned til mindste detalje. I modsætning til Remake inkluderer Reunion også langt flere områder fra verdenen Gaia, hvilket indtil videre har taget Zack til snedækkede bjergtoppe, tørre ørkenområder og slumkvartererne i Midgar.

Det er svært ikke at nævne Remake i forbindelse med Reunion, da hele det æstetiske udtryk er taget derfra. Alle områder i byen Midgar ligner mere hvordan de så ud i Remake end det oprindelige Crisis Core. Det samme gælder også designet i spillets interface, effekterne i kampene og karaktererne selv. Det er tydeligt Reunion er lavet som prolog til den nye Final Fantasy VII-trilogi fremfor et selvstændigt remaster. At kalde Reunion for et remaster føles dog forkert når vi kigger på spillets kampsystem.

Kampene i det oprindelige Crisis Core var relativt simple, en slags hybrid mellem hurtigt turbaseret og langsom aktion. I Reunion er historien en helt anden. Alting er hurtigere, mere flashy og væsentligt mere engagerende. Her er det igen tydeligt at spore, hvordan udviklerne har ladet sig inspirere af Remake. Hver eneste gang du rammer en fjende med Zacks sværd kan du mærke vægten og styrken som du kan med Cloud I Remake. Zack har dog væsentligt flere tricks i ærmet med adskillige færdigheder til rådighed, som kan kædes sammen imens der bliver basket løst. Her er det også vigtigt altid at holde øje med ens health bar, da Reunion til visse tider kan være ret svært, specielt hvis du spiller på den nye Hard-sværhedsgrad. Kort sagt, når kampene kører på fuld blus, har Reunion mixet det bedste fra Remake og det oprindelige spil i en eksplosiv cocktail. Om det kan formå at holde sig friskt frem til slutningen er jeg ikke helt overbevist om endnu.

På den store skærm mærker man desværre også, at Reunion er baseret på en håndholdt titel. Alle områderne er små - med nogle få undtagelser - og størstedelen af tiden bevæger man sig rundt i lineære korridorer i stil med Final Fantasy XIII. Taget i betragtning af hvor flot spillet er, specielt byerne Modeoheim & Midgar, er det synd, at rejsen imellem godt kan blive en anelse for monoton, propfyldt med random encounters. Det er ingen dealbreaker og her bliver det tydeligt, at Reunion er et remaster af et gammelt spil.
Trods den middelmådige tilføjelse af statiske dialoger og det aldrende banedesign, har jeg nydt min tid med Reunion. Jeg er stadig kun 6 timer inde, men alt indtil videre tegner på en solid remaster af en klassiker.