Cooking Mama 3

Jeg må være et årti eller to ældre end spillets målgruppe, er min første tanke da jeg starter spillet, og bliver mødt af dansende grønsager, og lige lovlig meget lyserødt. Spillets pakke proklamerer stolt, at det "For første gang er på dansk!", så selv den lille mængde tekst der er, ikke udelukker nogle.

Selve spillet begynder efter at man vælger en opskrift. Så skal hver en ingrediens tilberedes, i korte minispil, imens uret ubarmhjertigt tæller ned.

Grønsager og kød skæres, ved at bevæge stylussen hen over stiplede linjer på skærmen. Som adspredelse, skal den nogle gange rundt i et zigzag-spor, og andre gange bruger man den til at justere lidt på varmen så pastaen ikke koger over. Fuldfører man tilberedningen de store fejl, bliver man præsenteret med den færdige ret, som man kan gemme et billede af i en scrapbook.

Meget mere indeholder spillet ikke. Det er en lang række minispil, som er så simple at man forstår hvorfor spillet er anbefalet folk over 3 år. Udviklerne prøver at holde det spinkle indhold interessant ved at belønne spilleren hele tiden, med nye opskrifter eller tøj til Mama, så man får lyst til at spille en madret mere.

Eller det ville man, hvis de små spil som udgør kernen i spillet var sjove. Det er de ikke. Selv om man tilbereder nye ingredienser ved næsten hver opskrift, laver man den samme bevægelse hele tiden, indtil man ligner en der har parkinsons.

Kombineret med en lav sværhedsgrad, dødsdømmer det spilleren til at kede sig. De forskellige minispil bliver til sidst bare et spørgsmål om hvor på skærmen man nu skal følge en linje, hvilket er svært at finde interessant i længere tid.

Hvad værre er, har udviklerne undladt det mest væsentlige i et spil der handler om madlavning: opskrifterne. Dem der er, giver ingen vejledning i at lave madretter, og spil-delen lærer dig lige så meget om madlavning, som Guitar Hero lærer dig at spille guitar.

Det ville have givet de mange spil et egentligt formål, hvis man bagefter havde været i stand til at forsøge sig med det samme i virkeligheden. Det eneste man får ud af at spille Cooking Mama er, at man kan se hovedpersonen iført en cheerleader dragt, og putte sjove hatte på gemte billeder af sin færdiglavede mad.

Der er til gengæld gjort noget ud af det visuelle i spillet. Der sker noget hele tiden, og alt er farverigt og indbydende, hvilket går igen i den simple stil som er brugt til personerne og de forskellige ingredienser. Man har så valgt at gøre billederne af de færdige retter så detaljerede, at man som spiller ikke kan lade være med at blive sulten. Og så er det altså en skam, at man ikke bagefter kan gå direkte ud i køkkenet, og forsøge at gøre Mama kunsten efter.

Cooking Mama 3 er et legetøj. De yngre spillere vil måske have meget sjov ud af de simple aktiviteter, og hygge sig over de festlige billeder af madlavning, men man kunne lige så godt købe et kokkesæt fra BR. Det kræver heller ikke en Nintendo DS.