Conflict Global Storm

Krig er unægtelig en af spilindustriens bedste forretninger. Fiktive krige sælger godt og historiske krige sælger godt, hvilket nok ikke kommer bag på nogen. Rundbordsdiskussionsspil sælger i hvert fald ikke særligt godt.

Conflict-serien er her nu i sin fjerde inkarnation kaldet Conflict: Global Storm, og som noget nyt forgår spillet i mange lande, i stedet for et enkelt. Man kunne have håbet på at de forskellige lande bød på variation, hvilket dog ikke lige er tilfældet. Ganske vist er omgivelserne pæne, og der er da også kulisseskift mellem grå korridorer og skove, men følelsen af at besøge mange lande udebliver. Det er trods alt svært at se på en betonkorridor, om den står i Sydamerika, et mellemøstligt land eller måske et sted på Fyn.

Omgivelserne er dog pæne, og visse steder munder gange og korridorer ud i lidt større områder, hvilket giver visuel variation så vel som variation i gameplayet. Soldaterne er også pæne, og det er stadigvæk en fornøjelse at se håndbevægelser når ordrer bliver givet. Desværre bliver de store områder og de pæne karaktermodeller akkompagneret af slowdowns. Det gør sig især gældende hvis der er et par eksplosioner på skærmen, hvilket ikke er usædvanligt.

Som i de tre andre spil i Conflict-serien kontrollerer man fire hærdede soldater, der hver især har forskellige specialer. Disse færdigheder er nyttige når spillets mange missioner skal klares. Én er eksempelvis en ørn med tunge våben mens en anden er ferm som snigskytte. Mens man kontrollerer en af soldaterne direkte, kan de andre kontrolleres ved hjælp af basale kommandoer som "følg mig", "hold lav profil", " gå derover" og lignende.

Det er nemt at sætte sig ind i, og inden der er gået lang tid sidder kommandoerne solidt i fingrene og man kan kommandere rundt med soldater som en anden General Patton. Som noget nyt kan man give forsinkede ordrer, der eksekveres ved hjælp af et tryk på en knap. I teorien giver det anledning til masser af intrikate knibtangsmanøvrer, hvor fjendtlige soldater bliver knust af ægte militær overlegenhed. I praksis er det muligt at angribe fjenden fra to sider, og det giver spillet et mere taktisk præg. Desværre er det slet ikke nødvendigt at træne sin indre general, da alle kampe kan vindes ved tankeløs udveksling af bly.

Ser vi bort fra det er spillet stadigvæk yderst solidt. En ny manøvre, at kunne kravle over forhindringer, er blevet føjet til repertoiret, hvilket gør spillet lidt mere realistisk, idet kasser på en halv meters højde ikke længere stopper fire elitesoldater. Spillets sigtesystem er godt og man føler sig stadigvæk lidt som king of snipers, når et skud sidder lige i øjet. Bogstaveligt talt.

Nogle gange bliver oplevelsen ødelagt af AIen, der på underlige tidspunkter får et medlem af kvartetten til at falde gevaldigt bagefter, hvilket kan give en gevaldig mangel på ildkraft. AIen har nogle gange også problemer med at opfatte om en soldat er under beskydning, hvilket kan resultere i soldater, der er mere blyholdige end russiske atomubåde. Dette er specielt irriterende hvis AIen kontrollerer personer der skal reddes, og hvis død bevirker at missionen mislykkes.

Conflict: Global Storm er ganske fornuftigt, men det er synd der ikke er lagt større vægt på det globale element. Afveksling er der i skiftet mellem bymiljø og skovmiljø, men det er svært at se at man rejser kloden tynd i jagten på terrorister, når kulissen som regel er sat i anonyme grå fabrikker.