Conan Unconquered

Så er det ved at være tid til et nyt Conan-spil, og det er naturligvis fra Funcom som ejer rettighederne, og det hedder Conan Unconquered. Funcom har for nylig udgivet det glimrende Mutant, Year Zero: Road to Eden, og mit absolutte yndlings eventyrspil, The Longest Journey, står de også bag, men halvdelen af deres udgivelser har handlet om den muskuløse og brogede barbar, Conan. Det er en historie om blod, sex og som spillet beskriver det, "lugten af sved, heste og pis". Spillet er udviklet af Petroglyph, som har veteraner på sin lønningsliste fra andre store RTS-spil som Star Wars: Empire at War og Command & Conquer, så Funcom har valgt udviklere med en god stamtavle til at udfolde det beskidte og sexede univers i RTS-form.

Conan Unconquered er en underlig størrelse af et spil, synes jeg, da historien er helt løsrevet fra resten af spillet. Hvad mener jeg med det? Jo, historien i spillet fortælles i en tegneserie, som man skal tilgå fra hovedmenuen, og man låser så op for flere og flere sider, mens man arbejder sig igennem de seks scenarier spillet kan tilbyde. Eller scenarier er så meget sagt, for banerne har ikke meget med historien at gøre, andet end at man kæmper mod fjender, som bliver nævnt i tegneserien. Det er meget underligt fundet på, især fordi man skal ud til spillets hovedmenu for at se næste scenaries historie. Hvorfor kunne man ikke have set denne historie fra det kort der er imellem banerne? Meget underligt. Her skal det også nævnes at brugerfladen er meget irriterende. Når man så skal læse tegneserien kan man kan zoome og forstørre op til tre gange, men kører man ved en fejl musen udenfor tegneserien, forsvinder forstørrelsen igen. Det er meget frustrerende at læse på den måde.

Historien er kort fortalt at Conan overværer en krig, som bliver kæmpet af kommandøren, Amalric. Conan blander sig i kampen, og vinder den for Amalric, hvorefter Conan tilbyder hans evner som krigsfører til ham. Amalric accepterer, med den hage at Conan skal bevise hans værd i kamp. Mens alt dette sker rejser Natohk sig i ørkenen med hans hær af skorpioner, og er derfor den første modstander Conan skal vise sit værd i mod. Alt dette er taget fra tegneserien, man får ikke andet historie i kampagnen. Det er meget skrabet, og historien er ret ligegyldig, synes jeg. Bevares - tegneserien er flot tegnet, men at den ikke har en fortæller, som læser den op mellem missionerne er mig en gåde, men sådan er det bare åbenbart. Det vidner om manglende tid eller ressourcer fra Petroglyph og Funcoms side, men mit råd er; køb ikke dette spil for historien.

Spillet skal bedømmes på mekanikkerne og balancen i stedet, for det er her kødet er. Conan Unconquered er som sagt et RTS-spil med et pift Dota og Horde Mode blandet sammen til en ret ny oplevelse. Man skal før hver mission vælge en helt, som har bestemte evner, som kan komme en til gode i kampene der venter. Man kan selvfølgelig vælge Conan, men der er også, Valeria, og Kalanthes, som er låst bag en DLC-mur. Så der er to helte og en man skal købe separat, det er virkelig for dårligt og grådigt af Funcom. Spillet har flere af sine aspekter gemt bag DLC-mure, og der er ikke meget spil til at begynde med, så det er skuffende.

Man starter hver mission i midten af det tilfældigt genererede kort, hvor man så skal forsvare sig mod bølger af fjender, som kommer væltende mod ens forsvarsværker. Derfor skal man i starten ikke bekymre sig for meget om bølgerne, men i stedet fokusere på at få opbygget en økonomisk og ressourcestærk base, som kan betale for det forsvar, man skal have opbygget omkring bølge tre eller fire. Conan er ens helt, og han skal hurtigt ud for at slå diverse kryb eller dyr ihjel, hvilket giver flere ressourcer. Man har set det før i Warcraft III: Reign of Chaos og lignede spil, og det fungerer godt. Man kan på disse ture også møde store bosser, som dropper nye evner til Conan, men om man får tid og overskud til det, især senere i spillet, tvivler jeg på, for når man når til bølge 10 og derover, skal man bruge alt sin tid og energi på et holde ens forsvar sundt. Desværre følte jeg aldrig, jeg havde tid nok til disse ekskursioner, før den næste bølge af fjender kom rullende mod mig. Fjenderne bliver nemlig mere og mere talrige, og avancerede. For eksempel møder man i starten kun sværd og spydmænd, men i næste bølge er der måske kavaleri med, og i næste måske kæmpeskorpioner. Man kan øverst på skærmen se helt præcis hvad der venter en, og kan planlægge derefter. Dette er både godt og skidt, for det fjerner lidt af overraskelsen ved angrebene.

Ens base skal som nævnt have ressourcer, og det er både mad, træ, guld og noget spillet kalder kommandopoint. Disse ting kan man skaffe ved at bygge diverse strukturer. Hovel skaffer penge, jagthytter mad og træhuggere skaffer en træ. Man skal hele tiden optimere disse bygninger med opgraderinger, som gør de producerer mere, for man får brug for ressourcerne mod de mange bølger. Man skal derfor åbne op for diverse Guilds, som hver især medfører nye teknologier og enheder. Så spillet bliver en kamp mod tiden, for disse Guilds er direkte modsvar til de sværere og sværere bølger, som kommer mod ens base. De fire Guilds er ingeniører, håndværkere, akademikere og krigsfører. Håndværkerne fokuserer på kvaliteten af ens bygninger, ingeniørerne på teknologi, akademikerne på magi og krigsførerne på eliteenheder. Jeg kan ikke selv lide dette kapløb, for der er fire Guilds man kan og skal låse op for, og jeg følte ikke jeg lavede andet, end at vente på at disse teknologier blev færdigbyggede. For blev de det ikke i tide, tabte jeg tit slaget til sidst. Man kan trykke på mellemrum og pause spillet, lidt ligesom i turbaserede spil, og få sig en puster og danne sig et overblik. Jeg brugte det dog ikke så tit, men det er en fed lille inkludering i spillet.

Noget som jeg synes var ret skidt var at der i løbet af kampagnen bare kom flere og flere bølger. Der var ingen variation. De kort man spiller på, er som sagt tilfældigt genererede, men det er bare ikke nok, synes jeg. Hvert eneste kort føltes som det forrige, og man skulle igennem samme procedure hver gang, fordi spillet forløb på samme måde hver gang. De første fem bølger var ret lette, så derfor var forsvaret ikke så vigtigt, Bølge seks til ti var sværere, og nu skulle der mure og lignende forsvar op. Bølge 11 til 15 var endnu sværere, så skulle disse Guilds i spil, og så videre, og så videre. Det var lidt ensformigt. Det er nemlig problemet, der er ikke mere i spillet end dette. Og selvom man kan spille det kooperativt med en ven, som jo for det meste er sjovere, så synes jeg ikke det spil har meget indhold for pengene. Det hele virker skrabet, og havde Funcom og Petroglyph smidt mere tid og flere penge i spillet, havde det haft potentiale. Spillet er flot at se på og lytte til, og de store levende statuer man kan få dybt inden i spillet er flotte, men det hele føles bare af for lidt. Så spillet ender trods potentialet med at være ret middelmådigt, men måske kommer der mere DLC en dag som opvejer dette. Man kan kun håbe.