Code Vein II

Nogle gange dukker der spil op, som er utroligt svære at anmelde. For Code Vein II starter ekstremt uinspireret, tæt på decideret kedeligt - og det er ærligt talt kun, fordi jeg skal kunne skrive denne tekst, at jeg tappert kæmper mig videre. På en måde er det heldigt - for når de første timer er overstået, en temmelig flad historie om tidsrejser er forklaret, og de første kedelige miljøer er lagt bag mig, så vokser det faktisk til noget, jeg begynder at kunne lide. I hvert fald en smule.

Som erfaren spiller ved jeg også godt, at japanske rollespil ofte kræver lidt tid, før de for alvor begynder at "skinne". Samtidig bør det dog næppe være direkte kedeligt i starten - hvilket det desværre er i lange stræk her. Jeg forstår simpelthen ikke pointen i at åbne med så uinspirerende omgivelser, som dem vi præsenteres for. Men ja, som sagt - det bliver markant bedre.

Code Vein II byder på en fortælling om tidsrejser for at forhindre en dyster fremtid. Vi møder en forfalden postapokalyptisk verden, og ved at ændre begivenheder i fortiden kan vores helt forhåbentlig redde den. Grundlæggende er der ikke noget galt med historien, og flere af de karakterer, der er bundet til verdens skæbne, får scener, der går i dybden med dem. De drømmelignende, stive sekvenser, der forklarer, hvad der er sket, er dog ret kedelige og forsøger at koge begivenheder ned til små, uinteressante opsummeringer. Alt er mere interessant som koncept, end det er veludført, og vores stumme protagonist - som man selv designer udseendet på - gør ikke meget for at løfte interessen. Code Vein II er heldigvis helt selvstændigt i forhold til sin forgænger, så man kan springe direkte ind uden forhåndskendskab til det første spil.

Tidsrejsekonceptet viser sig at være en anelse mere interessant, når det kommer til spillets miljøer. Efter de første kedelige timer, hvor man endelig forlader spillets åbningsområde og bevæger sig ud på det mere interessante fastland, mødes man af en oversvømmet by. Nogle timer senere besøger man samme område - men i fortiden - og det er her, jeg for første gang får fornemmelsen af, at der faktisk er kvaliteter gemt her. Det visuelle får et løft, udforskningen bliver langt sjovere, og selvom verdenen i sig selv ikke er voldsomt spændende, er kontrasten til starten så markant, at jeg faktisk begynder at have det sjovt. Det er et open world-spil, som dog begrænses af at være stort set indholdsløst ud over nogle patruljerende fjender. Her er ingen dynamik, der sker ikke noget rigtigt interessant - men det er i det mindste pænt visse steder.

Visuelt er det generelt ret mørkt og trist. Som helhed føles det som et spil fra sidste generation og læner sig designmæssigt kraftigt op ad en slags Souls/Anime-mix. Ud over enkelte mægtige vistaer, når man står på høje punkter, føles alt fra farvevalg til design temmelig passé. Derudover er der flere situationer, hvor spillets frame-rate fuldstændig bryder sammen, og det bliver ekstremt hakkende i perioder.

Code Vein II er mindst lige så meget et souls-like, som det er et japansk rollespil - måske endda mere det første. XP her kaldet Haze, som du samler, bruges ved spillets hvilesteder, kaldet mistels, til at stige i niveau og blive stærkere. Dør du, mister du den opsamlede Haze, men du kan vende tilbage til stedet, hvor du døde, for at samle den op igen. Noget, der dog er frustrerende, er det faktum, at hvis du dør til en boss, så ligger den tabte essens inde i det aflåste område, hvor bossen befinder sig. Jeg ved at From har brugt samme formular før, men det er bare ikke en synderlig gunstig eller elegant designløsning, føler jeg. I for eksempel The First Berserker: Khazan kunne man heldigvis samle den op udenfor - så i Code Vein II gælder det om enten at have brugt den eller at klare bossen, hvis man ikke vil miste den helt.

Når vi nu taler om bosskampe, er det et område, hvor Code Vein II både flexer lidt muskler - men også sine største svagheder. Jeg har bevidst undgået at nævne en af genrens giganter fra de seneste år - Elden Ring. Men nu er tiden kommet. Gennem en velkendt tåge, som vi kender fra FromSoftwares mesterværk, bevæger man sig ind i områderne, der huser spillets mange bosser. Hvis Code Vein II's kampsystem allerede har antydet, hvordan det fungerer gennem de mere håndterbare fjender, man møder undervejs, så er det først ved bosskampene, at man for alvor bliver sat på prøve. Der er meget at give sig i kast med her, og da bosskampene fylder så meget, dvæler jeg lidt ved dem.

For det første kan de, som forventet, tage mange tæsk. Det er også vigtigt at forstå, at det klassiske dodge-and-roll-system bliver noget, man kommer til at bruge flittigt. De slår hårdt, og et par træffere kan være direkte ødelæggende for dig. Men der er især to ting, som efter min mening trækker underholdningen markant ned. Den første er såkaldte one-hit-angreb. Jeg vil gerne have en hård udfordring, og jeg ved godt, at kritik af "uretfærdighed" hurtigt kan affejes som et decideret skill issue.

Men når man designer bosser, skal det føles, som om der er en reel chance for at lære deres mønstre og blive bedre. Jeg har spillet og gennemført Elden Ring, og selvom dedikerede Souls-fans nok vil mene, at det er et relativt let spil i genren, var det udfordring nok for mig. Mange af bosskampene i Code Vein II er uden tvivl svære, men der er også elementer, der modarbejder spilleren ud over det faktum, at man kan dø af ét slag. Styringen er simpelthen ikke helt så stram, som den burde være. At genvinde HP kræver en lille animation, hvor man er fuldstændig sårbar, og designet af angrebsmønstre føles ofte som om bossen bare svinger løs som en frådende hund.

Jeg tror dog, at det største problem er, at det simpelthen ikke er særlig sjovt eller godt nok designet. Jeg mærker ingen WOW-faktor, ingen stærk lyst til at studere og overvinde udfordringerne for at komme videre. Det føles mere som en frustrerende forhindring end som en motiverende udfordring. Derudover er sværhedsgraden ekstremt ujævn. En af de første bosser tog mig nogle forsøg, men jeg følte hele tiden, at jeg havde en reel chance, hvis jeg spillede lidt bedre. Derefter kom to bosser, som jeg slog i første forsøg, for så at støde på en, der tog en evighed. Meget afhænger af deres angrebsmønstre og lidt for meget af tilfældigheder. Nogle gange bliver man slået omkuld, og bossen følger straks op med et angreb, der dræber en øjeblikkeligt - one-hit KO, du. Og når man selv laver specialangreb, er man stadig sårbar i lange animationer.

Hvis dit liv når nul, får du dog en ekstra chance. Du har en følgesvend med, som kan genoplive dig, men derefter skal du holde dig i live, indtil denne er klar igen. Det betyder, at jeg ofte bare løb rundt og undveg angreb, indtil den var tilbage. Når følgesvenden igen er klar, gentager det hele sig - dør du, bliver du genoplivet. Dog bliver ventetiden længere og længere for hver gang.

Code Vein II læner sig tungt op ad velkendte kampsystemer. Tunge våben giver mere skade, men gør dig langsommere, mens lette våben giver mere mobilitet på bekostning af rå skade. Man bruger såkaldte Blood Codes til at skabe forskellige builds, og selvom tal, statistik og mange af spillets genstande og systemer er temmelig rodet, lærer man det gradvist at kende. Opgraderinger kræver materialer, som kan findes eller købes. Systemet, hvor den samme erfaring bruges både til levels, køb og våbenopgraderinger, bryder jeg mig dog ikke rigtig om. Jeg havde hellere set en separat valuta.

Jeg nævnte indledningsvis, at Code Vein II er et af de spil, der er svære at fælde en endelig dom over, og det vil jeg uddybe lidt. Der er meget her, som er solidt. Jo mere tid jeg brugte med spillet, desto mere begyndte jeg at kunne lide elementer, som ellers frustrerede mig i starten. Det største problem er nok, at meget mangler finpudsning. Spillet smider dig ofte ind i ret kedelige miljøer, og dungeons føles ofte som rene copy-paste-områder. Den åbne verden er desuden ekstremt tom og uinteressant, og spillets soundtrack gør ikke meget væsen af sig.

Kampsystemet har sine kvaliteter, men føles samtidig råt og uforløst, og kontrollen er ikke så responsiv, som den burde være. Bosskampene er udfordrende, og sejren kan føles tilfredsstillende - men de mangler den finesse, som genrens bedste titler besidder. Og så er der den vigtigste pointe: Code Vein II blegner i sammenligning med meget andet. Har man oplevet det bedste, genren har at byde på, føles dette ganske enkelt flere niveauer under. Det skyldes ikke kun de andres styrker, men i høj grad dette spils egne svagheder og de områder, der burde have været langt mere finpudsede, end de er.