Cloverpit

Hvornår stod du sidst foran en enarmet tyveknægt, smed en mønt i og mærkede den magnetiske, øjeblikkelige tiltrækning, når lysene blinkede og hjulene snurrede? Måske aldrig. Måske en enkelt gang på Bornholmerfærgen. Måske på et tvivlsomt hotel i Sydeuropa, hvor maskinen lugtede af cigaretter og billig plast. Uanset hvad, så ved alle instinktivt, hvorfor den kaldes en enarmet tyveknægt. Den er bygget til at røve dig - nådesløst. Og det er præcis her Cloverpit starter: i det beskidte lille rum, hvor du er fanget med en netop sådan en, en rød telefon, et smadret toilet og en hæveautomat, der synes at håne dig, hver gang du trækker flere penge. Under fødderne gitterlågen, der fører direkte ned i mørket - en afgrund, der venter på at opsluge dig, når du fejler. Det er et så enkelt setup, at man næsten griner af det - men samtidig genialt. For du ved allerede fra første spin, hvad der står på spil: alt.

Præmissen er lige så enkel, som den er sadistisk. Du har en gæld til spildjævlen, og den vokser for hver runde, du spiller. Tre omgange har du til at betale tilbage - fejler du, åbner lågen, og du falder. Lykkes du? Tillykke. Så er det bare at bide tænderne sammen, for gælden vokser til næste niveau, og djævlen i røret skruer op for indsatserne. Og apropos telefonen - den røde lurendrejer ringer efter en vellykket runde og giver dig tre valg: måske fordoble citronernes værdi, øge chancen for syv'ere eller gøre noget helt obskurt, der ændrer maskinens DNA. Oven i det kan du handle i en lille kiosk og købe amuletter: en grøn chili, der booster heldet, en hellig bibel, der redder dig fra tre seks'ere (666 - selvfølgelig tæt på døden i Cloverpit) eller andre bizarre småting, der langsomt, men sikkert, bygger dit eget personlige slotmaskine-meta. Det er på én gang genialt og håbløst vanedannende, et system hvor hvert run er unikt, men altid læner sig op ad det samme grundprincip: trækker du i armen, kan det hele gå grueligt galt.

Det er umuligt at spille Cloverpit uden at drage paralleller til Balatro, poker-rogueliten der i praksis skabte hele subgenren. Uden LocalThunk havde Cloverpit formentlig aldrig eksisteret - lad os være ærlige. Men det her er ikke en bleg kopi, det er et søsterspil, der har valgt en helt anden vej. Hvor Balatro bygger på pokerhåndens matematiske elegance, bygger Cloverpit på den brutale tilfældighed. Multiplikationer, kombinationer, forøgede værdier og tilfældige effekter er fundamentet i begge spil - men hvor Balatro føles som at finjustere et dæks præcision, føles Cloverpit som at stå på casinogulvet med en spand mønter og et tåbeligt håb om, at jackpotlamperne pludselig går amok. Det er beskidt, intenst og på en sær måde renere i sin ondskab.

Og så er det et "FPS". Ja, det lyder mærkeligt, men det er sandt. Du bevæger dig rundt i den klaustrofobiske celle, der lugter af skimmel og desperation, og bliver konstant tvunget til små valg. Rummet er ikke stort, men det er nok til at give dig følelsen af at være fanget, indespærret og overvåget. Det ødelagte toilet står som en tavs dommer, parat til at opsluge dine sorger - bogstaveligt talt. Hver gang du gør noget - køber en amulet, tager telefonen, spiller på maskinen - bygger du langsomt din egen lille tragedie op. Og for hver runde indser du, at spørgsmålet ikke er, om du dør, men hvornår.

Og dø, det gør du. Ofte. Men hver død er også fremskridt, for det er en roguelite. Hver fejl låser op for nye genstande, nye kombinationer, nye måder at manipulere maskinen på. Den første jackpot føles som en personlig triumf, næsten som at snyde systemet - selvom du inderst inde ved, at systemet altid vinder. Og måske er det den største bedrift ved Cloverpit: at det formår at få dig til at fortsætte, selvom du ved, at slaget er tabt på forhånd. At det giver dig bittesmå sejre, der føles monumentale i øjeblikket, men som i virkeligheden blot leder til endnu større gæld. Det er næsten poetisk i sin kynisme.

Grafikken er en åbenlys flirt med retroæstetik. Grove pixels, beskidte farver, en stil, der balancerer på grænsen mellem charmerende grim og bevidst rå. Stemningen i rummet er klaustrofobisk og trykkende, understøttet af lydsiden: maskinens skramlen, mønternes klirren, telefonens skingre signal. Det er simpelt, men det fungerer, og atmosfæren bærer spillet langt mere end en egentlig historie kunne. For ja, der er en baggrundshistorie - om hvorfor du er der, hvem der har spærret dig inde, hvad der venter udenfor - men det er mest kulisse. Den virkelige fortælling er den samme som på ethvert casino: du mod tilfældet.

Alt er dog ikke perfekt. Teksterne, der beskriver amuletter og effekter, er i starten totalt uforståelige. Tørre talrækker, procenter og fagudtryk, der føles som ren kodesprog. Bevares - spillet bygger jo på matematik - men lidt blødere introduktion havde ikke skadet. Her mister spillet en del, for det bliver mere frustrerende end mystisk, når man ikke forstår, hvad en ny ting egentlig gør. Jeg har intet imod at føle mig dum i spil, men jeg vil i det mindste have en chance for at lade, som om jeg forstår det.

Og så er der snakken om gyset. Spillet bliver fra visse sider kaldt et gyserspil, men det er nok en overdrivelse. Jovist, det er mørkt, ubehageligt, klaustrofobisk og møgbeskidt, men Cloverpit er mere satire end skræk. Mere en kommentar til spilafhængighed, kapitalisme og den evige maskine, vi kalder moderne underholdning, end egentlig horror. Og det virker. Satiren er rå, men også sjov - nærmest smertefuldt præcis. Man griner af absurditeten i at fodre en maskine med penge, selvom man godt ved, at det netop er sådan verden fungerer nogle gange.

Jeg kan virkelig godt lide Cloverpit. Det er ikke et perfekt spil, det er ikke engang et særligt retfærdigt spil - men det er et dybt underholdende et af slagsen. Det tager enkelheden i en spilleautomat og gør den til en dødsdans, en evig kamp mod tilfældet og dine egne impulser. Det er ikke lige så poleret eller vanedannende som Balatro, men det rammer alligevel noget fundamentalt i spilhjernen: fornemmelsen af, at det næste spin kan være det, der ændrer alt. Og selvom det aldrig sker - selvom du ved, maskinen er rigget fra start - sidder du der og trækker igen. Og igen. Og igen.

Cloverpit er et spil, man egentlig ikke burde spille - men som man alligevel ikke kan lade være med. Og det, mine venner, er måske den mest præcise anmeldelse, man kan give et spil, der handler om aldrig helt at kunne stoppe.